Letbanen ramt af aflysninger
Letbanen er torsdag morgen ramt af aflysninger, og det fremgår af Midttrafiks hjemmeside, at det skyldes is på køreledningerne.
I øjeblikket kører der ikke tog mellem Grenaa og Hornslet, og der er også nogle aflysninger mellem Aarhus og Hornslet. Aflysningerne kan ses på perronerne, i appen Midttrafik Live og på Rejseplanen.
Der er i stedet taget en nødkøreplan i brug, der kan ses her.
Kort nyt
Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk
Landet dækket af skyer og dis
Hele landet vil de kommende dage forblive dækket af lave skyer med stedvis dis.
Det skriver DMI på X.
Mild og fugtig luft strømmer nemlig op over Danmark. Der kan også komme regn og finregn i små mængder.
Kø på motorvej
Der er lige nu kø på motorvej E45 fra Horsens mod Aarhus mellem <55> Horsens N og <54> Ejer Bavnehøj.
Køen skyldes en havareret bil, der kan passeres med forsigtighed.
Grundet køen er der en forlænget rejsetid på 10-30 minutter. Normal trafik forventes i løbet af eftermiddagen.
Vejret skifter frem mod nytårsaften
Vejret over Danmark styres i øjeblikket af et højtryk over Centraleuropa, der giver os det milde og grå vintervejr. Til gengæld sørger det også for mest tørt vejr.
Det biliver der dog lavet om på i den kommende weekend, hvor et vejrskifte ventes at finde sted.
Året ser således ud til at slutte af med markant mere ustadigt vejr, når der bliver åbnet for, at lavtrykkene kan sende regnvejr ind over landet. Det skriver TV2 Vejret.
I starten af det nye år viser prognoserne så lidt køligere, som måske kan være med til at give sne til Danmark.
Indbrudstyve slog til over 60 gange juledag
Flere personer har haft uventede gæster i juledagene, hvor der er blevet anmeldt indbrud fordelt over det meste af landet.
Mindst 61 personer er blevet udsat for indbrud juledag, viser de seneste tal fra Rigspolitiet.
Tallene dækker over antallet af indbrud, der er anmeldt til politiet, på dagen, skriver Ritzau.
Jens Olaf Jersild er død
Den kendte journalist Jens Olaf Jersild er død. Han blev 65 år.
Det oplyser familien til Ritzau.
Jens Olaf Jersild var kendt som en dygtig, debatskabende og markant journalist gennem årtier på især DR's tv-kanaler.
Rekordmange dage med strømpris under nul kroner
I 2024 er der blevet produceret så meget vedvarende energi, at der har været et rekordhøjt antal dage, hvor strømprisen har været under nul kroner.
Det viser en opgørelse lavet af NRGi og Gjensidige, skriver Gjensidige i en pressemeddelelse.
Fire indbrud det seneste døgn
Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands Politikreds
Det oplyser politiet i døgnrapporten.
Det drejer sig om indbrud begået på følgende adresser:
På Stockholmsgade i Aarhus N begået mellem den 23/12 kl. 15:00 og den 25/12 kl. 16:00.
På Krekærlunds Allé i Malling begået mellem den 22/12 kl. 09:30 og den 25/12 kl. 21:00.
På Bygaden i Havndal begået mellem den 21/12 kl. 12:00 og den 26/12 kl. 02:32.
På Vestervold i Randers C begået mellem den 15/12 kl. 00:00 og den 25/12 kl. 18:00
Travlhed i nattelivet
Østjyllands Politi har det seneste døgn haft travlt i nattelivet med en del mindre opgaver.
Det skriver politiet i døgnrapporten.
Ellers har der ikke været nogen større hændelser i politikredsen, og det har derfor været et forholdsvis roligt døgn, oplyser politiet.
Gråvejrsdag i vente
2. juledag bliver endnu en gråvejrsdag. Det skriver DMI.
Dagen står på rolige vindforhold og lune temperatur. De fleste steder bliver der omkring otte grader.
Støjberg har plan for at sende 31.000 syrere hjem
Inger Støjberg (DD) har en plan, der skal få 31.000 syriske flygtninge til at vende tilbage til hjemlandet.
Det fortæller hun i Jyllands-Posten, hvor hun løfter sløret for seks forslag, der skal få det til at ske.
Blandt andet vil hun fordoble den eksisterende repatrieringsydelse, der giver syrerne mulighed for at vende hjem med en pose penge i hånden.