Elfærge millioner dyrere allerede inden den er bestilt
Odder Kommune har en drøm. I fremtiden skal der sejle en elfærge mellem Hou og Tunø. Den er drøm dog nu blevet betydeligt dyrere end først antaget, og det skyldes stigende priser på færger. Det fremgår af dagsordenen til Odder Byråds møde 18. juni.
Helt konkret kommer færgen nu til at koste godt 103 millioner kroner, som er over 28 millioner kroner dyrere end i 2022, da det oprindelige projekt blev præsenteret.
Regningen kommer dog ikke til at ramme kommunens økonomi så hårdt, som frygtet. Det skyldes en ny model, hvor Odder Kommune køber færgen fremfor at lease den. Så merprisen bliver ifølge det nye budget 800.000 kroner om året.
Seneste nyt
Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk
Landevej spærret
Der er torsdag middag sket et trafikuheld på Djursland, som betyder, at ét spor er spærret.
Det er ved Drammelstrup på landevejen mellem Tirstrup og Grenaa, at en bil er havareret, oplyser Vejdirektoratet. Der foregår i øjeblikket oprydningsarbejde.
Kartoffelsalat tilbagekaldt
Lidl Danmark K/S tilbagekalder to varianter af Chef Select Kartoffelsalat 1kg, da der er risiko for metalstykker i produkterne. Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
"Metalstykker i produkterne udgør en potentiel sundhedsrisiko, da der kan opstå skader i mund, svælg og i mave-tarmkanalen," står der.
Kartoffelsalaten er solgt i Lidl-butikker over hele landet, og forbrugerne opfordres til at smide den ud eller levere den tilbage til butikken. I tilfælde af symptomer skal man søge læge.
Hvilken fødevare tilbagekaldes
Produktnavn: Chef Select Kartoffelsalat 1kg
Variant: Crème Fraiche
Holdbarhedsdato: 10.12.2024, 12.12.2024, 17.12.2024, 24.12.2024
Nettoindhold: 1kg
Variant: Yoghurt
Holdbarhedsdato: 07.12.2024, 14.12.2024, 21.12.2024
Nettoindhold: 1kg
Her falder sneen i løbet af aftenen
Efter en dag med snebyger af varierende intensitet i det østjyske, er det her til aften kun på Djursland, der falder sne. Det viser et kort fra TV 2 Vejret.
Der kan i løbet af aftenen trække nogle byger op over Djursland fra syd.
Ifølge DMI vil det i aften og nat være klart og mest tørt vejr i Østjylland - dog med risiko for rimtåge.
Natten kan byde på ned til fire graders frost.
Uheld skaber kø på motorvejen
Torsdag eftermiddag er der sket et trafikuheld på motorvej E45 vest for Aarhus. Det er ifølge Vejdirektoratet sket i nordgående retning ved motorvejskrydset mellem E45 og Herningmotorvejen.
Trafikanter opfordres til at passe på, da uheldsstedet ikke nødvendigvis er sikret.
Uheldet har skabt kødannelse i området
Rekordmange søger julehjælp
Juletiden er fyldt med bekymringer for mange af de familier, der i forvejen har svært ved at få pengene til at række. I Østjylland har 3469 familier søgt om julehjælp, som er hjælp til julemad og julegaver. Det er en stigning fra sidste års 3173 ansøgninger. Det skriver Blå Kors Danmark.
Blå Kors uddeler julehjælp til familier på overførselsindkomst, der har hjemmeboende børn under 18 år. Julehjælpen består i år af et gavekort på 700 kroner til dagligvarekæden Lidl.
39-årig mand i grundlovsforhør i narkosag
En 39-årig mand fremstilles klokken 14 i grundlovsforhør i Retten i Randers. Han er sigtet for salg af narko, efter der i går blev fundet en større mængde forskellige euforiserende stoffer på hans bopæl i Randers. En 23-årig kvinde er ligeledes sigtet i sagen, men anklagemyndigheden har vurderet, at der ikke er grundlag til at fremstille hende i grundlovsforhør.
Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre, og Østjyllands Politi har derfor ikke yderligere kommentarer til sagen.
Solceller og vindmøller droppet
Ti projekter med vind- og/eller solenergi er blevet fravalgt af Skanderborg Kommune, fremgår det af en pressemeddelelse.
Der var 15 ansøgere i en åben ansøgningsrunde, men kun fem af dem klarede sig gennem nåleøjet.
Projekterne går nu videre i processen, hvor hvert projekt vil betyde en inddragelse af lokalområdet. Fra første borgermøde forventes der at gå fire til fem år, før et eventuelt anlæg kan indvies.
De fem projekter
Solcelleanlæg ved Kielsgårdsvej
Solcelleanlæg ved Agerskov
Vindmølle(r) ved Mesing
Hybrid (blanding af sol og vind) Boes og Alken
Vindmøller ved Nissumgård - muligvis kombineret med projektet med Vindmøller ved Gl. Gjesing, da de to projekter har samme beliggenhed
Knap 300.000 får flere penge
I dag vedtog et flertal i Folketinget en permanent forhøjelse af ældrechecken på op til 5000 kroner til folkepensionister med de laveste indtægter. Den forhøjede ældrecheck tikker ind på kontoen hos cirka 300.000 folkepensionister i januar. Det skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.
Ups: Tusinder modtager regning uden forklaring
Alle husejere i Favrskov Kommune har i dag modtaget en opkrævning i e-Boks uden forklaring. Der er tale om en bidragsopgørelse, der er sendt afsted uden tekst på grund af en fejl hos en systemleverandør, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Det drejer sig om et bidrag til rottebekæmpelse og til skorstensfejning, og selve beløbet er korrekt - det er bare forklaringen, der mangler, skriver kommunen. Der bliver hurtigst muligt sendt en ny bidragsopgørelse ud i e-Boks med alle oplysninger på.
Styrelse advarer om kemi i engangsservice
Hvis du køber papkrus, bageforme eller andet engangsservice uden for EU, løber du en sundhedsrisiko, advarer Fødevarestyrelsen. I Danmark er det forbudt at tilsætte PFAS til emballagen, men reglerne gælder ikke uden for EU. Varer fra ikke-europæiske webshops kan derfor indeholde store mængder af den uønskede kemi.