Seneste nyt

Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk

Oversigt

Aarhus Airport mister investor - Mangler 120 millioner kroner

Aarhus Airport når ikke at finde en privat investor inden for den tidsramme, der var aftalt. 

Det skriver Århus Stiftstidende

I 2022 indskød Aarhus Kommune, Syddjurs Kommune og Norddjurs Kommune samlet 200 millioner kroner i lufthavnen mod en aftale om, at lufthavnen selv skulle finde en privat investor, der ville komme med 90-100 millioner kroner. 

Over for TV2 Østjylland forklarer bestyrelsesformand Lars Dige Knudsen, at lufthavnen har været i dialog med en udenlandsk, potentiel investorer, som dog har valgt ikke at investere. 

Derfor mangler lufthavnen aktuelt 120 millioner kroner, som skal bruges frem til første halvdel af 2026. 

- Vi havde en spændende og ret intens dialog med en udenlandsk potentiel investor, som desværre er endt, uden vi har fundet en interesse fra den pågældende i at investere i Aarhus Lufthavnen. Derfor kan vi ikke nå at komme på plads med at finde en ny investor, inden for den tidsramme, der oprindeligt var aftalt, siger Lars Dige Knudsen. 

Det var meningen, at investoren skulle være fundet inde udgangen af marts måned i år. 

Lufthavnen har givet underskud i 10 år, og ifølge Lars Dige Knudsen forventer man et fortsat underskud i 2024, 2025 og halvdelen af 2026. 

- Det er 120 millioner kroner, vi søger. Vi er ude at lede efter pengene, fordi vi har brug for yderligere kapital. Vi skal have fundet en løsning, inden året er omme. Det er den horisont, vi arbejder på - men helst noget før, så vi kan få skabt ro omkring lufthavnens fremtid, og vi kan få ro til at fortsætte den forretningsmæssige meget positive udvikling, vi er inde i, siger Lars Dige Knudsen. 

Aarhus Airport har orienteret kommunerne om, at man ikke når tidsfristen.