Den første sne falder med garanti inden for et døgn

Prognose for sne frem til onsdag klokken 17. Foto: TV2 Vejret

Der er endnu ikke registreret snefald i Danmark, skriver TV 2 - og det kommer der heller ikke i løbet af tirsdagen. Men det vil med garanti ske natten til onsdag.

Tirsdag aften og natten til onsdag dannes et lille lavtryk over Nordjylland - og det giver snebyger flere steder frem mod onsdag morgen.

I løbet af onsdagen kan snebyger falde flere steder i Jylland.

Seneste nyt

Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk

Stjernehimmel over Strøget tændes

Også Aarhus har fredag fået julelys over Strøget, præcis ligesom det skal være for at julestemningen kan indfinde sig. Den 850 meter lange stjernehimmel betyder nemlig julefred og julestemning for mange.

Det var ellers ti lange dage, hvor hele Aarhus holdt vejret, da det blev meldt ud fra Strøgforening, at den traditionsrige stjernehimmel for første gang i 20 år ikke ville sprede julestemning i Aarhus. De kunne ikke finde økonomien til det.

Heldigvis blev stjernehimmelen reddet af økonomiske bidrag fra lokale erhvervsdrivende og en større donation fra energiselskabet NRGI.

Aktie stiger 13 procent efter salgsnyhed

Fodboldklubben Silkeborg IF er på vej til at blive opkøbt af en amerikansk investorgruppe, og det har smittet positivt af på aktiekursen.

Prisen på aktierne i Silkeborg IF Invest, selskabet bag fodboldklubben, er således steget med 13 procent klokken lidt over 11.00 tirsdag.

Kort efter at nyheden om Trivela Groups opkøb af klubben blev offentliggjort, røg aktien hele 16 procent i vejret, men siden er den faldet en smule.

Julemanden tænder julelys på torv

Flere tusinde mennesker er mødt op i Randers for at overvære, den årlige tænding af julelysene fredag aften.

Lysene løber fra Houmeden til Brødregade i det centrale Randers og det er selveste julemanden, der med hjælp fra byens borgere får det store juletræ på Rådhustorvet til at lyse op med ordene "glædelig jul".

- Nu er det rigtig jul i Randers igen, lyder det fra julemanden, da lysene bliver tændt og lyser op i Randers bymidte.

Skandaleramt selskab er gået konkurs

Selskabet DSH Recycling, der er søsterselskab til Nordic Waste og ejer jordskredsgrunden i Ølst ved Randers, er gået konkurs.

Det er sket tirsdag ved et retsmøde i Randers, skriver Børsen.

Selskabet har siden februar i år været i rekonstruktion, men det står ifølge mediet nu klart, at det ikke kan reddes.

Dermed lider DSH Recycling samme skæbne, som overgik Nordic Waste i januar.

Randers Kommune mener, at DSH er ansvarlig for en del af regningen for oprydningen efter jordskreddet.

DSH Recycling har til gengæld stævnet Randers Kommune, og en retssag er under opsejling i Vestre Landsret.

Sigtet for falsk anmeldelse til politiet

Østjyllands Politi har sigtet en 19-årig mand for falsk anmeldelse.

Manden ringede ifølge politiet mandag aften, og sagde, at en person var blevet stukket med kniv på gaden i Hasle, hvorefter flere patruljer kørte til stedet.

- Der var dog intet tegn på, at der havde været nogen form for uro, og der var ingen personer at træffe. Da en betjent ringede tilbage på anmelderens nummer, og spurgte ind til episoden, blev der grinet i røret, og politiet fik mistanke til, at der havde været tale om en falsk anmeldelse, skriver politiet i sin døgnrapport.

Manden blev anholdt og desuden sigtet for narkokørsel efter at have fået taget en blodprøve.

Ramt af lastbil: Cyklist er kommet alvorligt til skade

En 81-årig mandlig cyklist pådrog sig alvorlige skader, da han mandag blev ramt af en lastbil i krydset mellem Ormslevvej og Skanderborgvej i Viby.

Det oplyser Østjyllands Politi, der fik anmeldelsen om ulykken klokken 08.41.

- Den 81-årige blev formentligt ramt, da han kørte lige ud ad Skanderborgvej, hvor lastbilen var i færd med at foretage et højresving fra Ormslevvej. Han blev kørt til behandling på hospitalet, og hans tilstand er ukendt, skriver politiet i sin døgnrapport.

En 51-årig mand er sigtet for ikke at overholde sin højre vigepligt. Det var ham, der kørte lastbilen.

En bilinspektør foretog undersøgelser på stedet og skal nu klarlægge de nærmere omstændigheder ved ulykken.

Kan dine dæk klare vintervejret?

I løbet af weekenden var der fem trafikuheld på fem timer som følge af glatte veje. Det samme var tilfældet mandag, hvor en skraldebil endte i grøften, skriver TV 2.

Så har du ikke fået skiftet til vinterdæk endnu, så start med at tjekke din bildæks stand.

Anbefalingen fra FDM lyder, at der skal være mindst 3 mm dækmønster tilbage. Her kan 'tyvekrone-testen' bruges, hvor man lader en tyvekrone hvile i slidbanen. Kan man ikke læse den nederste del af teksten, er dækket som tommelfingerregel lovligt.

Men bedst af alt - få bestilt tid til vinterdæk, hvis du ikke har fået dem skiftet endnu. Ventetiden kan være lang, især i de store byer, fortæller Søren Houmann Tandrup, der er kundeservicechef hos Super Dæk Service, til TV 2.

Aarhusiansk landsholdsspiller forlænger med tre år

Den aarhusianske landsholdsmålmand Althea Reinhardt forlænger sin kontrakt med Odense Håndbold med tre år, så samarbejdet nu løber frem til sommeren 2028.

Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

Siden skiftet til Odense i 2016 er Althea Reinhardt noteret for 371 kampe, og hun har vundet to danske mesterskaber samt en pokaltitel.

Ældre kvinde død i brand

En brand i et rækkehus på Kløvenhøjvej i Brædstrup har mandag aften kostet en kvinde livet.

Det oplyser Torben Wind, som er vagtchef ved Sydøstjyllands Politi.

Kvindens pårørende er underrettet. Der er tale om en kvinde på 77 år.

Ingen sne - men lidt sol

Det ser ikke ud til at være i Østjylland, at sneen falder tirsdag. Her kommer der til gengæld lidt sol, skriver Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.

Der kan dog også komme byger, og de kan lokalt blive suppleret af både hagl og slud. Temperaturen lægger sig mellem to og seks grader, og der vil være en svag til let vind fra skiftende retninger.

I aften bliver det klart vejr med enkelte byger, og som natten banker på, overtager skydækket, hvilket kan give enkelte slud- eller snebyger. Temperaturen kommer ned mellem tre graders frost og to graders varme.

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her