Seneste nyt

Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk

Oversigt

Kalder prisloft på fjernvarme for et godt redskab

Der er store udsving landet over, når det gælder forbrugernes årlige udgifter til fjernvarme.

Sidste år varierede det ifølge Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet mellem 8000 kroner og 39.000 kroner om året.

Men et politisk flertal på Christiansborg har i denne uge besluttet at indføre et prisloft på fjernvarme.

Det er en god idé, lyder det fra politisk chef i Forbrugerrådet Tænk Karin Breck.

- Fjernvarmeselskaber er monopoler. Der er ikke nogen konkurrence mellem værkerne. Man er tilsluttet ét og kan ikke skifte til et andet, sådan som man kan eksempelvis med elselskaber.

- Så derfor er der nødt til at være nogle andre redskaber, der sikrer, at værkerne bliver drevet effektivt til glæde for forbrugerne. Der er prisloft et rigtig godt redskab, siger Karin Breck.

Prisloftet betyder, at Forsyningstilsynet hvert år vil offentliggøre en liste over de selskaber, der ligger over loftet.

Selskaber, der havner på den forkerte side af prisloftet, skal lave en plan for, hvordan de vil nedbringe prisen.