Politi advarer om glatte veje tirsdag morgen

Af Ritzau

Der er glat på vejene tirsdag morgen. Bilister opfordres derfor til at tage hjemmefra i god tid og til at køre efter forholdene.

Det oplyser flere af vagtcheferne i landets politikredse til Ritzau.

I flere af kredsene, heriblandt Østjylland, har man saltet vejene. Men derfor skal man alligevel være forsigtig, opfordrer politiet.

På Vejdirektoratets trafikkort fremgår det, at der især i Skanderborg Kommune, Horsens Kommune og Silkeborg Kommune denne morgen har glatte veje.

Danmarks Meteorologiske Institut er da også ude med en opfordring til at tjekke forholdene via trafikkort, inden man begiver sig ud på de vejene, der er pletvis glatte.

Seneste nyt

Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk

Den første sne falder med garanti inden for et døgn

Prognose for sne frem til onsdag klokken 17. Foto: TV2 Vejret

Der er endnu ikke registreret snefald i Danmark, skriver TV 2 - og det kommer der heller ikke i løbet af tirsdagen. Men det vil med garanti ske natten til onsdag.

Tirsdag aften og natten til onsdag dannes et lille lavtryk over Nordjylland - og det giver snebyger flere steder frem mod onsdag morgen.

I løbet af onsdagen kan snebyger falde flere steder i Jylland.

Aarhusiansk landsholdskeeper forlænger med tre år i Odense

Den aarhusianske landsholdsmålmand Althea Reinhardt forlænger sin kontrakt med Odense Håndbold med tre år, så samarbejdet nu løber frem til sommeren 2028.

Det oplyser Odense på klubbens hjemmeside.

Siden skiftet til Odense i 2016 er Althea Reinhardt noteret for 371 kampe, og hun har vundet to danske mesterskaber samt en pokaltitel.

Ældre kvinde død i brand

En brand i et rækkehus på Kløvenhøjvej i Brædstrup har mandag aften kostet en kvinde livet.

Det oplyser Torben Wind, som er vagtchef ved Sydøstjyllands Politi.

Kvindens pårørende er underrettet. Der er tale om en kvinde på 77 år.

Ingen sne - men lidt sol

Det ser ikke ud til at være i Østjylland, at sneen falder tirsdag. Her kommer der til gengæld lidt sol, skriver Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.

Der kan dog også komme byger, og de kan lokalt blive suppleret af både hagl og slud. Temperaturen lægger sig mellem to og seks grader, og der vil være en svag til let vind fra skiftende retninger.

I aften bliver det klart vejr med enkelte byger, og som natten banker på, overtager skydækket, hvilket kan give enkelte slud- eller snebyger. Temperaturen kommer ned mellem tre graders frost og to graders varme.

Regeringen vil gøre cannabis-ordning permanent

Patienter skal fortsat kunne lindre deres smerter og ubehag med cannabis uden at være tvunget til at opsøge det ulovlige marked.

Det mener regeringen, der vil gøre en forsøgsordning med medicinsk cannabis permanent. Det skriver Indenrigs- og Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Skraldespand i brand mandag aften

En container stod i brand i går aftes ved Marselis Boulevard i Aarhus.

Østjyllands Brandvæsen fik i første omgang meldinger om en større container, som muligvis stod op ad en bygning.

- Derfor var iv afsted med lidt mere mandskab end til en lille brand, fortæller Kirsten Dyrvig, operationschef ved Østjyllands Brandvæsen.

Branden viste sig at være noget mindre end først antaget, og de fik den hurtigt under kontrol.

Rykkede ud til to brande i containere

Video: Ida Rønne Hermansen, TV2 Østjylland.

Østjyllands Brandvæsen rykkede mandag aften ud til en brand i en affaldscontainer på Marselis Boulevard.

Meldingen kom ind klokken 20.43, og der var tale om en mindre brand, som hurtigt blev slukket, oplyser operationschef Kirsten Dyrvig til TV2 Østjylland.

Godt en time tidligere, klokken 19.54, havde brandfolkene været ude til en lignende brand i affaldscontainer i Råhøjparken i Viby.

Borgere vil demonstrere foran rådhuset

"Borgerdemokrati – det er ikke helt til hest!"

Sådan lyder det i en pressemeddelelse, som en gruppe borgere fra Skanderborg har sendt ud.

De vil på onsdag lave det, de kalder for en fredelig borgermarkering, foran byens rådhus på Fælleden.

Formålet er at blive hørt i processen omkring prioriteringen af de vedvarende energiprojekter som solcelleanlæg, der ifølge kommunens plan skal gøre Skanderborg selvforsynende med grøn energi.

Borgerne føler ikke, at politikerne hidtil har lyttet tilstrækkeligt på dem i processen. Derfor møder de op, i forbindelse med at økonomi- og erhvervsudvalget på et møde skal beslutte, hvilke af 15 mulige energiprojekter, der skal viderebehandles i kommunens teknik- og miljøafdeling.

Populært spil stopper børns mulighed for at sende private beskeder

Roblox, der særligt spilles af børn, vil stoppe børns mulighed for at sende private beskeder til hinanden i spillet.

Det skriver tv2.dk.

Det er ét af flere tiltag, Roblox gennemfører for at højne børns sikkerhed, når de befinder sig i den digitale verden.

Hvis børnene vil sende private beskeder i spillet, kræver det, at forældrene giver adgang til det.

Dolberg starter inde mod Serbien

Landsholdstræner Brian Riemer har af både tvang og lyst lavet hele seks ændringer i sin startopstilling i mandagens Nations League-gruppefinale, hvis man sammenligner med holdet i hans debut i mandags mod Spanien.

Mest iøjnefaldende er det, at der er skiftet ud i hele frontkæden, og at der er fem meget offensive spillere i startopstillingen.

Efter endnu en målløs landskamp - den 11. målløse i træk - er Rasmus Højlund sendt en tur ud på bænken, mens en formstærk Kasper Dolberg fra Silkeborg i stedet kommer ind på toppen.

Kampen sparkes i gang klokken 20.45.

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her