Tv-nyheder aflyses på grund af EM-finale
Søndagens nyhedsudsendelser i fjernsynet fra TV2 Østjylland er aflyst på grund af EM-finalen i håndbold.
Søndag møde de danske kvinder Norge i finalen, der spilles klokken 18.00 - og som kan ses på TV 2.
Kort nyt
Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk
Ny ordning sender rekordmange mænd på barsel
Efter to år med øremærket barsel er antallet af mænd på barsel steget med 48 procent.
Det er en ny rekord. Samtidig er antallet af kvinder på barsel faldet med 13 procent.
Det viser nye tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR), som blev offentliggjort fredag.
I august 2022 trådte de nye regler om øremærket barsel i kraft.
Apotek genåbner midlertidigt
Lillesø Apotek i Skanderborg genåbner. Det skriver Skanderborg Apotek på Facebook:
- Det er med stor glæde, at vi kan fortælle, at vi fra 3/1-25 genåbner Lillesø Apotek midlertidigt. Det er midlertidigt, da det er en begrænset lejeperiode, indtil der findes et nyt egnet lokale.
Lukningen skete i kølvandet på apotekeren Aage Rasmussens død tidligere på året. Det kan du læse mere om her.
Sådan forventes juletrafikken at blive
Juleferien nærmer sig, og den kan medføre trængsel på vejene flere steder, skriver Vejdirektoratet.
I år falder juleaften på en tirsdag, hvilket ifølge vejdirektoratet betyder, at udrejsetrafikken ventes at sprede sig over flere dage fra fredag den 20. til tirsdag den 24. december.
På E45 er der et omfattende vejarbejde i gang i begge retninger mellem Vejle og Randers. Derfor er der på store dele af strækningen hastighedsnedsættelse til 80 km/t og smallere kørespor flere steder.
Vejdirektoratet opfordrer trafikanter til at være ekstra opmærksomme og tålmodige på der.
Forventer ikke yderligere nyt om drabssag
Tre mænd er søndag blevet anholdt og sigtet for knivdrabet på en 19-årig mand på Reginehøjvej i det nordlige Aarhus.
Østjyllands Politi skriver på X, at der ikke forventes yderligere nyt i den sag resten af søndagen.
- Vi forventer umiddelbart ikke at melde yderligere ud om sagen i dag. I morgen vil der komme opdatering i forhold til muligt grundlovsforhør og opsamling på sagen.
Fyrværkeri-bøder sat op
Søndag er fyrværkerisalget skudt i gang – men hvis du er glad for at fyre krudt af, skal du være opmærksom på, at reglerne har ændret sig i år.
Hvor man før har måttet skyde fyrværkeri af fra 27. december til og med 1. januar, er perioden fra i år blevet skåret ned til at gælde alene for 31. december og 1. januar, skriver TV 2.
Fyrer man alligevel krudt af udenfor perioden, risikerer man at få en bøde. Før var bøden på 2000 kroner, men den er nu blevet sat op til 2500 kroner.
Julefrokost for hjemløse giver varme og fællesskab
For 13. gang blev der søndag afholdt julefrokost for hjemløse i Aarhus. Det er foreningen 'Hjemløse i Aarhus', der står bag.
- Vi stopper aldrig med det her. Det har jeg også lovet de hjemløse, siger Rikke Sejthen, der er arrangør og kvinden bag foreningen 'Hjemløse i Aarhus'.
Foruden julemad og musik var der også gratis tøj og mulighed for at blive klippet.
Du kan se mere om julefrokosten her.
Tre mænd anholdt i drabssag
Østjyllands Politi har søndag anholdt tre mænd, som sættes i forbindelse med knivdrabet på en 19-årig mand på Reginehøjvej i det nordlige Aarhus natten til søndag.
Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Her står videre, at politiet formoder, at der kan være flere gerningsmænd, som endnu er på fri fod.
De tre mænd er henholdsvis 20, 20 og 27 år gamle. De er alle tre blevet sigtet for manddrab.
Læs mere om det her.
Vild biljagt: Narkopåvirket bilist blev jagtet af politiet
Mindre brand ved kraftvarmeværk
Søndag midt på eftermiddagen måtte Sydøstjyllands Brandvæsen rykke ud til forbrændingsanlægget på Endelavej i Horsens til en melding om brand.
- Der var brand i noget affald et sted, hvor der ikke skal være det. De havde selv hældt vand på, men vi gav det lige noget ekstra vand, siger Rene Hemberg, der er indsatsleder ved Sydøstjyllands Brandvæsen, til TV2 Østjylland.
Meldingen kom klokken 14.30, og brandfolkene er færdige på stedet.
Advarer mod nedfaldne grene og væltede træer
Et lavtryk skal søndag aften og ud på natten passere Skandinavien. Og det kan give vindstød af orkanstyrke i Nordjylland og vindstød af stormstyrke her i Østjylland.
Det får nu Vejdirektoratet til advare de trafikanter, der skal ud at køre.
- Det betyder øget risiko for nedfaldne grene og væltede træer samt risiko for væltet vejarbejdsafmærkning og tabt gods på kørebanerne. Det kan også medføre restriktioner på flere broer, så vær opmærksom, hvis du skal ud at køre, spænd dit gods godt fast og kør efter forholdene, skriver Vejdirektoratet på sin hjemmeside.