TV2 Østjyllands nyhedsudsendelse udgår
Det var lige ved og næsten, men Danmark må nøjes med bronzemedaljer ved dette års VM i kvindehåndbold, som er blevet spillet i Danmark og Norge.
Og selvom vi havde drømt at se Danmark i VM-finalen, er det Norge og Frankrig, der skal kæmpe om guldet i Herning.
Den kamp bliver vist på TV 2, og af den grund udgår TV2 Østjyllands 19.30-udsendelse. Du kan få et østjysk nyhedsoverblik klokken 18.08. Vi vender stærkt tilbage på mandag.
Seneste nyt
Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk
Mange vil have vinterdæk på bilen
Nattens frost har givet stor travlhed hos blandt andre Dækpartner i Skejby i Aarhus, hvor bilister har kimet værkstedet ned i håbet om snart at få skiftet til vinterdæk.
- Folk kommer altid ud i sidste øjeblik, når de oplever, at de ikke kan stå fast, siger Magnus Andersen, der er centerleder hos Dækpartner i Skejby.
Han opfordrer derfor bilister til at være ude i bedre tid, når de vil have skiftet hjulene på deres biler. Hans opfordring er, at man får sat vinterdæk på, så snart temperaturen nærmer sig syv grader.
Ny afgift kan få betydning for pris på oksekød
En afgift på oksekød vil få betydning for prisen i køledisken i landets supermarkeder. Det vurderer både Coop og Salling Group over for DetailWatch.
- Hvis der kommer ekstra afgifter, så kommer det ovenpå prisen. Det er jo også hensigten for at ændre forbruget, siger Jens Juul Nielsen, der er informationsdirektør i Coop, til DetailWatch.
Afgiften på oksekød er en lille del af aftalen om den grønne trepart, som er blevet præsenteret af et bredt flertal i Folketinget mandag formiddag.
Ifølge Coops informationsdirektør vil prisstigningen ikke blive drastisk.
16-årig vil frifindes for knivdrab i Grenaa
Den i dag 16-årige teenager, som blev dømt skyldig i et knivdrab på en 15-årig dreng i Grenaa i fjor, vil frifindes.
Sagen er anket til Landsretten, og nu fortæller forsvarsadvokaten, at den 16-årige går efter frifindelse.
Derfor skal landsretten nu vurdere, hvorvidt den dømte handlede for at forsvare sig selv mod den unge person, han stak med kniven.
Læs også:
Saltbilerne ’sæson-debuterede’ i nat
Saltspreder-bilerne har været i aktion natten til mandag.
Det er første gang denne vinter, og tidspunktet svarer nogenlunde til de seneste 14 år, oplyser Vejdirektoratet.
I alt 35 saltbiler har været på vejene i nat, og de har saltet på E45 fra Randers til Støvring, fra Varde og østpå til Vejle og nordpå til Lemvig samt på Hadsund Landevej i det nordjyske.
- Der er tale om et første lille fingerpeg på vinterens egentlige begyndelse, når den første rigtige saltning finder sted. Det er, når to ruter eller flere har behov for saltning, siger Freddy Emil Knudsen fra Vejdirektoratets Vintertjeneste.
En saltrute på statsvejene er typisk 50 kilometer lang og tager knap tre timer at køre igennem.
Kæmpe milliardregninger på vej på grund af vand
Østjylland kan blive hårdt ramt og lide store tab, når der i fremtiden kommer voldsomt vejr, lyder det i en ny rapport fra DTU lavet for F&P, brancheorganisation for forsikrings- og pensionsbranchen, og CIP Fonden.
Eksempelvis er Aarhus den kommune i landet, der forventes at lide størst økonomisk skade ved oversvømmelser fra skybrud over de næste 100 år. Og kigger man på udgifter per indbygger til de skader forventes Samsø at ligge som nummer to i landet. I landets største byer kan man ifølge rapporten se ind i skader på over to milliarder kroner hvert år på grund af skybrud.
Norddjurs og Randers kommuner er henholdsvis nummer syv og ni, når der spås om skader ved stormfloder i samme periode.
Familie i chok over 30-årigs fortid som narkosmugler
Den 30-årige Takin Vatandoust er torsdag ved Retten i Randers blevet idømt 12 års fængsel for sin rolle i indsmugling af hårde stoffer samt hvidvask af mere end 14 millioner kroner.
En fortid, som flere af hans familiemedlemmerne var intetanende om.
Men sammen med flere andre bagmænd har den nu dømte over en periode på godt et år stået for salg af store mængder kokain og hash. Hans rolle har været at finde købere til stofferne.
Bil udbrændte på tankstation
En bil er brændt ud, efter den brød ud i flammer på Circle K-tankstationen på Frederiksberggade i Silkeborg.
Det skete mandag ved 13.30-tiden.
Midtjysk Brand & Redning skriver på X, at man er færdig på stedet.
Det er uvist, hvorfor bilen brød i brand.
Politi kommer med advarsel til bilister
På X advarer Østjyllands Politi om glatte veje i hele Østjylland denne mandag morgen.
Derfor saltes der flere steder. Politiet opfordrer til at køre hjemmefra i god tid – og til at køre forsigtigt.
Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, fremhæver Østjylland på X dennne morgen for potentiale glatte veje.
DMI melder i øvrigt om en mandag med både blæst, sol og byger, som lokalt kan være med hagl.
Danmarks rigeste bliver rigere
De rigeste danskere er blevet endnu rigere hen over det seneste år – og de har øget afstanden til de næstrigeste.
Det viser Økonomisk Ugebrevs seneste opgørelse over de 100 rigeste familier i Danmark.
De 20 rigeste familier har øget formuen med sammenlagt 93 milliarder kroner, mens de 80 næste på listen "blot" er blevet ni milliarder kroner rigere sammenlagt.
32 folketingsmedlemmers passwords er blevet lækket
Passwords til mailboksen hos 32 nuværende medlemmer af Folketinget – deriblandt flere nuværende og tidligere ministre – ligger tilgængeligt på 'The Dark Web', skriver Radar.
Mediet har sammen med cybersikkerhedsfirmaet Dubex søgt efter lækkede e-mails, der slutter med 'ft.dk'.
Kodeordene er blandt andet 'Bruce1', 'Ananas' og 'Randers91'.