Skib trukket fri fra Hatter Rev
Et grundstødt dansk fragtskib læsset med kul blev søndag hjulpet fri af grunden ved Hatter Rev.
Den danskejede bulkcarrier 'Ever Mighty', der siden forrige fredag har siddet fast på Hatter Rev med en last kul, kom natten til søndag fri af grunden.
Skibet er blevet undersøgt af dykkere, og der er ikke konstateret alvorlige skader.
Søfartsstyrelsen har derfor frigivet skibet, der forventes at forlade dansk farvand i løbet af tirsdagen - denne gang med lods hele vejen til Skagen.
'Ever Mighty' var på vej fra Ventspils i Letland til Storbritannien, da det ramte grunden ved Hatter, der er et af de steder i de danske farvande, hvor flest skibe får problemer.
Fragtskibets kaptajn tog dansk lods om bord ud for Spodsbjerg, men valgte - trods råd om at tage lodsen med helt til Skagen - at sætte lodsen af på Sprogø. Kort efter grundstødte 'Ever Mighty' ved Hatter Rev. /ritzau/