Tæt trafik på E45: 14.000 flere biler - hver dag
Ingen andre steder i landet er trafikmængden vokset lige så meget som i Østjylland
Trafikken på motorvejen mellem Aarhus og Kolding er blevet en hel del tættere i løbet af de seneste tre år.
En frisk opgørelse fra Vejdirektoratet viser, at der i gennemsnit dagligt kører 82.100 trafikanter på den del af E45, der officielt hedder Østjyske Motorvej - det vil sige strækningen syd for Aarhus. Motorvejsstrækningen er en af de mest trafikerede i landet.
Tilbage i 2013 var der dagligt 14.100 færre trafikanter på Østjyske Motorvej. Dermed er der kommet godt 20 pct. flere trafikanter på strækningen i løbet af de seneste tre år.
Med flere end 14.000 trafikanter hver dag overgår Østjyske Motorvej samtlige andre danske motorveje. På Motorring 3 i København er der i dag 10.900 flere trafikanter i forhold til i 2013, mens trafikken på Sydjyske Motorvej har fået 6.200 flere trafikanter.
Ifølge afdelingsleder Kasper Rosenstand er der en god grund til, at der kører flere biler, busser og lastbiler på motorvejene.
SE OGSÅ: Den østjyske kamp på Folkemødet: Udvid E45
- Motorvejene er med til at binde de større byer, landsdele og erhvervsområder sammen. Når det går bedre for dansk økonomi, flere kommer i beskæftigelse og handlen med udlandet vokser, så giver det mere trafik på motorvejsnettet, siger han til Ritzau.
I første kvartal i år er den samlede trafik på vejene steget med 2,1 procent. På motorvejene er trafikken steget med 3,4 procent i forhold til samme periode sidste år.
- I takt med at vi oplever vækst, kommer flere i arbejde. Det er med til at skabe flere pendlerture, og nogle rejser længere efter jobbet. Og så er der også nogle, der får bil nummer to, siger Kasper Rosenstand.
SE OGSÅ: V: God idé at bruge E45-midterrabat
De senere år har danskerne købt rekordmange nye personbiler, og i maj blev det næststørste salg på en måned nogensinde registret.
Vejdirektoratet vurderer, at trafikken på motorvejene kommer til at ligge to til seks procent højere i 2016 end i 2015.