Der ligger metaldele på vejen

Der ligger metaldele på motorvejen ved Randers, som Vejdirektoratet advarer bilister om.

Delene ligger i venstre spor i nordgående retning mellem afkørsel 39 Randers Nord og 38 Purhus.

Seneste nyt

Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk

Snart skal foden lettes på motorvej

Selvom første spadestik til Marselistunnelen endnu ikke er taget, vil trafikanter på Aarhus Syd Motorvejen snart mærke, at forberedelserne er i fuld gang. Det skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

Efter henvendelse fra rådmand Nicolaj Bang (K) og borgmester Jacob Bundsgaard (S) opsætter Vejdirektoratet skilte med nedsat hastighed mellem afkørsel 2 Hasselager Ø og afkørsel 3 Viby. Det har transportminister Thomas Danielsen meddelt i et brev.

Vejdirektoratet vil påbegynde en trinvis nedskiltning af hastigheden i indadgående retning mellem afkørsel 2 Hasselager Ø og afkørsel 3 Viby til 110 km/t i nuværende 120 km/t-zone, 90 km/t i nuværende 110 km/t-zone og 70 km/t i nuværende 90 km/t-zone. Hvornår det sker, meddeler ministeriet ikke.

Idømt forvaring for drabet på familiefar

Den 32-årige Mikkel Bartholdy Pedersen er dømt til forvaring på ubestemt tid. Han er kendt skyldig i drabet på en familiefar i Randers begået i marts i år.

Derudover blev han kendt skyldige i samtlige af de øvrige seks forhold. Både de seks, han selv erkendte og et forhold omkring brandstiftelse, som han nægtede.

Dermed bliver han dømt for drab, besiddelse af kniv på et offentligt sted, forsøg på brandstiftelse, forsøg på indbrud, to tilfælde af forsøg på våbenbesiddelse og overtrædelse af våbenloven ved at have indført og besiddet omkring 1500 projektiler i sin bopæl.

Færre bliver begravet i folkekirken

Færre danskere bliver begravet eller bisat inden for folkekirkens rammer fremgår af en pressemeddelelse fra Danmarks Statistik.

Fra 2014 til 2023 er andelen af danskere, der er blevet begravet eller bisat inden for folkekirken, faldet fra 84 procent til 80 procent.

Advarer om svindel-sms’er

Retten i Randers advarer om, at nogle borgere i øjeblikket modtager sms'er fra retten, hvor der står, at de har fået en ny besked fra Danmarks Domstole med et link til at logge ind for at se beskeden.

Retten i Randers står imidlertid ikke bag sms'en.

Hvis man modtager sådan en besked, skal man altså ikke trykke på linket. Slet i stedet beskeden, lyder opfordringen.

Superligaklub får bøde på 150.000 kroner

Silkeborg IFs fans kaster pyro på banen bag deres målmand Nicolai Larsen og antænder kunstgræsset under superligakampen mellem Silkeborg IF og AaB på Jysk Park i Silkeborg fredag den 25. oktober 2024.. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)

Fodboldklubben Silkeborg IF skal betale 150.000 kroner og har fået en betinget tribunedom for at affyre romerlys under hjemmekampen mod AaB 25. oktober.

Det oplyser Fodboldens Disciplinærinstans på Dansk Boldspil-Unions hjemmeside.

Baggrunden for kendelsen er, at kampens dommer har indberettet, at der i kampens 36. minut blev antændt mere end 50 romerlys, hvoraf flere af dem blev kastet ind på banen og medvirkede til, at kampen blev udsat i fire minutter.

Motorbrand i ældre Mercedes

Fredag formiddag opstod der brand i en Mercedes, som kom kørende på Illervej mellem Kjellerup og Ans.

Det fortæller indsatsleder ved Midtjysk Brand & Redning, Anders Simonsen.

Føreren fik selv styr på branden, som opstod i motorrummet, ved at holde ind på en gårdsplads og slukke branden med en pulverslukker.

Selvom branden forløb stille og roligt, ifølge indsatslederen, så er motorrummet i bilen fra 1990'erne ødelagt, og alt plastik smeltet.

Risiko for hård plast i spegepølse

Atria A/S tilbagekalder 3-Stjernet Oksespegepølse, da der er risiko for hårde plast stykker med skarpe kanter i produktet.

Det skriver Fødevarestyrelsen.

På grund af en fejl er der risiko for synlige hårde plast stykker med skarpe kanter i produktet på op til 2,5 millimeter. Har du produktet, bør du kassere det eller levere det tilbage til butikken, hvor det er købt.

Kommune advarer: Fjern græskarret inden du får ubudne gæster

Halloween er overstået, og det er blevet november. Men hvis der stadig står græskar udenfor din dør for at lokke slikmonstre til, så går der ikke længe, før nogle helt andre uhyggelige væsner bliver tiltrukket af græskaret.

Derfor lyder anbefalingen fra Aarhus Kommune, at man får fjernet sit græskar. Det er nemlig guf for rotter.

Græskarret skal i en rottesikret kompostbeholder eller i en biopose og til madaffald.

Rottegruppen i Aarhus Kommune har dags dato fået 7.300 anmeldelser om rotter i år. Det er 20 procent flere end samme tid sidste år.

Fredag falder dommen over 32-årig tiltalt for drab på ung familiefar

I dag, fredag, falder der dom over en 32-årig mand, som er tiltalt for drabet på en 30-årig familiefar, der i marts 2024 blev fundet knivdræbt ved sit hjem på en villavej i det nordøstlige Randers.

Den 32-årige mand på anklagebænken er, udover drabet, også tiltalt for ulovligt at have indført 1.500 projektiler til Danmark og forsøgt at have købt en pistol i tiden op til aftenen, der endte med, at han - ifølge anklageren - stak offeret i brystet med en kniv og dræbte ham.

TV2 Østjylland er i Retten i Randers og følger retssagen, der kun varer denne ene dag, da den tiltalte har erkendt drabet.

Tunnel spærret i tre weekender

I de kommende tre weekender spærrer Vejdirektoratet for Risvej under E45. Spærringen betyder, at motorvejen ikke kan tilgås i alle retninger ved afkørsel 54 Ejer Bavnehøj.

Det oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Det sker, fordi Vejdirektoratet er i gang med at udvide den tunnel, der fører Risvej i Skanderborg Kommune under E45 Østjyske Motorvej, så der kan blive plads til et ekstra spor på motorvejen.

Trafikanter, der har brug for at krydse motorvejen for at komme til henholdsvis Tebstrup eller Ejer Bavnehøj, må i stedet benytte en omkørselsrute via Tåningvej.

Risvej er spærret under E45 ved til- og frakørsel 54 Ejer Bavnehøj i følgende tre tidsrum:

  • Fredag den 8. november klokken 18.00 til mandag den 11. november klokken 06.00

  • Fredag den 15. november klokken 18.00 til mandag den 18. november klokken 06.00

  • Fredag den 22. november klokken 18.00 til mandag den 25. november klokken 06.00

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her