Forsvarer: Vi var bare ringe
Træner savner mere lidenskab på holdet
Med søndagens nederlag på 0-4 til AaB har Randers tabt tre kampe i træk i Superligaen, efter at holdet var inde i en forrygende periode med flere sejre i træk og lå med i topstriden i begyndelsen af sæsonen.
- Vi har uheldige mod Horsens og FCK, men i dag var vi egentlig bare ringe. Det kan jeg godt sige. Vi må prøve at arbejde hårdere og komme videre, siger Mads Fenger.
I kampen mod AaB havde Randers FC to ændringer i forsvaret. Remco van der Schaaf og Chris Sørensen var ude med karantæne.
Det betød, at Mads Fenger fik Anders Egholm og Adama Tamboura omkring sig.
- Jeg er sikker på, at de nye, der kommer ind, gør deres bedste, men det kan godt være, at det har noget at sige, siger forsvarsspilleren.
- Vi kom ringe fra start i den første halve time, hvor AaB havde alt. Vi kom bedre med, og det fortsatte i anden halvleg. Men vi dummede os og lukkede for mange mål ind, siger Mads Fenger.
Vis mere lidenskab
Hos Randers FC-træner Colin Todd var skuffelsen over lussingen på 4-0 stor.
- Det gør virkeligt ondt på mig at tabe 4-0. Det håber jeg også, det gør lige så meget på spillerne, siger Colin Todd.
Han prøvede at se det positive i, at holdet kom ud med en bedre indstilling i anden halvleg.
- I alle 90 minutter blev vi straffet for ikke at forsvare godt nok. Jeg er ligeglad med, hvilke karantæner og skader, vi har. De spillerne, som kommer på banen, skal vise mere lidenskab og vilje, for når det bliver hårdt, så skal vi klare os på det, siger Colin Todd.