Nannas far forsvandt, da hun var fire år – sandheden kom som et chok

Nanna er bundet til et traktordæk. 

Legepladsen tæt på hendes hjem, er forvandlet til et mareridt. Fangebarn, råber nogle drenge ad hende. Deres stemmer blandes med larmen fra den silende regn, imens de beordrer Nanna til at skovle mudder med hendes bare fødder, der også er bundet. 

Som hun ligger der, udstillet og hånet, forstår hun ikke, hvorfor hun skal udsættes for den behandling. 

Mange år efter er den nu 30-årige Nanna Maria Christensen tilbage, hvor den voldsomme episode fandt sted. Nu med skinnende rødt hår, et smil på læben og i følgeskab med sine to børn, som livligt leger på den selvsamme legeplads.

Tvillingepigerne leger og griner, mens Nanna tænker tilbage på sin barndom. Moren var ressourcestærk, og Nanna havde et tæt bånd til sin søster. Men en stor hemmelighed kastede lange skygger over familien.

- Vi havde en god barndom. Men der var en meget trykket stemning. Vi var triste børn, fordi vi havde en forælder, der var væk, siger Nanna.

Da hun var fire år, forsvandt hendes far pludselig ud af hendes liv. Det skete kort efter en familieferie til Grækenland, og derfor kunne Nanna heller ikke forstå, hvorfor moren sagde, at hendes far skulle på ferie igen. 

Ferien forvandlede sig snart til et arbejde i København, og før Nanna vidste af det, havde hun ikke set sin far i rigtig lang tid.

- Vi skrev mange breve til ham, men der gik ofte lang tid, før han svarede, husker Nanna.

Moren skrev, hvad Nanna dikterede. I brevene til sin far gav Nanna udtryk for, at hun syntes, at han skulle komme hjem fra sit arbejde i København, og at han gerne måtte sende noget legetøj. Brevene vidnede således om en lille pige, der savnede sin far.

At Nanna ovenikøbet var fars pige, gjorde ikke hendes afsavn mindre. Tværtimod.

- Jeg satte ham op på en piedestal, fordi han ikke var der til at skælde mig ud. Jeg elskede at savne ham, fortæller Nanna.

Episoden med traktordækket på legepladsen betød, at Nannas mor så sig nødsaget til at afsløre sandheden om børnenes far. En sandhed, som moren hidtil havde tiet ihjel. 

Fangebarn! Kommentaren blev et vendepunkt i Nannas barndom.

Hendes far arbejdede ikke udenbys, han sad i fængsel.

Nanna følte sig som tilskuer i sit eget liv, fordi hun ikke havde kendt sandheden om sin far. Havde hun vidst det noget før, kunne hun være sparet for utallige bekymringer.

- Havde min mor fortalt mig, at han var i fængsel, havde det åbnet en anden verden for mig og sparet mig for enormt mange bekymringer, siger Nanna.

Hun husker, hvordan hun blev meget forvirret. Hun vidste nu, at hendes far ikke kom tilbage foreløbig, men at han ville være væk i størstedelen af hendes barndom, anede hun ikke.

Kort efter morens afsløring, skulle familien flytte. Men chancen for en ny start blev erstattet af morens ønske om fortsat at fortie, hvor Nannas far var henne.

- Vi snakkede ikke så meget om det, da vi flyttede til den nye by. Vi fik at vide, at vi ikke skulle sige til nogen, at vores far var i fængsel. Man måtte derfor først græde, når man kom hjem fra skole, siger Nanna, som fandt det hårdt at holde sandheden skjult for sine veninder.

Situationen blev ikke bedre af, at alle i familien, med undtagelse af Nanna og hendes søster, hele tiden havde kendt den mørke sandhed om, hvor deres far var henne.

- Vi var på en måde lidt til grin i familien. Sådan følte jeg det i hvert fald, siger Nanna.

Først da hun var omkring 16 år, fik hun at vide, hvad hendes far var fængslet for. 

Derfor brugte hun store dele af barndommen på at fantasere om, hvad der var sket, alt imens bekymringerne for, om hendes far blev behandlet ordentligt i fængslet, hobede sig op.

I dag ønsker hun ikke at fortælle, hvad faren blev dømt for, men Nanna pointerer, at der ikke var tale om personfarlig kriminalitet.

Otte år gik, og faren kom ud af fængslet. Men så begyndte nye problemer at melde deres ankomst.

Nanna er langt fra alene om at være vokset op med en forælder i fængsel.

Ifølge organisationen SAVN, som hjælper folk, der har et familiemedlem eller en ven, som er i fængsel, oplever mere end 4000 børn hvert år at have en forælder, der sidder i fængsel.

I 2022 fik SAVN i alt 582 henvendelser på deres telefon- og mailrådgivning. Langt hovedparten af henvendelserne kom fra mødre til børn, hvis far sidder i fængsel.

At Nannas mor fortiede sandheden om hendes far fik store konsekvenser for Nanna, som først i sit voksne liv har bearbejdet det, hun var igennem.

- Far var væk, og det måtte jeg bare acceptere. Det, at en primær person blev taget fra mig, betød, at jeg brugte meget tid på, at alle skulle kunne lide mig, for der var ikke flere, jeg ville miste, fortæller hun.

At leve i uvished resulterede ifølge Nanna i, at hun i sin ungdom var meget grænsesøgende. I dag vil hun derfor gerne hjælpe andre børn, så de ikke skal gennemgå det samme. Og netop derfor samarbejder hun nu med SAVN om det formål.

Da faren kom ud af fængslet, husker Nanna det som en god ting. Men der var også en bagside af medaljen.

- Hjemme ved far måtte man alting. Vi skulle ikke gøre alt det, man skulle gøre som barn. Når vores mor satte regler for os, ville vi hellere bo hos ham, troede vi. Vi snakkede ikke om det hele, og vi var meget opmærksomme på, ikke at være triste, når vi var hos ham, siger Nanna.

Problemet var bare, at Nanna ikke længere var den samme fireårige pige, som da faren forsvandt.

- Han havde mistet vores barndom og en del af vores ungdom. Han var ikke med på, hvordan hans børn var, og hvordan vores liv så ud. Han var dårlig til at være far, for han vidste ikke, hvordan man gjorde, siger Nanna.

Hun så ikke sin far som ond, og hun elskede ham meget højt. Der var dog nogle ting i deres relation, som langt fra var optimale.

Faren kunne for eksempel godt tale om følelser, da han kom ud af fængslet. Dog krævede det en promille først.

- Hvis man drak øl med far, kunne man godt sidde og græde, når man fik nok indenbords. Men det er jo ikke holdbart at tage følelser med alkohol, siger Nanna.

Sidenhen var Nannas relation til sin far meget skiftende. Da hun blev mor, gik det dog op for hende, hvor meget hendes far måtte have mistet, i de mange år han var væk fra sine egne børn. 

Hos organisationen SAVN arbejder de ud fra tanken om, at det ikke kun er den dømte, som bliver ramt, når vedkommende skal i fængsel. Det gør også de pårørende og især børnene.

Elisabeth Toft Rasmussen er sekretariatsleder i organisationen, og ifølge hende er det vigtigt, at børn til indsatte får at vide, hvad der er sket.

- De skal vide det, for ellers kan de ikke gå ud i verden og bede om hjælp. De kan heller ikke spørge de voksne, som er omkring dem i daginstitutionen eller i skolen om hjælp, siger Elisabeth Toft Rasmussen.

Med udgangspunkt i Nannas historie understreger hun vigtigheden af, at man er ærlig over for sine børn.

- Hvis moren havde fortalt Nanna fra start, hvad der var sket, ville hun have fået en masse svar med det samme, i stedet blev hun nødt til at stykke det hele sammen selv, siger Elisabeth Toft Rasmussen.

Inden Nanna vidste, hvor hendes far var henne, oplevede hun megen negativitet omkring ham, når de var sammen med morens side af familien.

- Der var enormt dårlig stemning omkring min far på min mors side, og som et barn der elskede sin far, var det enormt hårdt at være i, siger Nanna.

Ifølge Elisabeth Toft Rasmussen er børn mere opmærksomme end voksne, og de fornemmer alle de stemninger, der er i familien.

- Hvorfor går mor ud, når hun taler i telefon? Hvorfor er mor ked af det? Hvorfor ringer farmor så meget? Alle de her ting lægger børn mærke til, forklarer Elisabeth Toft Rasmussen.

Hun er heller ikke i tvivl om, at Nannas far kunne have brugt nogle redskaber til at håndtere situationen med sine børn.

Havde han gjort det, havde hans hjemkomst fra fængslet måske været mindre problematisk.

Nanna oplevede i en ung alder at blive ført bag lyset og konsekvenserne deraf. 

Derfor er hun også meget opmærksom på at fortælle sandheden til sine egne børn.

I baggrunden leger Nannas piger stadigvæk ubekymrede og glade, nøjagtig som børn skal være.

Skulle det mod forventning ske, at deres far også ender i fængsel, vil hun derfor være ærlig omkring det og sige det, som det er.

Og derfor kender Nannas børn også historien om deres morfar. Hele historien.

- Hvis man er i familie, skal man have en fælles forståelse for, hvad det er, der foregår. Man skal være en del af det hele på godt og ondt, siger Nanna.

Tekst: Ida Elisabeth Karlsen

Research: Mads Otte

Foto og video: TV2 Østjylland og privat

Redaktør: Michael Lauritsen

Layout: Kristian Jakobsen

Udgivet: September 2023