Min mor er idømt 16 års fængsel

Voldsomt og meget uvirkeligt.

Sådan beskriver en 38-årig mand fra Randers den dag for lidt over et år siden, hvor et opkald fra hans far ændrer alt.

Det er tirsdag den 15. marts, og han er på vej for at hente sin datter fra skole. Han har ingen anelse om, at han i løbet af det kommende år må forklare den syvårige pige, at et af de mennesker, der står hende nærmest, er blevet anholdt, fængslet og dømt for flere alvorlige forbrydelser.

Han er netop drejet ind på skolens parkeringsplads, da telefonen ringer.

- Far siger, at jeg skal samle mine søskende og komme hjem til aften. Jeg spørger ham selvfølgelig, hvorfor, for det lyder meget alvorligt, når han ringer og siger sådan. Det vil han helst ikke fortælle os, før vi er der. Men jeg får så ud af ham, at mor er blevet i varetægtsfængslet, fortæller sønnen.

Politiet har dagen forinden været på besøg i hans barndomshjem i landsbyen Fårup nord for Randers.

Her ankommer fire betjente til adressen på den stille villavej ud på eftermiddagen. Politiet ransager hele hjemmet og anholder husets kvindelige beboer, Susanne Hein Kristensen.

Fra den dag befinder familien sig midt i det, der skal blive en af de mest omtalte kriminalsager i Danmark de senere år - om forgiftninger og dødsfald blandt en række ældre beboere på Plejecenter Tirsdalen i Randers.

Og det skal vise sig, at Susanne Hein Kristensen er mistænkt for det hele.

Alt for mange indlæggelser

I ugerne op til anholdelsen har den 60-årige sosu-hjælper passet sit job på Plejecenter Tirsdalen, som hun plejer.

Da hendes mand har et længere sygdomsforløb bag sig, bruger Susanne Hein Kristensen en del tid på at passe ham, og ægteparret har indrettet sig, så hun kan være hjemme hos manden i dagtimerne og passe sine vagter på plejecenteret i det sydlige Randers om aftenen.

- Hun har egentlig altid været glad for sit arbejde. Hun har fortalt meget livligt om de ældre og haft en meget tæt relation til dem og nævnt dem ved navn. Jeg har også været ude og besøge nogle af de ældre med min datter. Det var hyggeligt, husker sønnen.

Men i de uger er situationen alt andet end hyggelig på Plejecenter Tirsdalen.

Talrige gange må beboere køres på hospitalet i Randers med fuld udrykning, fordi de pludselig og uventet er blevet så dårlige, at personalet har været nødt til at ringe 112.

Søndag den 27. februar er den helt gal. 

Tre gange bliver ambulancereddere kaldt ud til plejehjemmet til tre forskellige beboere. Alle tre er meget svækkede, personalet har svært ved at komme i kontakt med dem, og redderne vurderer, at de ældre mennesker er i livsfare. En fjerde beboer tilses af vagtlægen og bliver senere indlagt.

Ambulanceredderne undrer sig over de mange udrykninger, og de er ikke alene. 

Læger og sygeplejersker på Regionshospitalet Randers får mistanke om, at noget er helt galt på Plejecenter Tirsdalen. 1. marts dør en af de beboere, der blev indlagt 27. februar. Og da de tre andre beboere bliver genindlagt med uforklarlige forgiftninger 3. og 4. marts, underretter en ledende overlæge Styrelsen for Patientsikkerhed og anmelder sagen til Østjyllands Politi.

Myndighederne undersøger, hvad der er foregået på plejecenteret, og snart retter mistanken sig mod Susanne Hein Kristensen, der bliver anholdt og varetægtsfængslet.

De kommende måneder oplever familien til den anholdte kvinde på nærmeste hold, hvad det vil sige, når retssystemet sætter sig i bevægelse - når myndighederne skrider ind overfor en borger, og frihed og familiemæssige relationer må vige af hensyn til efterforskning og retssikkerhed.

Det første besøg i arresten

Da familien til den anholdte kvinde samles i hjemmet om aftenen efter anholdelsen, er meldingen, at Susanne Hein Kristensen er blevet varetægtsfængslet i fire uger ved et grundlovsforhør i Retten i Randers.

- På det tidspunkt synes jeg, at fire uger er meget voldsomt. Der går man jo bare med de tanker, at det må være en misforståelse. Og man vil rigtig gerne vide, om der er andre, eller om det kun er hende? Man prøver at finde ud af, hvad der sker. Det er et meget voldsomt og pludseligt indgreb i ens liv, fortæller sønnen.

Han aner ikke, at ventetiden kun lige er begyndt, og at der skal gå flere måneder, før han ser sin mor igen.

- Det er helt forfærdeligt at undvære hende. Det har jeg nærmest aldrig troet, at jeg skulle. Det er selvfølgelig værst om aftenen, når man sidder i sine egne tanker og tænker på det, som både hun, jeg selv og mine børn går glip af hver eneste dag, time og minut, siger han. 

Familien betyder meget for ham, og det er tydeligt, at han står sin mor meget nær.

- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har et meget tæt forhold til min mor. Hun er et fantastisk menneske. Livsglad med glød, smil og glæde. En fantastisk person og meget omsorgsfuld. Jeg er meget inspireret af hende, fortæller han.

Gang på gang i løbet af foråret bliver varetægtsfængslingen af Susanne Hein Kristensen forlænget, mens efterforskningen står på. 

Hendes mand får lov til at komme på besøg efter nogle uger, men først den 14. juni - tre måneder efter anholdelsen af hans mor - får sønnen lov til at komme på besøg. 

Og det er synet af en knækket kvinde, der møder ham den dag i arresten i Randers.

- Det er et kæmpe chok. Det er som om, der er gået ti år. Hun har tabt sig meget og er meget grå, træt og skrøbelig. Hun er kørt helt ned derinde og er blevet en skrøbelig, lille mus, fortæller han.

Mens ugerne går, og varetægtsfængslingen forlænges, stiger mediernes interesse for sagen. En pårørende til et af ofrene står frem og fortæller, hvordan hans mor tre gange er blevet indlagt med forgiftninger. Medierne graver i historien, og journalister finder også frem til Susanne Hein Kristensens søn. 

På dagen, hvor han første gang besøger sin mor i arresten, giver han et interview til TV2 Østjylland.

Her fortæller han, at familien gennemlever deres livs værste mareridt. Han føler, at hans mor bliver fremstillet som et monster, og han understreger, at han er overbevist om, at hun er uskyldig.

- Jeg tror og håber inderligt på, at der er tale om en stor misforståelse, og min mor er uskyldig. Jeg kender hende kun som en god og kærlig kvinde, der altid har gået op i sit job med liv og sjæl og været meget pligtopfyldende, siger sønnen til TV2 Østjylland.

Familien er åbenlyst presset af situationen, og presset bliver ikke mindre af, at der stadig er en i familien, der ikke ved, hvad der foregår. 

Hvor er farmor?

Midt i det følelsesmæssige kaos og uvisheden om, hvad der skal ske med hans mor, kæmper Susanne Hein Kristensens søn også med, hvad han skal sige til sin datter.

Den syvårige pige savner sin farmor, og efter et halvt år kan han ikke længere skjule sandheden.

- Man prøver jo at skåne sit barn så længe som muligt. Men jeg kan ikke blive ved med at sige, at farmor er på arbejde, eller at farmor er i Tyskland med farfar. Jeg bliver nødt til at se realiteterne i øjnene, og så fortæller jeg hende, at farmor er ved politiet.

Datteren har haft et meget nært forhold til sin farmor, og i barndomshjemmet nord for Randers vidner indretningen af et værelse til børnebørnene også om, at de har haft en særlig plads. Det gælder ikke mindst den syvårige pige.

- Hun har en enorm tæt relation til min mor, så det har jo været et stort svigt for hende og et stort tab at mangle den omsorgsperson i hendes liv. Min mor er den eneste, der har passet hende og taget hende med ud at handle og hentet hende fra skole. Alle de her normale ting, som en farmor gør. Men den person har hun ikke mere. 

Der er altid to sider af en sag

Familien er på plads i Retten i Randers, da sagen mod Susanne Hein Kristensen begynder tirsdag den 3. januar i år. En uvant situation for den anklagedes søn, der for første gang i sit liv sidder i en retssal.

- Det er en helt speciel følelse. Og meget uvirkeligt, når det er ens mor, der sidder deroppe alene på bænken, fortæller han.

Sagen er genstand for stor medieinteresse, og journalister fra aviser, radio og flere tv-stationer er mødt op for at dække sagen, ligesom pårørende til flere af sagens ofre indfinder sig på tilhørerpladserne dag efter dag i de ti retsdage, sagen varer.

Susanne Hein Kristensen er tiltalt for et manddrab, syv forsøg på manddrab, tyveri af medicin, tjenestemisbrug og for at være i besiddelse af medicin uden recept.

I løbet af de første dage i retten fremlægger anklager Jesper Rubow anklageskriftet mod den 60-årige kvinde.

- Det er meget hårdt at høre alle de angreb, der er på hende. Når man sidder i retten, og anklageren får alle sine slag ind, så sidder man der og føler, at man bare tager imod som familie. Og det er min mor, de går til, uden at man kan forsvare sig eller gå op og give hende en krammer, når hun sidder og ryster helt alene. Det er en forfærdelig følelse, fortæller hendes søn.

Knap 40 vidner afgiver forklaring under retssagen, og der bliver fremlagt en række beviser, der ifølge anklageren godtgør, at Susanne Hein Kristensen er skyldig.

At hans egen mor skulle have forgiftet de ældre mennesker med medicin, og at det - som anklageren hævder - var hendes hensigt at slå dem ihjel, er en ubegribelig tanke for sønnen.

- For mig er den beskrivelse så uvirkelig. Jeg har utroligt svært ved at sætte mig ind i det. Det er virkelig svært. Det er svært at sætte ord på, siger han.

Den tiltalte kvinde nægter sig skyldig i alle anklager og forsøger via sin forsvarer, Henrik Garlik, at overbevise nævningene om sin uskyld.

For hendes søn er det dog anklagerne mod moren, der fylder mest.

- Jeg har jo altid lært - blandt andet af min mor - at der altid er to sider af en sag. Det har hun altid lært mig. Så det er klart, når jeg hører en masse skidt om min mor, så tænker jeg selvfølgelig, at der også er en anden side af sagen. Og den side er ikke er kommet ordentligt frem, synes jeg, siger sønnen.

Han har generelt svært ved at genkende det billede, anklageren tegner af hans mor. Den mentalundersøgelse, der dokumenterer, at Susanne Hein Kristensen lider af såkaldt histrionisk personlighedsforstyrrelse, giver han heller ikke meget for.

- Jeg synes, det er meget påfaldende, at man har taget samme personlighedsforstyrrelse som i Nykøbing Falster-sagen. Men sådan noget leder man nok efter, siger hendes søn med henvisning til en lignende sag fra Nykøbing Falster Sygehus tilbage i 2016.

Ifølge sønnen kommer der intet frem under sagen mod hans mor, som han ikke vidste i forvejen. Heller ikke, at hun er blevet bortvist fra tidligere arbejdspladser for tyveri og for at give medicin, selvom hun ikke havde beføjelse til det.

- Det er episoder i vores fælles liv, som vi har drøftet åbent. Og min mor har været ked af det, siger han.

I sine sidste ord, før dommen falder, bedyrer den tiltalte kvinde sin uskyld og forklarer, at hun opfatter sig selv som et omsorgsfuldt menneske, der altid har hjulpet andre før sig selv.

- Jeg ville aldrig gøre nogen ondt. Jeg ville aldrig kunne sætte min familie i den her situation, siger hun.

Og familien håber til det sidste, at Susanne Hein Kristensen bliver frikendt, men sådan går det langtfra.

En ubeskrivelig smerte

Onsdag den 22. februar falder der dom i sagen.

Susanne Hein Kristensen kendes skyldig i hovedparten af de forhold, hun er tiltalt for - herunder fire forsøg på drab, fire tilfælde af legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter - ét med døden til følge.

- Og så får hun de her 16 års fængsel. Jeg tror faktisk bare, at min mund står åben. Det er meget chokerende. Jeg tror bare, at jeg tænker på min mor og på smerten. En ubeskrivelig smerte, fortæller hendes søn.

Han ser sin mor bryde sammen, da hun idømmes de 16 års fængsel. 

Kort efter får familien lov til at være sammen med deres mor og hustru, men igen bryder Susanne Hein Kristensen sammen, og de tilstedeværende i retten kan høre hende græde højlydt og ulykkeligt, mens hun kommer med flere udbrud og fastholder sin uskyld.

- Det er en rigtig hård dag, mindes sønnen, der stadig har svært ved at tro, at hans mor står bag de handlinger, hun nu er dømt for.

- Jeg kan ikke forestille mig, at hun skulle have gjort nogen ondt. Hun har taget medicinen, men hun har ikke gjort nogen ondt. Jeg synes ikke, det er bevist, at hun har gjort det, siger han og hæfter sig ved, at sagen bygger på indicier.

- Jeg kan godt se, at der er en masse ting, der peger på det, men jeg synes ikke, der er et håndfast bevis på, at det er hende, der har gjort det. Det ville på en måde være nemmere at forstå, hvis hun havde stukket nogen ned med en kniv, og der var beviser for det. Men hvis der ikke kommer mere konkrete beviser frem, vil jeg altid have min tvivl, siger Susanne Hein Kristensens søn, der nu må forklare sin datter, at farmor skal blive i fængslet. 

- Hun bliver nødt til at have forklaringen, så hun kan forstå det. Så hun ikke går og er i tvivl, eller går og tænker, at farmor kommer lige om lidt. For hun er jo så ung og skal videre med sit liv. Det er benhårdt at sige, men det er jo sådan, realiteten er.

Sagen er nu anket til Landsretten, og sønnen håber på et bedre resultat, når ankesagen kommer for.

- Det bliver hårdt. Jeg ved ikke, om man kan sige, at man ser frem til det, men man har nogle forhåbninger om, at tingene kan blive bedre, siger han.