Seneste nyt

Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk

Oversigt

Nordic Waste-ejer tildelt pris på Folkemødet

Nordic Waste-ejeren Torben Østergaard-Nielsen er kåret til vinder af Journalistens Lukkethedspris.

Det afslørede vært Bjarne Steensbeck ved et arrangement hos DJ – Medier & Kommunikation på Folkemødet på Bornholm torsdag.

Prisen gives til en person, virksomhed eller organisation, der i opsigtsvækkende grad har spændt ben for journalisters arbejde med at dække vigtige historier.

Juryen bag prisen pegede på den fynske rigmand, fordi hele Nordic Waste-sagen har haft stor betydning og konsekvenser for mange mennesker, uden at Torben Østergaard-Nielsen selv eller koncernen indtil denne uge har udtalt sig, bortset fra i en enkelt pressemeddelelse.

Og selvom hans datter, Nina Østergaard Borris, der er administrerende direktør for USTC, som ejer Nordic Waste, i denne uge brød tavsheden og gav interview om sagen, lander prisen alligevel i Middelfart, hvor koncernen har hovedsæde.

”Der har været så mange tidspunkter i denne sag, hvor det havde været på sin plads, at han gav nogle svar,” lyder begrundelsen fra juryen ifølge Journalisten.dk.