Randers-kvinder videre til europæisk kvartfinale
Randers HK kan ikke længere hentes i EHF Cuppen og er dermed sikret en plads i kvartfinalen
Selvom det var de tolvdobbelte svenske mestre, som Randers HK stod over for lørdag i EHF Cuppen, så var det randrusianerne der trak det længste strå.
Foran et tændt publikum i Arena Randers formåede hjemmeholdet at holde stand og hive en vigtig sejr i hus på 28-24 mod IK Sävehof.
Allerede fra start kom Randers HK foran og havde en føring på 14-10 ved pausen. I anden halvleg forsøgte IK Sävehof at hale sig ind på Randers, men nåede aldrig at få momentum og udligne eller komme foran.
Randers HK levede derfor op til bookmakernes favoritværdighed og er med en sejr sikker på at gå videre til kvartfinalen i EHF Cuppen.
Læs også
Holdet har nu syv point i sin pulje og skal i næste kamp møde gruppens bundprop, tyske VfL Oldenburg. Randers HK kan dermed ikke nå at hentes i og med, at holdet har vundet det indbyrdes opgør med IK Sävehof.
Den 12. februar spiller Randers HK den sidste gruppekamp på udebane mod VfL Oldenburg.
Hvem Randers HK skal møde i kvartfinalen, ligger endnu ikke fast.