Storcenter vil kapre Aarhus-kunder
Gratis busser skal lokke aarhusianere til Randers
Randers Storcenter tager kampen om kunderne op med Bruuns Galleri med et alternativt lokkemiddel. Gratis shuttlebusser fra Aarhus, Grenaa og Hammel til et Open By Night arrangement. Det skriver Randers Amtsavis.
Storcentret har tidligere oplevet, at Bruuns Galleri har uddelt gratis togbilletter til Aarhus på Randers Togstation, og det vil de nu gengælde med det nye tiltag:
- Vi har aldrig fået så mange magasiner og reklamer fra Salling, Magasin og Bruuns Galleri, som vi får nu. Konkurrencen er ekstrem hård. Og hvis Aarhus og Bruuns Galleri angriber os, så må vi også angribe dem, siger marketingschef i Randers Storcenter Lene Nørgaard til avisen.
Ifølge marketingschefen er indsættelsen af shuttlebusserne en event, der skal gøre opmærksom på, at konkurrencen fra især Aarhus er meget hård.