Seneste nyt

Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk

Oversigt

Taget med krudt i underbukserne og maske i skoen

En 23-årig AaB-fan blev søndag grundigt visiteret af vagterne på Randers Stadion før kampen mellem Randers FC og AaB.

I den unge aalborgensers underbukser fandt politiet et nødblus gemt. Det fremgår af dagens døgnrapport.

Politiet blev derfor tilkaldt, og den 23-årige mand blev sigtet for at have overtrådt fyrværkeriloven. Men der var mere at komme efter. I mandens ene sko havde han gemt et styk maskering, som blev beslaglagt sammen med nødblusset.

Derudover blev en 22-årig AaB-fan også bortvist fra stedet, da han af vagterne blev fundet i besiddelse af maskering i form af en elefanthue.

På hjemmebanetribunen blev en 23-årig mand taget med en mindre mængde kokain og sigtet for besiddelse af narko, mens en 24-årig mand blev taget med to romerlys på sig.

- De to personer blev efterfølgende tildelt en karantæne og bedt om at forlade stadion, da de var uønskede på stedet, skriver Østjyllands Politi.

Randers vandt kampen 1-0.