Seneste nyt

Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk

Oversigt

Investerer i banebrydende udstyr til kræftbehandling

Kræftafdelingen på Aarhus Universitetshospital investerer i nyt udstyr, som vil forbedre strålebehandlingen af Region Midtjyllands kræftpatienter markant.

Det oplyser Region Midtjylland i en pressemeddelelse. 

- I Region Midtjylland prioriterer vi ny teknologi til gavn for patienterne og ønsker at være helt i front, hvad angår udstyr til kræft- og strålebehandling. Med denne investering kan vi tilbyde vores patienter en endnu bedre strålebehandling, som giver færre bivirkninger og bedre mulighed for helbredelse, siger Henrik Gottlieb Hansen (S), der er formand for Udvalget for Bæredygtighed, Teknologi og Anlæg, som står bag beslutningen om den nye investering.

Med investeringen i det nye udstyr får Aarhus Universitetshospital to nye acceleratorer, som anvender en online form for adaptiv strålebehandling. Det nye udstyr gør det muligt at tilpasse stråleterapien til den enkelte patient under selve behandlingen og sikrer en endnu mere præcis og effektiv behandling.