Klorudslip fra svømmehal: Brandvæsenet er på stedet
Midtjysk Brand & Redning er i øjeblikket til stede ved Silkeborg Højskole, da svømmehallen på skolen har haft et udslip af klor i kælderen.
Det fortæller Lasse Gissel, indsatsleder Midtjysk Brand & Redning til TV2 Østjylland.
- En god mængde klor er løbet ind i opsamlerbassinet i kælderen. Vi tror, det er en pumpe, der er stået af. Så det har noget stået og løbet det meste af natten.
Kloren befinder sig i et opsamlingsbassin, som er beregnet til klorudslip. Derfor er der heller ingen evakuering i gang, og skolen fortsætter som normalt.
Midtjysk Brand & Redning er på stedet med fire brandbiler, og der en ankommet en kemikaliebil med to kemikaliedykkere fra stationen i Viborg, som skal hjælpe med at håndtere kloret.
Indsatsen forventes at være overstået i løbet af eftermiddagen.
Kort nyt
Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk
Risiko for insekter i brødblanding
LIDL Danmark tilbagekalder 'Brødblanding med gær - Solsikkerugbrød', da der er risiko for insekter i produktet.
Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Har du produktet, bør du kassere det eller levere det tilbage til butikken, lyder det.
Tre mænd fremstilles i grundlovsforhør efter knivdrab
Tre mænd, der er anholdt i forbindelse med et knivdrab på en 19-årig mand på Reginehøjvej i det nordlige Aarhus natten til søndag, bliver fremstillet i grundlovsforhør klokken 12.30 ved Retten i Aarhus.
Det skriver Østjyllands Politi på X.
De tre mænd er henholdsvis 20, 20 og 27 år gamle, og de er alle fra Aarhus-området. De er alle tre blevet sigtet for manddrab.
- Efterforskningen førte os på sporet af mændene, som blev anholdt i en koordineret aktion på adresser i Aarhus-området. Det er vores formodning, at der er flere gerningsmænd, og vi fortsætter med vores intensive efterforskning for at afklare hændelsesforløbet og få fat i flere mistænkte, sagde politiinspektør Anders Uhrskov fra Østjyllands Politi til TV2 Østjylland søndag.
Det er politiets vurdering, at sagen bunder i et internt opgør i det kriminelle miljø.
Musikfestival dropper kontanterne
Musikfestivalen Smukfest i Skanderborg bliver i 2025 kontantfrit.
Det skriver Monitormedier.
Dermed bliver der lukket ned for et betalings- og vekselsystem, der har mødt kritik for, at gæsterne kunne bruge det til at hvidvaske penge under festivalen. Ifølge Smukfests talsperson, Trine Bang, er det dog ikke kritikken, der er årsagen til beslutningen
Kulturprofil forlænges som direktør
Peter Westphael har stået i spidsen for Randers Teater, siden han selv var med til at stifte teatret 1. januar 2000. Det bliver han ved med i nogle år endnu, efter at teatrets bestyrelse har besluttet, at hans nuværende kontrakt bliver forlænget til og med 2028.
Det skriver Randers Teater i en pressemeddelelse.
- Peter Westphal har gennem alle årene været garant for, at der er blevet skabt scenekunst af høj kvalitet og med en folkelig gennemslagskraft, samtidig med at Randers Teater er vokset og blevet en stadig større og mere indflydelsesrig kulturinstitution både lokalt, regionalt og nationalt, udtaler bestyrelsesformand Jes Weyhe Grønbæk.
Sender mistillidsbrev til politiets ledelse
Bekymrede ansatte hos Østjyllands Politi har sendt et brev til ledelsen, hvor de udtrykker mistillid til den.
Kritikken udspringer primært af en hændelse, hvor en 33-årig politiassistent efter en anholdelse i det centrale Aarhus blev sigtet og tiltalt for at have udsat en borger for vold.
To biler spærrer venstre spor på motorvej
På motorvej E45 er der sket endnu et uheld i morgentrafikken mellem afkørsel 44 Hadsten og afkørsel 43 Hadsten i nordgående retning.
Det oplyser Vejdirektoratet via deres trafikkort.
Venstre vognbane er spærret af to biler, skriver P4 Trafik.
Uheldet kan passeres med forsigtighed. Der er i øjeblikket kø på strækningen.
Julehandel satte rekord med 38,5 milliarder kroner
Danskerne lagde i december sidste år 38,5 milliarder kroner i den danske detailhandel – den højest målte månedlige omsætning i detailstatistikkens levetid, skriver Danmarks Statistik i en pressemeddelelse.
Særligt boghandlere, legetøjsforretninger og butikker, der sælger køkkenudstyr, havde travlt i julen 2023.
Uheld i mandagens morgentrafik
Uheld på motorvej: To biler i venstre spor
På motorvej E45 er der i mandagens morgentrafik sket et uheld i sydgående retning mellem afkørsel 43 Sønder Borup pg afkørsel 44 Hadsten.
Det oplyser Vejdirektoratet via deres trafikkort.
To biler holder i venstre spor, skriver P4 Trafik.
Uheldsstedet er endnu ikke sikret, så kør forsigtigt. Uheldet giver kø og forlænget rejsetid på op til 30 minutter.
Minister dropper at fjerne kirkers veto mod vindmøller
Minister for byer og landdistrikter og kirkeminister Morten Dahlin (V) har valgt at droppe en del af et lovforslag, der skulle fjerne folkekirken indsigelsesret, når der eksempelvis opstilles vindmøller og solcelleparker.
Det skriver Kristeligt Dagblad.
I dag kan folkekirken gennem stiftsøvrigheden gøre indsigelse mod et lokalplanforslag, der vil opstille vindmøller inden for 1000 meters afstand af en kirke.
Den ret, der også er blevet omtalt som en vetoret, stod til at skulle fjernes.