Sådan rammer spareplan: 142 stillinger nedlægges
142 stillinger skal nedlægges på Regionshospitalet Silkeborg. Det fremgår af det sparekatalog, som mandag er sendt i høring.
Mandag begynder høringsperioden for Region Midtjyllands sparekatalog, der blandt andet lægger op til massive besparelser på sygehuset i Silkeborg.
Af høringsmaterialet fremgår det, at spareplanerne helt konkret betyder, at der skal nedlægges 142 stillinger på Regionshospitalet Silkeborg.
Det er Midtjyllands Avis, der først kunne fortælle, hvor mange stillinger besparelserne præcist vil ramme.
Annette Roed (S), næstformand i Region Midtjyllands Hospitalsudvalg, fortæller til TV2 Østjylland, at mange af de 142 ansatte, der nu besidder stillingerne, formentligt vil blive tilbudt at flytte til hospitalet i Viborg.
- Jeg håber, at man vil gøre brug af fornuftig personalepolitik og tilbyde det personale, der ikke længere skal være i Silkeborg, at overflytte til Viborg, siger Annette Roed.
Hun håber på den måde også, at den ekspertise, de ansatte på Regionshospitalet i Silkeborg har, ikke går til spilde.
Én af flere nedskæringer
De kommende besparelser på Regionshospitalet Silkeborg har været meldt ud længe, men det er i forbindelse med høringsperioden, at besparelserne er blevet konkretiseret og gjort tilgængelige for offentligheden.
Læs også
Besparelser, der blandt andet rammer Diagnostisk Center i Silkeborg.
Centret i Silkeborg skal ændres til en medicinsk dagklinik, som bliver lagt sammen med en medicinsk afdeling i Viborg - og med ledelse i Viborg.
Samtidig skal Center for Planlagt Kirurgi fremover kun være døgnåbent mandag til fredag og skal ikke længere operere rygpatienter med komplicerede forløb.