Voldsom brand i villakvarter i nat
Brandvæsenet rykkede natten til torsdag klokken 01.25 ud til en voldsom brand ved et hus på Buskelundskoven i det nordvestlige Silkeborg.
Ifølge et vidne på stedet var der opstået brand i en bil, hvorfra ilden spredte sig først til en anden bil og siden til dele af et hus.
Det er uvist, hvor store skader, der er sket.
Det er lykkedes at få en kommentar fra Midtjysk Brand og Redning, som fortæller, at huset nu er blevet ubeboeligt. Læs mere her.
Kort nyt
Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk
Så få havde indbrud juleaften
Østjyllands Politi fortæller onsdag morgen, at det har været et stille døgn i kredsen.
Der er kun modtaget tre anmeldelser om indbrud indtil videre. De er begået på Engvangen i Lystrup, Jadevej i Skødstrup og Damagervej i Viby.
Det er sket mellem klokken 18.23 og 02.00.
Ekstrem varm luftmasse over Danmark
Juledags milde vejr skyldes en ekstrem varm luftmasse i cirka halvanden kilometers højde.
Her er der udsigt til op imod 12 grader i løbet af det næste døgns tid, skriver TV 2 Vejret.
Det er omkring 15 grader over det normale for årstiden. Dermed er det en ekstrem varm luftmasse, vi har over hovederne på os i øjeblikket.
Havde det været sommer, ville det have resulteret i op til omkring 28 grader.
11 par blev gift på helt særlig dato
Juleaftensdag var ikke kun speciel, fordi det er ... jul.
I år havde dagen også en helt særlig tiltrækningskraft for par, der ønskede at blive gift på den specielle dato 24.12.24.
I Den Gamle By i Aarhus havde 11 par valgt at sige ja til hinanden.
Lun julenat og mildt i juledagene
Skal man ud og trække lidt frisk luft inden anden portion af julemaden, behøver man ikke den tykke jakke.
Hele juleaften byder på mildt og gråt vejr, og der kan komme lidt regn i den østlige del af landet.
Det bliver heller ikke julevejret, der kommer til at genere juletrafikken sent julenat. Her vil temperaturen stadig ligge over frysepunktet.
De kommende juledage byder på meget mildt decembervejr med temperaturer op til 10 grader juledag.
Det ser ud til at holde mest tørt både juledag og 2. juledag, så der vil være fine forhold til en lang gå- eller løbetur. Det oplyser TV 2 Vejret.
Video: Kæmpe kø til domkirke
Klokken 16 er der julegudstjeneste i Aarhus Domkirke.
En årlig begivenhed, der trækker mange mennesker til.
Igen i år er flere østjyder mødt op, og det har skabt lang kø foran kirken, der slår dørene op en halv time før gudstjenesten.
To mindre brande: Men ellers en stille dag for brandvæsnet
Østjyllands Brandvæsen er tirsdag rykket ud til to mindre brande på en adresse i Aarhus C.
Det oplyser operationschef ved Østjyllands Brandvæsen til TV2 Østjylland.
I det hele taget har det ifølge operationschefen været en stille dag - men faktisk er det ikke så meget anderledes end tidligere år den 24. december.
- Det er længe siden, vi rigtigt kan huske, at der havde været noget særligt juleaften, siger Kirsten Dyrvig, operationschef ved Østjyllands Brandvæsen.
Frivillige deler julegaver ud til psykisk syge
Siden 2017 har en familie bestående af mor, datter og stedfar fra Viby delt julegaver ud på psykiatrisk afdeling på Aarhus Universitetshospital.
I år er ingen undtagelse. Familien gør det, blandt andet fordi de selv har psykisk sygdom helt tæt inde på livet.
- Det betyder meget at kunne glæde andre, og det er meget rørende at opleve, hvor glade de bliver for gaverne, siger mor Sanne Holgaard.
Kæmpe vokseværk: Én boldsport hitter især blandt unge
Flere danskere spiller håndbold, og især i de helt unge årgange boomer sporten.
Det viser en opgørelse fra DanskHåndbold.
214 nye hold er kommet til i den igangværende sæson, og dermed er 5404 aktive hold i sving på tværs af køn og årgange.
Det svarer det en stigning på fire procent i forhold til sidste sæson, og fremgangen sker i alle årgange.
Pas på: Tabt gods på vejen
To steder på rute 15 ligger tabt gods på vejen.
Fra Låsby mod Funder mellem Høje Kejlstrupvej og Silkeborg N er der en presenning på vejen.
På rute 15, E45 fra Silkeborg mod Horsens mellem Harlev og Aarhus S ligger en kantpæl på vejen.
Det fremgår af Vejdirektoratets trafikkort.
Det kører på skinner - alt går som planlagt
Efter flere store rejsedage fortæller pressevagt ved DSB, at togtrafikken i det østjyske igen er tilbage på et mere normalt niveau.
Der er ingen forsinkelser eller aflyste tog på DSB's afgange i Østjylland, og alt kører ifølge pressevagten på skinner.
Den største rejsedag på den anden side af jul er ifølge DSB 26. december, og DSB forventer i år et større antal rejsende over juledagene end sidste år.
Den endelige opgørelse er dog først klar i det nye år.