Flere skraldemænd alvorligt skadet
De seneste uger har skraldefolk haft svære arbejdsvilkår.
Flere skraldemænd er væltet og har fået alvorlige skader.
Det oplyser Renosyd, forsyningsselskabet for Skanderborg og Odder kommuner.
I øjeblikket er fem af de skraldemænd, der kører for underleverandøren Verdis, sygemeldt, og det er uklart, hvornår eller om de kan komme tilbage på arbejde.
- Der ligger et lag af is overalt, og de skal både ind og ud af bilen, hente beholdere og trække dem rundt. Det er i de situationer, der er stor risiko for faldskader, fortæller direktør i Renosyd Henrik Müller.
Slemme skader
Der er 30 ansatte skraldemænd, så når fem pludselig bliver sygemeldt, er det en væsentlig mangel, fortæller direktøren.
Det er blandt andet rygskader, skraldemændene har fået, og som holder dem ude.
De mange faldskader fik for nylig Renosyd til at indstille arbejdet i Skanderborg Kommune, hvor der især på de små veje ligger så meget is, at det ikke er sikkert at køre med tunge skraldevogne.
Og forholdene i Skanderborg er fortsat særligt slemme og skaber usikre arbejdsforhold for renovationsmedarbejderne.
Tal pænt
Renosyd oplyser, at hvis de ikke passer på deres medarbejdere nu, kan det få konsekvenser for affaldsindsamlingen i lang tid. Derfor er 'forsigtighed den bedste strategi'.
Samtidig opfordrer selskabet sine kunder til at holde den gode tone. Deres medarbejdere har oplevet en hård tone rettet mod skraldemænd ude på ruterne, på deres facebookside og i kundeservice.
Derfor opfordrer Renosyd til, at man bevarer den gode tone, selvom man er frustreret over, at skraldet hober sig op.
'Det bedste du kan gøre, er at tale pænt og behandle medarbejderne på samme måde, som du gerne selv vil behandles, hvis du var i deres sko. På forhånd tak!' lyder opfordringen på Renosyds hjemmeside.