Frivillig bager står op klokken 5 - nu er der penge på vej
Et lokalt samlingspunkt er afgørende i en lille by som Gammel Rye. Det mener Claus Langergaard, der er frivillig i Foreningen Bageriet.
Claus Langergaard bruger nogle af sine søndage på at stå meget tidligt op for at være i Foreningen Bageriet klokken 5 - klar til at bage til borgerne i Gammel Rye.
- Det er en kæmpe tilfredsstillelse at bidrage med noget og se folks glade ansigter, siger Claus Langergaard.
Han er frivillig i Foreningen Bageriet, hvor byens borgere kan mødes til kaffe og bagværk. Derudover er der aktiviteter og arrangementer, såsom brætspilsaftener.
- Det er en livsnerve for byen. Det er helt afgørende, at vi har etableret sådan et sted i Gl. Rye, for vi har ikke et forsamlingshus, siger Claus Langergaard.
Får 50.000 kroner
Det er ikke kun ham, der er begejstret for samlingspunktet. Gl. Skanderborg Fonden har givet 50.000 kroner til foreningen med ordene:
- Foreningen Bageriet bliver et vitalt samlingspunkt for alle aldre i Gammel Rye. Her går borgerne sammen om at give byen liv og nerve, samt et lokalt samlingspunkt.
Historien bag Foreningen Bageriet startede for to år siden, da Alexander Nitze startede et bageri i Gammel Rye, men efter et år kunne det ikke hænge sammen mere økonomisk.
- Jeg sad og snakkede med en flok borgere i bageriet, og vi blev enige om at starte en forening, der kunne overtage bageriet og drive det på frivillig basis. Det skulle fungere som byens dagligstue, siger Alexander Nitze, der er bestyrelsesmedlem i Foreningen Bageriet.
Foreningen afholder fællesmøder, hvor borgerne i byen er inviteret og kan komme med idéer til nye initiativer.
- Det er jo dejligt bekræftende, at mange gerne vil være med, og de penge, vi har fået, er et godt skulderklap til at få flere med på vognen, siger Alexander Nitze.
Han fortæller, at det endnu ikke er besluttet, hvad pengene præcis skal bruges til - udover at skabe aktiviteter til gavn for fællesskabet.
Tilfredsstillende at bidrage til lokalsamfundet
For Claus Langergaard er det tilfredsstillende at bidrage med noget til lokalsamfundet, og han fortsætter med at stå tidligt op for at bage.
- Jeg er udpræget A-menneske, så det gør mig ikke noget at stå tidligt op og bage - det er en fritidsinteresse for mig, siger Claus Langergaard.