Havareret bil spærrer et spor
Bilister, der kører nordpå ad motorvejen ved Skanderborg, skal være opmærksomme.
Vejdirektoratet skriver kort efter klokken 11.00, at der holder en havareret bil og spærrer det højre spor mellem afkørsel Fuglsang og Skanderborg Nord.
Vejhjælpen er på vej.
Seneste nyt
Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk
Danskerne snyder med juleskrabekalenderen
Mange danskere køber juleskrabekalendere, men de bruges ikke nødvendigvis, som de er tiltænkt.
En YouGov-undersøgelse fra Danske Spil viser, at hver anden indehaver af en juleskrabekalender har prøvet at skrabe forud, mens 15 procent af de adspurgte har prøvet at skrabe felter før 1. december.
Anders Antonsen vinder China Masters
Badmintonstjernen Anders Antonsen fra Aarhus vinder som den første dansker nogensinde turneringen China Masters i singlerækkerne.
Han vandt i to sæt (21-15 og 21-13) over Jonatan Christie fra Indonesien.
22-årig anholdt efter tyveri på byggeplads
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller søndag en 22-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Randers.
Han er sigtet for kvalificeret vold i en sag fra 21. oktober i Randers, fremgår det af politiets døgnrapport.
Den 22-årige blev anholdt natten til søndag i forbindelse med tyveri fra en byggeplads i Brabrand.
Østjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til sagen.
Havareret bil spærrer et spor
En havareret bil holder lige nu og spærrer det ene spor på motorvejen ved Hørning.
Det fremgår af live-trafikkort fra Vejdirektoratet.
Bilen holder i det højre spor i sydgående retning mellem afkørslen til Aarhus Syd og 51 Skanderborg Nord.
Vejhjælpen er på stedet.
Sandwich-kunde hev stor køkkenkniv frem
Østjyllands Politi er på udkig efter en mand, som lørdag klokken 16.18 begik et væbnet røveri i en sandwichbutik i gågaden i Aarhus.
Manden bestilte en sandwich, men pludselig hev han en 20-30 centimeter lang brødkniv frem, hoppede op på disken og snuppede et ukendt beløb i kontanter fra kassen, hvorefter han stak af fra stedet i retning mod Park Allé.
Han beskrives som værende spinkel af bygning og cirka 165 centimeter høj, iklædt en mørkegrøn og sort dynejakke med hvidt logo på ryggen, mørke jeans og en hoodietrøje, hvor hætten var trukket op over en kasket.
Politiet vil gerne høre fra eventuelle vidner, der kan have set episoden, på telefon 1-1-4.
Brian Priske: - City-kollaps ændrer intet for os
Lørdag tabte Manchester City for femte kamp på stribe, men det ændrer ikke på hollandske Feyenoords tilgang til klubbernes Champions League-møde på tirsdag.
Det fortæller klubbens danske cheftræner, Brian Priske fra Horsens, ifølge TV 2 Sport.
- Det ændrer intet for os. Vi ved, at vi skal ud og spille en perfekt kamp defensivt. Både som hold, men også hver enkelt spiller individuelt. Offensivt skal vi tage vores chancer, når vi får dem, og vi skal være kyniske, udtaler Brian Priske.
Biler er samlet til ’uforglemmeligt øjeblik’ på havneområde
Et ukendt antal biler er samlet til en form for biltræf på havnen i Aarhus lørdag aften.
De mange biler holder på et parkeringsområde på Hveensgade, hvor man tidligere kørte ombord på færgen til Sjælland.
I en Facebook-gruppe skriver folkene bag forsamlingen, at aftenen skal blive et uforglemmeligt øjeblik, og at de er klar til at "give den maks gas, høre bilerne brøle og fornemme den intense stemning".
Det er uvist, hvad der præcist skal foregå, men arrangørerne gør det klart, at deltagerne på alle måder forventes at overholde diverse love.
- Ingen leg eller drifting på den lille mængde sne, der måske ligger på pladsen! Lad os vise ansvar og respekt, står der.
Forslag: Blokér for adgang til sociale medier og shopping
Radikale Venstres byrådsmedlem i Randers, Mogen Nyholm, vil have skole- og uddannelsesudvalget til sammen med byrådet at vurdere, om kommunens folkeskoleelever skal have blokeret for adgangen til sociale medier, gaming og shopping.
Det har man allerede gjort i flere andre kommuner ved brug af såkaldte internetfiltre på maskiner udleveret af kommunen.
- Radikale Venstre foreslår, at børnene beskyttes imod sociale mediers skadelige virkninger med ar på krop og sjæl. Tillige betyder forslaget, at tidsforbrug på sociale medier ikke forstyrrer eleverne i undervisningstiden, står der i sagsfremstillingen fra Mogens Nyholm.
En beslutning om eventuel blokering vil medføre en undersøgelse af, hvilke konsekvenser det kan have for det faglige og pædagogiske arbejde på skolerne i eksempelvis projektuger.
Vil bruge 6,5 millioner på opgradering af græsplæne
Onsdag 27. november skal medlemmerne af sundheds-, idræts-, og kulturudvalget i Randers Kommune på et møde beslutte, om der skal gives en anlægsbevilling på 6,5 millioner kroner til Randers Stadion.
Pengene skal bruges på at etablere en hybridbane frem for det nuværende græstæppe.
En hybrid fodboldbane er en kombination af naturlig græs og en mindre mængde kunstfibre.
Pengene er allerede afsat i budgettet for de kommende fire år, og planen er, at etableringen begynder umiddelbart efter afslutningen af sæsonen 2024-2025.
’Byrødder’ vil på studietur til Madrid eller Wien
Medlemmerne af teknisk udvalg i Aarhus Kommune har besluttet at tage på en studietur til foråret.
Det fremgår af dagsordenen for udvalgsmødet onsdag 27. november.
Turen kommer til at gå til enten Wien eller Madrid.
I Wien er formålet at have fokus på "boligpolitik, blandede kvarterer, boligfællesskaber og grøn mobilitet", mens der i det spanske skal ses på "byomdannelse, revitalisering, bygninger som pejlemærker og mixet af historie og det moderne".
Med i udvalget er formand Solveig Munk (EL), Liv Gro Jensen (SF), Steffen Wich (S), Jesper Kjeldsen (S), Metin Lindved Aydin (RV), Gert Bjerregaard (V) og Jakob Søgaard Clausen (DD).
Prisen for studieturen er ukendt.