Lars og Julie mødte særlig fupmager: Min far er død, kan du hjælpe mig?
Flere er blevet ofre for en form for svindel, hvor svindleren lader som om, han skal besøge sin døde far på hospitalet.
- Min far er død, kan du hjælpe mig?
Lars Roed Christensen er på tanken ved Klank i Galten, da han pludselig bliver stoppet af en mand, han ikke kender.
- Han siger, han ikke har noget kort med, og om jeg kan betale hans benzin, så vil han overføre, fortæller Lars Roed Christensen.
Men det er ikke mere end et par uger siden, at han sidst mødte manden, der på det tidspunkt stod i samme problem.
- Jeg afviser ham og siger decideret nej. Men jeg fik det lidt dårligt bagefter, for hans far døde også en måned før, hvor han spurgte mig om det samme, fortæller han grinende.
Far død igen og igen
Både tirsdag den 16. januar og mandag den 19. februar har Lars Roed Christensen altså mødt den samme mand, der har forsøgt at få ham til at betale for sin benzin, fordi hans far angiveligt skulle være død.
Lars Roed Christensen betalte dog aldrig for manden.
- Der er så meget svindel, og jeg synes det er meget kækt, at han kommer og siger, at hans far er død, samtidig med han har sådan en 'jeg skal videre'-attitude. Der gik lidt for meget Anders And i den med gode historie, siger han og uddyber:
- Der gik handelsmand i den for ham. Han kommer hen til bilen, giver mig 'fist bump' og smiler, og siger så, hans far er død.
Første gang kunne du vel reelt ikke vide, om der var tale om en, der havde brug for hjælp?
- Det er da fuldstændig rigtigt. Jeg stod også i Brugsen for et par måneder siden, hvor en herre ikke kunne betale, og så betalte jeg. Men det var historien og det tempo, det foregik i, der virkede for smart, siger Lars Roed Christensen.
Flere har lignende oplevelser
Lars Roed Christensen er dog langt fra alene med sin oplevelse. Han er siden delt sin den på en lokal Facebook-gruppe for Galten. I den forbindelse er han kommet i kontakt med borgere fra Hørning, Galten og Højbjerg, der fortæller om samme oplevelse med en lignende mand.
I en Facebook-gruppe for Højbjerg kunne man også læse en meget lignende oplevelse blot få dage inden.
Juliane Kethmer fra Galten er en af dem, der også har mødt en mand, der ville låne penge til benzin for at besøge sin døde far.
- Han havde en hasteadfærd, som om der lige var sket noget. Jeg blev lidt rundforvirret og stod lidt alene, så på den måde blev det lidt ubehageligt, og jeg følte, jeg blev presset op i et hjørne, fortæller hun og uddyber:
- Han sagde, han lige havde fået et opkald om, at hans far var død, og han stod med telefonen i hånden og spurgte, om jeg ikke ville låne ham til benzin, så han kunne komme derop, fordi han ikke havde nok penge.
Endte med at betale
Episoden skete for hende i sommeren, men da hun læste Lars Roed Christensens oplevelse på Facebook, genkendte hun med det samme situationen.
- Det er præcis samme historie, så det er imponerende, han kan have så mange fædre. Helt kreativ er han alligevel ikke, siger hun.
Juliane Kethmer endte dog med at give manden omkring 200 kroner.
- Han gjorde det meget stressende i situationen, og jeg var paf. Jeg tænkte, det kan ikke passe, men samtidig tænkte jeg også, at hvis bare én procent er rigtigt, ville jeg have så dårlig samvittighed, hvis jeg ikke hjalp, fortæller hun.
Manden lovede, at han ville overføre på mobilepay, når han kom frem til hospitalet. Juliane Kethmer så dog ikke mere til de penge.
Var det ikke også naivt at give ham pengene?
- Jo, det er fuldstændig rigtigt. Men det er ikke så tit, man møder en person, der snyder en lige op i ens ansigt. Jeg vil gerne tro det bedste i mennesker, og det er den, han udnytter. Men jeg følte mig dum, og jeg krydser fingre for, jeg ville sige nej i en lignende situation i fremtiden.
Politiet kender til tricket
For både Lars Roed Christensen og Juliane Kethmer er det vigtigt at understrege, at de gerne vil hjælpe, og at de ærgrer sig over, at man skal være så skeptisk.
- Jeg tror på, verden bliver et bedre sted, hvis vi tror på det bedste i mennesker. Fra nu af får jeg mere kritiske øjne, og det er også ærgerligt, siger Juliane Kethmer.
Lars Roed Christensen fortæller, at han efterfølgende har kontaktet politiet og fortalt om episoden. Juliane Kethmer kontaktede aldrig politiet.
Østjyllands Politi oplyser dog, at det er et trick, de kender til.
I april 2020 anholdte politiet en mand, som fik lokket kontanter ud af folk på tankstationer ved at fortælle, han skulle besøge sin syge far på hospitalet.
Politiet opfordrer sig til, at man forholder sig skeptisk over for folk, der vil låne penge.