Seneste nyt

Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk

Oversigt

Lisa Kjær taber kvartfinaledrama til fransk teenager

Taekwondoudøveren Lisa Kjær fra Skanderborg vandt guld ved PL i Tokyo. Det kommer ikke til at ske ved legene i Paris.

Danskeren tabte fredag sin kvartfinale til en fransk teenager efter noget af et drama.

Den 46-årige veteran, der stopper karrieren efter PL, kan stadig komme i spil til en bronzekamp, men det kræver, at hendes franske overkvinde går hele vejen til finalen.

Efter en indledende kæmpesejr over en chanceløs modstander fra Salomonøerne ventede den blot 19-årige Djelika Diallo fra Frankrig i kvartfinalen, der udviklede sig til noget af et drama.

Lisa Kjær var bagud, indtil der manglede få sekunder af den fem minutter lange kamp, så kom hun foran 4-3, men i allersidste sekund fik hun et minuspoint, så kampen endte 4-4.

Det betød såkaldt golden round, hvor første kæmper til at score to point løber med sejren. Det gjorde den franske teenager, hvis glæde over at besejre en forsvarende paralympisk mester ikke var svær at få øje på.

Lisa Kjær må nu afvente, om karrieren er slut, eller om franskmanden når hele vejen til finalen. I så fald får hun en chance for at kæmpe sig til en bronzemedalje.