Mountainbike-klub kåret som 'Årets Idrætsforening'
Mountainbike-klubben Gl. Rye MTB fra Skanderborg Kommune er kåret som 'Årets Idrætsforening 2024'.
Klubbens formand, Simon Christensen, fik ved DR’s store sportsshow i Jyske Bank Boxen et trofæ som et synligt bevis på, at foreningen vandt prisen og de 100.000 kroner.
- Jeg er megastolt over, at vores forening får sådan en anerkendelse efter så mange års indsats, siger han ifølge en pressemeddelelse fra Danmarks Idrætsforbund.
Kort nyt
Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk
Sølle 2 millimeter fra vådeste januardøgn nogensinde
4. januar 2023 så vi oversvømmelser mange steder efter det vådeste januardøgn i vejrhistoriens 150 årige historie. Dengang kom der i gennemsnit til hele landet 21,1 millimeter nedbør. Det skriver TV 2 Vejret.
Mandag er vi foreløbigt kommet op på 19,2 millimeter, så vi er kun 2 sølle millimeter fra en ny rekord.
Det meget regn og smeltesne betyder, at der kan komme oversvømmelser igen, og måske lige så vigtigt, så er der vådt omkring vejtræer. Det kan give farlige situationer i trafikken tirsdag.
Spor spærret: Lastbil i uheld på motorvej
En lastbil har påkørt noget vejarbejde mellem rasteplads Pedersminde og motorvejskryds Aarhus V på motorvej E45 i sydgående retning.
Det fremgår af Vejdirektoratets trafikkort og P4 Trafik.
Højre spor er spærret, og vejhjælp er på stedet.
Hundredvis af udrykninger til bilister
Forsikringsselskabet Tryg er rykket ud til 480 bilister mandag i forbindelse med uvejret.
Det oplyser Tryg til Ritzau. De 480 kunder har haft brug for hjælp til at blive rykket fri af sneen, starte bilen og bugsering. Det er en stigning på 85 procent og næsten dobbelt så mange udrykninger, som Tryg har på en mandag i efterårs- og vintersæsonen.
- Vi forventer, at travlheden fortsætter, selvom vejret skifter, da den kommende kombination af store mængder nedbør og temperaturer omkring frysepunktet kan være en særdeles udfordrende situation, lyder det fra skadedirektør Mogens Olesen.
Aarhus vinder veteranpris
Aarhus Kommune er blevet udnævnt til Årets Veterankommune 2024, meddeler Forsvarsministeriet. Prisen blev overrakt af forsvarsminister Troels Lund Poulsen som anerkendelse af kommunens særlige indsats for veteraner.
Aarhus vinder ifølge Forsvarsministeriet prisen for at have etableret et stærkt samarbejde med lokale aktører og tilbyder blandt andet Åben Borgerservice, hvor veteraner og deres pårørende kan få hjælp til offentlige tjenester.
Prisen, en skulptur lavet af metal fra en skrottet pansret mandskabsvogn, symboliserer anerkendelsen af Aarhus' engagement i veteranarbejde.
Tilkørsel til hovedvej var spærret af vandmasser
En tilkørsel til Rute 15 Rute 15 mellem Grenaa og Aarhus er mandag eftermiddag spærret af vand på vejen, oplyser Vejdirektoratet.
Det drejer sig om tilkørslen fra Rute 21 Randersvej, hvor det i øjeblikket ikke er muligt at passere.
Lille skål med blå biler tilbagekaldes
En lille skål med blå biler bliver nu tilbagekaldt, da det overskrider de tilladte grænseværdier for melaminmigration.
Det skriver firmaet bag, Rice A/S i en pressemeddelelse.
Det drejer sig om skåle med batchnummer PO100444 og varenummer MELBW-SCAR.
Skålen er solgt gennem Rice A/S og tilknyttede forhandlere. Har du skålen, skal du omgående stoppe med at bruge den, skriver de.
Skærer kraftigt ned på togafgange
Hos Banedanmark forventer man også, at stormvejret kommer til at gå ud over togdriften.
- Banedanmark har beredskabet klar til at fjerne eventuelt væltede træer, og på en række jyske strækninger kører togene i timedrift i morgen, skriver Banedanmark på X.
Med andre ord kører der kun ét tog i timen. Det gælder på de to østjyske strækninger mellem Aarhus-Herning og Aarhus-Viborg.
Advarer om vand på vejene
Vejdirektoratet advarer nu endnu en gang bilister om vand på vejene i hele landet.
I Østjylland gælder varslingen på følgende to strækninger:
Rute 15 mod Århus ved tilkørslen fra rute 21 Randersvej
E45 fra Aarhus mod Horsens mellem afkørsel 54 Ejer Bavnehøj og 55 Horsens N
Vand på vejbanen
Der er vand på Rute 15 Grenåvej ved Ugelbølle, oplyser Vejdirektoratet.
Det skulle være omkring tilkørslen til vejen i vestlig retning. Vejhjælp er på vej, lyder det på Trafikinfo.dk.