Ny bro ændrer trafikken - motorvej spærres i timevis
I mere end ti timer bliver trafikken to gange omdirigeret på motorvej E45 i næste uge.
Byggeriet af en ny motorvejsbro betyder, at trafikken på E45 ændres to gange i den kommende uge.
Det meddeler Vejdirektoratet.
Det er en ny bro over motorvej E45 ved Horndrupvej syd for Skanderborg, der er ved at blive bygget, og hvor der nu skal løftes tonstunge betonbjælker på plads.
I alt 18 betonbjælker på 22 meter skal løftes ud over motorvejen, og i den periode må der ikke køre biler på vejbanen nedenunder.
- Det er nogle meget tunge betonelementer, og derfor spærrer vi skiftevis sporene i hver retning, mens vi hejser bjælkerne på plads. Det betyder, at trafikanter, der kører på strækningen, må forvente en lidt længere rejsetid under arbejdet, siger projektchef i Vejdirektoratet John Kjærsgaard.
Trafikken vil derfor ad to omgange skulle ændres i mere end ti timer.
Her afspærres der
Flytningen af trafikken forventes at ske i følgende tidsrum:
Tirsdag den 5. marts kl. 19:30 til onsdag den 6. marts kl. 06:00 flyttes trafikken over i sydgående retning med ét spor i hver retning og 50 km/t.
Onsdag den 6. marts kl. 19:30 til torsdag den 7. marts kl. 06:00 flyttes trafikken over i nordgående retning med ét spor i hver retning og 50 km/t.
Kilde: Vejdirektoratet
Den tidligere bro vej ved Horndrupvej blev i oktober 2023 revet ned for at gøre plads til, at motorvej E45 kan udvides til tre spor i hver retning. Det er del af et større projekt med at udvide kapaciteten på motorvejen hele vejen fra Kolding og til Randers.
Da broen blev revet ned, var motorvej E45 helt spærret i 14 timer, mens store entreprenørmaskiner arbejdede med at bryde den daværende bro ned.
De nye betonbjælker skal hvile på tre bropiller i hver side af vejen og i midten. Når de er korrekt placeret, kan forberedelserne til støbningen af broens overside gå i gang. Den endelige støbning forventes at blive udført i april.
Den nye motorvejsbro står efter planen klar til at blive brugt fra juli.