Bilbrand spreder sig til villa
En brand i en bil spredte sig søndag morgen til et hus, og brandfolk fra flere stationer blev sat ind.
Beredskab & Sikkerhed har søndag morgen været indsat i Rønde, bekræfter operationschef Brian Arendtsen.
Det er ifølge ham en brand i en hybridbil, først spredte sig til en carport og siden til det tilstødende hus. Det blev anmeldt omkring klokken 05.30.
Brandstationen i Rønde rykkede først ud, og siden blev der tilkaldt både maskiner og personel fra stationerne i Hornslet, Kolind og Grenaa.
Kort før klokken otte er meldingen, at operationen nedtrappes. Det vides ikke, hvordan branden i bilen i første omgang opstod.
Seneste nyt
Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk
Medie: Regeringen strammer krav i forhandlinger
Efter intense forhandlinger har regeringen valgt at skærpe miljøkravene til landbruget, fremgår det af et udkast til en aftale om den grønne trepart, som DR Nyheder har fået indsigt i.
Aftalen indebærer en CO2-afgift og en reduktion af kvælstofudledninger, der nu tager udgangspunkt i det strengeste scenarie, scenarie 1. Dette skridt kommer efter forhandlingspres fra partier som SF, De Konservative, De Radikale og Enhedslisten.
De nye krav forventes at reducere kvælstofudledningen betydeligt. Forskere fra både Aarhus Universitet og DTU anser scenarie 1 som den "fagligt mest korrekte løsning," står der i en rapport fra Finansministeriet.
29-årig fængslet for kioskrøverier
En 29-årig mand er blevet varetægtsfængslet i fire uger, oplyser Østjyllands Politi.
Han blev søndag morgen fremstillet i grundlovsforhør sigtet for to røverier lørdag. Det var efter to 7-Eleven-butikker var blevet røvet, at manden blev anholdt.
Ifølge politiet havde gerningsmanden blandt andet truet sig til kontanter med et glasskår.
Læs også:
Temperaturen nærmer sig frysepunktet
Østjylland kan ifølge DMI forvente en dag med lidt eller nogen sol, mens spredte byger, potentielt med hagl og kraftige vindstød, kan forekomme, især tidligt. Temperaturen vil ligge omkring otte grader med en let til hård vestlig vind.
Søndag aften og natten til mandag vil der være vekslende skydække med fortsatte spredte byger, som også kan indeholde hagl. Temperaturen vil falde til mellem én og syv grader, og vinden vil være let til jævn fra nordvest og vest.
Dyr torpederet af tog
Sydøstjyllands Politi og Østjyllands Brandvæsen blev søndag morgen alarmeret, da en personpåkørsel blev anmeldt.
Ude på sporet var der dog ikke tegn på, at et menneske var blevet ramt, fortæller vagtchef Steffen Wolf fra Sydøstjyllands Politi.
Der blev til gengæld fundet et dyr - formentlig en hjort - der var blevet påkørt og ifølge vagtchefen havde tydelige tegn fra sammenstødet.
Sne på vej
Meteorologerne spår, at der i den kommende uge falder vinterens første sne.
DMI's femdøgnsprognose peger på, at der både tirsdag, onsdag og torsdag er chance for sne, der dog også kan falde som regn eller slud.
Hos TV 2 Vejret meldes der om omkring 70 procents chance for sne i de dage. Temperaturerne vil dog formentlig være så høje, at det ikke bliver liggende i ugevis, som man så i januar 2024.
Anholdt efter to røverier i 7-Eleven
Hele to gange røvede en mand ifølge politiets sigtelse mod ham forskellige 7-Eleven-butikker i det indre Aarhus lørdag, inden han blev anholdt i et forsøg på at slippe væk. Det fortæller vagthavende ved Østjyllands Politi til Østjyllands Politi ifølge Ritzau.
Det forventes, at manden fremstilles i grundlovsforhør med krav om fængsling søndag.
Læs også:
Person set gå på motorvejen
En person er lørdag aften set gå på motorvejen øst for Silkeborg.
Midt- og Vestjyllands Politi bekræfter over TV2 Østjylland, at det blev anmeldt, og der blev derfor sendt en patrulje ud for at undersøge det.
Det har dog ikke været muligt at genfinde den person, det drejede sig om, og det er derfor fortsat uafklaret, om og hvorfor en havde bevæget sig derud.
Østjyde indkaldes til landsholdet
Der er karantæner i den danske herrelandsholdstrup, og nu har den nye landstræner Brian Riemer kaldt østjysk erstatning ind.
Det er forsvareren Mads Bech Sørensen, der til daglig spiller i FC Midtjylland, men kommer fra Horsens-området. Han erstatter Joachim Andersen, der er ude til den afgørende Nations League-kamp mod Serbien, efter han fik et gult kort fredag aften mod Spanien.
Også Premier League-spilleren Matt O'Riley og Ajax' Anton Gaaei er indkaldt.
Venstre-minister løfter pegefinger overfor landbruget
Forhandlingerne om en grøn trepart går trægt, og det traditionelle bondeparti sender opsang til landbruget.
Forhandlingerne om en grøn trepartsaftale går trægt. Venstres næstformand, Stephanie Lose, påpeger landbrugets ansvar for klima og biodiversitet. Hun understreger, at landbruget forvalter en stor del af Danmarks arealer og dermed har et "kæmpestort ansvar".
Nye tal fra Aarhus Universitet viser, at kvælstofudledningen i vandmiljøet er større end antaget og forårsager iltsvind. Statsrevisorerne kritiserer kontrollen med landbrugets gødningsbrug og kalder den "mangelfuld".
Minister for den grønne trepart Jeppe Bruus (S) beskriver forhandlingerne som "gode og konstruktive", men flere borgmestre har udtrykt utilfredshed med regeringens ambitionsniveau.
Oversvømmet af pakker
Black Friday er stadig over en uge væk, og julehandlen knap nok startet, men pakkerne er allerede begyndt at vælte ind hos pakkeshops.
Eksempelvis melder Skæring Nærkøb i den nordligste del af Aarhus, at butikken er ved at være fyldt med pakker, der skal afhentes. Derfor beder butikken på Facebook de lokale hente de pakker, de har liggende.
Også Shell i Laurbjerg sydvest for Randers melder om pladsmangel og opfordrer lokale til at hente pakker, før der kommer endnu flere ind.