Lufthavn har vild ambition: Eksperter kalder det urealistisk
Aarhus Airport har en ambition om at tredoble antallet af rejsende inden 2029.
Aarhus Airport har sat en vild ambition for sig selv. De vil tredoble antallet af rejsende fra lufthavnen inden 2029.
I 2019 - sidste år, der ikke blev påvirket af corona - fløj 500.000 rejsende fra Aarhus Airport. Og i løbet af de næste seks år, vil de altså hæve det tal til 1,5 millioner rejsende.
Og det er ifølge Sydbanks luftfartsanalytiker et vildt spring at tage.
- Det er meget, meget ambitiøst. Hvis man lykkes med det, så kommer jeg i hvert fald til at tage hatten af for det arbejde, man har lavet i mellemtiden, siger Jacob Pedersen.
Han bliver bakket om af Ole Kirchert Christensen, der er redaktør for lufthavnsmediet check-in.dk.
- Det er ingen, der siger, at de aldrig kan nå op på 1,5 millioner rejsende. Men inden for den angivne tidsperiode, anser jeg det faktisk for direkte urealistisk.
Ny direktør er fortrøstningsfuld
Aarhus Airport har tidligere på ugen ansat deres femte direktør siden 2019. Og hun er ikke enig i, at målet med 1,5 millioner rejsende er urealistisk.
- Det tænker jeg på ingen måde. Aarhus by er det næststørste vækstcenter i Danmark. Og 1,5 millioner kan lyde som et stort tal, men det er ikke flere passagerer, end der er i Aalborg Lufthavn i dag, siger Lotta Sandsgaard.
Både Aalborg og Billund Lufthavn har brugt cirka 20 år på at nå op på så mange rejsende, som Aarhus Airport vil.
Men det afholder ikke den nye direktør fra at tro på, at målet kan nåes inden for de næste seks år.
- Der er investeret massivt i lufthavnen i de seneste år, og vi ligger et sted i Danmark, der har det næststørste passagergrundlag. Og vi har en infrastruktur omkring lufthavnen, der gør, at vi selvfølgelig kan nå det.
Skal stjæle fra konkurrenter
Jacob Pedersen mener, at Aarhus Airport skal lykkes med at lokke folk til, som ellers er vant til at bruge enten Billund eller Aalborg.
- Det er svært fordi mange passagerer i og omkring Aarhus har vænnet sig til at køre til Billund, og nogle også Aalborg. Og det gør, at man skal hive en særlig kanin op af hatten i Aarhus, hvis man skal have det her til at lykkes, siger luftfartsanalytikeren og tilføjer:
- Det er svært at finde plads til tre succesfulde større provinslufthavne. Aarhus får ikke foretaget den her ekspansion og når ikke sine målsætninger, uden at det kan mærkes i særdeleshed i Aalborg.
Og Lotta Sandsgaard håber også, at Aarhus Airport kan få etableret ruter, der kan lokke kunder til fra konkurrenterne.
- Jeg håber, at vi kan være med til at gøre Aarhus Lufthavn til den foretrukne lufthavn at flyve fra.