Færgefart i coronatid: Ny færgerute går langt bedre end forventet
Det går langt over forventet med godstransport på den nye rute fra Grenaa til Halmstad.
Med flag, balloner og festligheder sejlede den første færge fra Grenaa til Halmstad en lørdag morgen i februar.
En måned efter blev landet stort set lukket ned, og siden har corona og rejserestriktioner været på alles læber.
- Februar var fantastisk, særligt med mange bookninger fra Danmark til Sverige. Siden har corona slået stenhårdt mod passagertrafikken, siger Carl Mårtensson, talsperson for Stena Line til TV2 ØSTJYLLAND.
I første omgang lukkede ruten helt ned midlertidigt, men siden er færgefarten startet op igen fra Grenaa.
Og mens der mangler passagerer, er der nu masser af gods ombord.
- Fragtvolumen er væsentlige højere end på den tidligere rute fra Grenaa til Varberg, og det har klart overgået vores forventninger for de første seks måneder for ruten, siger Carl Mårtensson.
Målet er stadig en fordobling
Optimismen var stor, da Stena Line annoncerede, at færgefarten skulle gå fra Halmstad i stedet for Varberg.
Læs også
Både antallet af passagerer og godstransport skulle fordobles inden for en årrække – fra 45.000 lastbiler og 150.000 passagerer i 2018.
På trods af corona har Stena Line fastholdt 22 ugentlige afgange, og det er særligt godstransporten som holder hjulene i gang.
Sejler med begrænset kapacitet
Færgen Stena Nautica har plads till 900 passagerer, men lige nu er antallet begrænset til 300, oplyser Stena Line.
Det er ikke ulovligt at rejse til Sverige, men Udenrigsministeriet fraråder alle ikke-nødvendige rejser til langt størstedelen af Sverige. Se den senest opdaterede rejsevejledning til Sverige her.
- Det er særligt godsmængden fra Grenaa til Halmstad, der er steget meget. Det har stor betydning, at Halmstad ligger bedre rent infrastrukturmæssigt i forhold til at få varer ud i Sverige, siger Carl Mårtensson.
Chauffør på kajen, trailer med færgen
Speditørvirksomheden Freja ved Stilling er en af de virksomheder, som nyder godt af den nye færgerute.
- Vi har flyttet rigtig meget godstrafik fra motorvejsnettet og over til Grenaa-Halmstad, siger Ole Ellehammer, Head of Department hos Freja Transport and Logistics, til TV2 ØSTJYLLAND.
Samtidig har de fundet en ny model. I stedet for at chaufføren tager med færgen, så sætter de lasten på færgen, og så henter en anden lastbil traileren i Halmstad.
- Vi er fri for at sende chaufføren med, og så oplever kunden større genkendelighed, når det er de samme lokale chauffører, der afleverer varerne i Sverige eller henter dem i Danmark.
Gods ikke nok på sigt
Hos Stena Line fortryder de ikke, at de ændrede destinationen fra Varberg til Halmstad.
- Det har i den grad været den rigtige beslutning. Både som det ser ud nu, og som vi forventer udviklingen for fremtiden, siger talsmand Carl Mårtensson fra Stena Line.
Han vedkender, at fremgangen på fragtområdet ikke er nok i sig selv.
- Vi har brug for både turister og godstransport - det er der ingen tvivl om, siger han.
Tror I overhovedet på, at I får turister ombord i fremtiden?
- Så snart vi har set, at der er blevet åbnet lidt op for rejserestriktionerne, har der været stor interesse for at booke billetter, siger han og fortsætter:
- Jeg tror, at folk i fremtiden mere vil rejse til de nærmeste lande, når de skal på ferie, og det kan blive en fordel for ruten mellem Grenaa og Halmstad.