Iagttagere enige: Tror på østjyde som ny politisk leder efter Pape
Michael Ziegler er lige nu valgt som fungerende formand, men posten som politisk leder er åben.
Søren Pape Poulsens pludselige død har rystet både befolkningen og det politiske Danmark.
Men midt i sorg og chok presser uundgåelige spørgsmål sig på om, hvad der nu skal ske i partiet, og især hvem der skal stå i spidsen fremadrettet.
Søren Pape Poulsen varetog både posten som formand, der har fokus på det organisatoriske arbejde i partiet, og politisk leder, der står i spidsen for den politiske linje. Og sidstnævnte post skal vælges af folketingsgruppen.
Flere politiske eksperter peger her på folketingsmedlem og gruppeformand Mona Juul som et oplagt bud på en afløser.
- De to nøglepersoner er Mona Juul og Mette Abildgaard. Og jeg tror, Mona Juul løber med posten, selvom hun er ret uprøvet, siger Hans Engell, som er politisk kommentator og tidligere partiformand for de konservative.
Spørger man politisk analytiker hos Jyllands-Posten, Niels Th. Dahl, har han også Mona Juul i sigte.
- Mit eget bud er Mona Juul. For selvom hun er et forholdsvist nyt folketingsmedlem, så bliver hun beskrevet som dygtig, flittig og vellidt bredt på Christiansborg. Dog har hun en lidt anden politisk profil end Søren Pape.
Politisk redaktør på TV 2, Hans Redder, peger også på Mona Juul som det mest sandsynlige valg. Især fordi hun for kort tid siden blev valgt som gruppeformand.
- Det er hendes navn, jeg har hørt nævnt mest i konservative kredse i løbet af de seneste måneder. Og hendes beslutning for nyligt om at gå efter gruppeformandsposten blev også af mange set som et signal om, at hun er villig til at gribe ud efter magten, siger han.
I februar trådte Mai Mercado tilbage som gruppeformand for at fokusere på sine ordførerskaber og have mere tid til familien. Og kort tid efter blev Mona Juul valgt til at videreføre posten. Hun udtalte selv, at hun var stolt og ville gå til opgaven med fuld smadder på.
En satsning for partiet
Når Hans Engell beskriver Mona Juul som en politiker, der er ret uprøvet, henviser han til, at hun først blev valgt ind i folketinget i 2019. Derudover har hun ikke en politisk karriere i kommunalpolitik.
- Hun har hverken en fortid som borgmester, hun har heller ikke været minister før, til gengæld har hun været i det private som erhvervskvinde og har derfor ikke en tung baggrund som politiker, siger Engell.
Mona Juul forlod jobbet som administrerende direktør for reklamebureauet Envision, da hun stillede op til Folketinget i 2019 og har desuden haft en lang række bestyrelsesposter.
Derfor vurderer Hans Engell også, at det vil være et sats både for hende og partiet at gøre hende til den politiske frontfigur.
Om Mona Juul
Mona Juul har været medlem af Folketinget for Det Konservative Folkepartisiden 2019.
Hun blev næstformand for den konservative folketingsgruppe i 2023 og gruppeformand i februar 2024 efter Mai Mercado.
Mona Juul er født i Aarhus og bor i dag i Horsens.
Inden hun gik ind i politik var Mona Juul blandt andet administrerende direktør og partner i reklamebureauet Envision.
Kilde: ft.dk
Men en ting er selve personen, noget andet er den politiske linje. Og her mener Niels Th. Dahl, at Mona Juul har en mere moderne profil end Pape.
- Han var den klassiske Gud, konge og fædreland. Hun er lidt mere bykonservativ og mere moderne i sin stil. Hun går mere op i erhvervspolitik end værdipolitik, og så udmærker hun sig ved at prioritere klimapolitikken højt, siger han og fortsætter:
- Så jeg tror, hvis det bliver Mona Juul, så kommer vi til at se en anden stil, måske et lille skridt til venstre.
Også erhvervspolitik og den grønne dagsorden er de områder, hun har markeret sig på, mener Hans Redder. Men han er usikker på, hvor hun lægger sig overordnet.
- På mange andre politiske områder er det i virkeligheden svært helt at gennemskue, hvor hun står og således også svært at sige, om de konservative med hende som formand ville ændre den politiske linje.
Andre navne i spil
Udover Mona Juul så bliver de konservatives politiske ordfører, Mette Abildgaard, også nævnt som en mulighed. Dog tror Hans Engell ikke, at det bliver hende, der skal stå forrest for partiet.
- Hun er politisk ordfører og er noget mere prøvet end Mona Juul. Men hun har ikke prioriteret at tale eller fokusere på at komme længere frem i partiet udadtil.
Hvorfor ikke Michael Ziegler, som lige nu er fungerende formand?
- Han er borgmester og har poster i Kommunernes Landsforening. Hans navn var i øvrigt også oppe at vende til formandsskabet i 2014, og her udtrykte han ikke stor interesse for det, så hvorfor skulle han ville det ti år efter?
Også Hans Redder har talt med kilder, der siger, at Abildgaard er blevet bragt op blandt de konservative, når snakken er faldet på den politiske leder, men han ser hende ikke som det oplagte valg.
Hvad er processen herfra?
Indtil videre er næstformand i de konservative og borgmester i Høje Taastrup Kommune Michael Ziegler valgt som fungerende formand, og så er det op til folketingsgruppen at finde ud af, hvem der skal være politisk leder.
Men på et eller andet tidspunkt skal de to poster nok forenes igen, vurderer Niels Th. Dahl.
- Og det vil kræve et ekstraordinært landsmøde, hvor den nye formand så formelt skal vælges.
Men det er ikke sikkert, at partiet vil konstituere sig sådan fremover, mener Hans Engell. Han peger nemlig på, at partiet gennem sin nyere historie har haft mange forskellige konstruktioner på ledelsesformen.
Dog peger de begge på, at løsningen skal findes relativt hurtigt.
- Når der er sådan et magttomrum, er der risiko for, at der er folk, der kan flytte på sig eller skabe uenighed om, hvem der skal overtage. Så det vil være politisk klogt at tage et valg ret hurtigt efter Papes bisættelse, siger Niels Th. Dahl.