Supermarkedskæde gør slikposerne mindre
Rema 1000 kommer til at lave ændringer efter forsøget, oplyser kommunikationschef.
De fleste kender nok følelsen af at lade sig friste ved bland selv-slikket i supermarkedet.
Der er utallige stykker slik at vælge imellem – og det er op til en selv at vælge, hvor grænsen går.
Men hvor meget slik der kommer i, kan have noget med størrelsen på slikposen at gøre. Det viser et nyt forsøg fra Kræftens Bekæmpelse og Rema 1000.
Over 12 uger skiftede supermarkedskæden mellem at tilbyde større og mindre slikposer i ti udvalgte butikker. Og det viste tydeligt, at der kommer mere slik i posen, jo større den er.
- Vi synes, at resultaterne taler for sig selv. En ting er den enkelte pose, men når man ganger det op, er det mange ton, siger Jonas Schrøder, der er kommunikationschef hos Rema 1000, som nu vil lave ændringer.
Symptom på stort problem
Under forsøget havde de ti butikker skiftevis seks uger med den store pose og seks uger med den lille pose.
Ud fra de i alt 35.512 poser med bland selv-slik, som blev solgt i butikkerne i forsøgsperioden, viser tallene, at der i gennemsnit er 27 gram i forskel mellem de 2 posestørrelser.
Med den store pose købte kunderne nemlig omkring 339 gram slik, mens det blev til 312 gram i de mindre poser – det svarer til et mersalg på næsten 466 kilo for de 10 butikker alene, viser tallene.
Det kan måske lyde af lidt, siger Susanne Tøttenborg, der er chefkonsulent i Kræftens Bekæmpelse. Og det er heller ikke et stort problem, hvis man ser isoleret på 27 gram per pose.
- Problemet er stort, fordi portioner og pakker har haft vokseværk de sidste 30 til 40 år, siger hun.
Her peger hun blandt andet på, at størrelsen på en standard sodavand og slikpose er vokset gevaldigt i løbet af de seneste årtier.
Bør ikke have valget
Og det er et problem, fordi vi spiser mere, når vi får en større portion – også uden at føle os mætte eller tilfredse, siger Susanne Tøttenborg.
Den mekanisme bidrager til øget overvægt, som mere end halvdelen af danskerne lever med, og som er et stort problem for folkesundheden.
Blandt andet er det en af de vigtigste risikofaktorer for kræft, da det kan øge risikoen for mindst 15 forskellige kræftformer, lyder det.
Derfor har Kræftens Bekæmpelse også en appel til detailhandlen og producenter, som de mener har et medansvar folkesundheden.
- Jeg synes faktisk ikke, at man skal have valget mellem en lille eller stor pose. Jeg synes, at det er fint, at vi downsizer, siger hun.
Man kan også på et overordnet plan skrue på prisen i form af eksempelvis afgifter, lyder det.
Forsøget viste nemlig også, at prisen har en betydning for, hvor meget slik der blev købt.
Vil gøre poser mindre fremover
Hos Rema 1000 har forsøget betydet, at butikskæden nu vil ændre størrelsen på deres slikposer til bland selv-slik, så de bliver mindre end de poser, der var med i forsøget.
Også selvom de – ud fra tallene i forsøget – ville sælge 37 tons mere slik, hvis alle butikker havde den store pose i stedet for den lille pose i forsøget.
Det siger kommunikationschefen for kæden.
I forvejen har de reduceret pakkestørrelsen på flere af deres egne varer til samme kilopris, og der laves heller ikke flerstyktilbud.
- Som stor kæde kan vi været med til at skubbe til en udvikling og trykke på nogle knapper, og det vil vi gerne være med til, siger Jonas Schrøder.
De vil dog ikke blande sig i, hvordan deres konkurrenter gør, lyder det.