Biblo og bøger hitter: - Det giver ro og fordybelse
Bibliotekernes popularitet er steget det seneste år, og der er mange bud på, hvad det skyldes.
Her er bøger i stakkevis, og så er der ro og plads til fordybelse.
Det mener i hvert fald Line Thulstrup Østergaard fra Aarhus, der nyder at bruge det lokale bibliotek på Dokk1.
- Jeg kan godt lide at komme her, og jeg kommer her næsten dagligt, siger Line Thulstrup Østergaard, der har sabbatår og elsker at fordybe sig i bøgerne.
Og hun er ikke ene om at nyde turen på biblioteket. Ifølge Danmarks Statistik er antallet af udlån steget med næsten ni procent i 2023.
I Aarhus Kommune er tallet ti procent og dermed én procent højere end landsgennemsnittet. Det vækker glæde og stolthed på bibliotekerne.
- Jeg bliver jo bare virkelig glad over det. Det ser ud som om, at alt det gode vi gør for at styrke læselysten hos både børn og voksne, faktisk har en effekt, siger Marie Østergaard, der er chef for bibliotekerne i Aarhus Kommune.
Stemningen trækker
Flere af de besøgende, som TV2 Østjyllands reporter i dag har mødt på Dokk1 i Aarhus, har nogle bud på, hvorfor bibliotekernes popularitet er steget.
Gymnasielærer Simon Steiniche Mosgaard fra Aarhus bruger biblioteket cirka en gang hver anden uge, og for ham er det især stemningen, der er årsag til, at han er jævnlig bruger.
- Det er et rart sted at komme, og så kan man arbejde hernede, læse avis og låne bøger, siger han.
Derudover betyder det noget for gymnasielæreren, at mange biblioteker fungerer som et samlingssted.
- Det er et sted med viden og et samlingssted for hele byens befolkning. Mange steder er det også et sted, hvor de studerende kommer og arbejder, så det har mange funktioner, siger Simon Steiniche Mosgaard.
Line Thulstrup Østergaard er enig i, at stemningen på biblioteket er dét, der lokker hende mod de lange gange med massevis af bøger.
- Det giver ro og fordybelse, og så er det et kæmpe videnshus, hvor man kan lære alt muligt. Der er ofte også mange mennesker hernede. Det, synes jeg også, er dejligt, siger Line Thulstrup Østergaard.
Tror på udviklingen
Selvom statistikkerne ikke stikker af, så tror chef for bibliotekerne i Aarhus Kommune, Marie Østergaard, på, at udviklingen fortsætter.
Bibliotekerne i kommunen har igennem længere tid arbejdet for at skabe attraktive rammer for både børn og voksne.
- Jeg vil bare gerne blive ved med at se den her positive udvikling. For vi ved, at man får rigtig meget ud af at læse, og at både børn og voksne har glæde af at dykke ned i litteraturens verden, siger Marie Østergaard.
Er du bekymret for, at det her bare er en døgnflue, og at folk hopper over på eksempelvis e-bogs-tjenester?
- Nej, det er jeg egentlig ikke. Jeg ved, at der er mange af vores lånere, der også bruger andre e-bogs-tjenester. Jo mere vi læser, jo mere får vi lyst til at læse, siger Marie Østergaard.