Borgmester vil have pant på pizzabakker
Aarhus' borgmester vil indføre et nationalt genbrugssystem for takeaway-emballage.
Når du fremover køber en pizza, skal du måske betale pant for bakken.
Det er i hvert fald, hvad Aarhus' borgmester Jacob Bundsgaard (S) gerne ser ske.
Han har skrevet et brev til miljøminister Magnus Heunicke sammen med borgmestrene i Odense og København.
I brevet opfordrer de tre politikere til at indføre et nationalt genbrugssystem for takeaway-emballage.
De skriver blandt andet i brevet, at man i landets tre største byer ser med misundelse på flaskeautomaten, der er tilgængelig i næsten hvert eneste supermarked i hele landet, og hvor glasflaskerne bliver afleveret til genanvendelse for at blive brugt igen og igen.
Borgmestrene ser gerne, at der også bliver lavet et nationalt retursystem til emballagen, vi bruger til vores to-go-kaffe, salatbokse og pizzabakker - ligesom det vi kender fra flaskeautomaten.
Det flyder med emballage
Formålet er, som de skriver brevet, at "minimere engangsforbruget og skraldet i vores gader."
I brevet står der også, at i Aarhus er cirka halvdelen af det affald, kommunen opsamler fra sine skraldespande og fra gaden, takeaway-emballage.
Borgmestrene vil gerne gå forrest og reducere forbruget af engangsemballage, men der er brug for én national løsning, der kan sikre skala og de stordriftsfordele, der følger med, skriver de i brevet.
Læs hele brevet til miljøministeren:
Opfordring fra København, Aarhus og Odense om at indføre et nationalt genbrugssystem for takeaway-emballage
Kære Magnus Heunicke
I landets tre største byer ser vi med misundelse på flaskeautomaten, der er tilgængelig i næsten hvert eneste supermarked i hele landet og hvor glasflaskerne bliver afleveret til genanvendelse for at blive brugt igen og igen. Der eksisterer samme muligheder for al den emballage, vi bruger til vores to-go-kaffe, salatboks og sågar pizzabakke. Men vi har desværre intet nationalt fælles retursystem til takeaway-emballage, som ellers både kunne minimere engangsforbruget og skraldet i vores gader.
Derfor vil vi med dette brev gerne opfordre regeringen til at igangsætte et nationalt genbrugssystem for takeaway-emballage, hvor emballagen kan samles ind, rengøres og bruges på ny. Helt ligesom vi kender det fra flaskeautomaten. Oceana estimerer, at danskerne hvert år bruger 130 millioner engangs-kaffekopper. Alt for mange af dem, ender som affald i den danske natur, i gaderne og i vores parker. I Aarhus er cirka halvdelen af det affald, som kommunen opsamler fra sine skraldespande og gaden, takeaway-em-ballage som pizzabakker, ølkrus og to-go-kopper.
Byerne er klar. I både Aarhus, Odense og København vil vi gerne gå for-rest og reducere forbruget af engangsemballage. Men der er på sigt brug for én national løsning, der kan sikre skala og de stordriftsfordele, der følger med.
Danskerne er klar. En undersøgelse fra Plastic Change viser, at 92 pro-cent af danskerne er klar til at aflevere deres brugte emballager til gen-brug, hvis der fandtes et system for det.1
Branchen er klar. I efteråret 2023 sendte en lang række branche- og fag-foreninger, NGO’er, virksomheder og forskere et åbent brev til mini-strene med en opfordring om at den kommende plasthandlingsplan bl.a. bør indeholde midler til udvikling og opbygning af infrastruktur til et nationalt dækkende genbrugssystem for takeaway-emballage.
EU-Kommissionen arbejder på en ny emballageforordning og opfor-drer også medlemslandene til at etablere genbrugssystemer og tilhø-rende infrastruktur i forbindelse med forhandlingerne om emballage-forordningen.
Vi opfordrer derfor regeringen til at gribe både byernes, borgernes og branchens engagement og vise, at Danmark går forrest, når det gælder grøn omstilling og en ansvarlig miljøpolitik.
Vi ser frem til at modtage ministerens tilbagemelding på vores forslag, og stiller os meget gerne til rådighed for nærmere dialog.
Med venlig hilsen,
Sophie Hæstorp Andersen, overborgmester i Københavns Kommune
Jacob Bundsgaard, borgmester i Aarhus Kommune
Peter Rahbæk Juel, borgmester i Odense Kommune
Allerede pant på kaffekoppen
Der er allerede opbakning til borgmestrenes opfordring. I hvert fald har Salling Group og Starbucks netop meldt ud, at de bakker om en national emballageordning, skriver Salling Group i en pressemeddelelse.
I Aarhus er der allerede pant på noget bestemt take-away emballage.
I en tre-årig forsøgsperiode kan man som aarhusianer vælge to-go-kopper og krus med pant, som efterfølgende indsamles, vaskes og genbruges.
Det koster fem kroner i pant, når man køber sin drik, hvorefter pengene bliver overført automatisk til ens betalingskort, når man afleverer koppen igen i en af pantautomaterne, der står forskellige steder i byen.
Onsdag går Starbucks med i forsøgsordningen i Aarhus. Det kommer til at ske i de to caféer, som ligger henholdsvis i Salling Aarhus og i Borgporten tæt på Aarhus Domkirke.
Borgmester vil ikke gå forrest alene
Det er også sådan, det skal fungere med takeaway-emballagen, siger Jacob Bundsgaard (S) til TV2 Østjylland.
- Der skal være et andet indkast i maskinen, men principielt er det det samme. Take-away emballagen skal have en QR-kode ligesom kaffekopperne, siger Jacob Bundsgaard (S).
På kaffekopperne kan man scanne en QR-kode, der fører en til en hjemmeside med et kort over de steder, hvor det er muligt at pante sin kop.
Han mener også, at det skal være muligt at pante sin take-away emballage i dagligvarebutikker, ligesom man kan med flasker.
Hvad forhindrer dig i at indføre det i Aarhus Kommune, I er jo allerede gået forrest med kaffekopper?
- For det første er ordningen med kaffekopperne frivillig. Det er op til forbrugerne og virksomhederne, om man vil tage del i ordningen, og hvis man skal tage det op i stor skala, så er det nødt til at gælde alle eller i hvert fald en stor del af virksomheder, der har engangsemballage. For det andet ville det få prisen på en løsning ned, hvis alle kommuner er med på det, siger Jacob Bundsgaard.
Han tror på, at borgerne er med på også at skulle pante takeaway-emballage.
- Vi kender systemet fra flasker og er i gang med at lære det med kaffekopper, og derfor kan vi også gøre det med andre ting, siger borgmesteren.
Han kan endnu ikke sige, hvad panten på en pizzabakke vil blive.
Miljøministeren har endnu ikke svaret på borgmestrenes brev.