Kovending i gang: Nu kan man igen køre i begge retninger
Fredag formiddag bliver afmærkningerne fjernet, så man igen kan køre i begge retninger på Nørre Allé, og der er endnu et tiltag på vej i det centrale Aarhus.
Nu skal det blive en anelse nemmere som bilist at komme fra a til b, hvis man bor omkring Nørre Allé i Aarhus.
Det er i hvert fald hensigten med det arbejde, der fredag formiddag er i gang på Nørre Allé. Her bliver afmærkningerne på vejen fjernet, og der bliver sat poser over de skilte, der fortæller, at gennemkørslen er forbudt ved busslusen ved Klosterport og Ny Munkegade.
Det sker efter, at rådmand Nicolaj Bang (K) har fastslået, at han vil rulle planerne om omdannelsen af Vesterbro Torv tilbage. Derfor har han nu sat flere ændringer på vejene i gang uden politisk opbakning.
Årsagen til, at Aarhus Kommune har valgt at starte med tiltaget på Nørre Allé, er egentlig ret simpel, fortæller Morten Skou Nicolaisen, afdelingsleder for Mobilitet i Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.
- Det har været det nemmeste og mindst omfattende at rulle tilbage.
Forventer I at se en positiv effekt på biltrafikken?
- Vi forventer, at der kommer mere gennemgående trafik på Nørre Allé, og det vil påvirke trafikken. Men på grund af den korte tidsfrist har vi ikke lavet konsekvensberegninger på det, siger han.
Mere omfattende tiltag
Det er dog ikke det eneste strakstiltag, der skal laves ved vejene omkring Vesterbro Torv.
Også ved Vester Allé og Hjortensgade skal ensretningen for bilerne fjernes, men hvornår det bliver gjort, har Morten Skou Nicolaisen ikke et klart svar på
- Det bliver i løbet af de kommende uger. Vi håber det bliver i april, men ellers først til maj, siger han.
Arbejdet med disse veje er noget mere omfattende. Det skyldes blandt andet, at man har lavet en markering til cykler, som nu skal fjernes, så der atter kan komme to kørebaner.
- Vi skal have godkendt tegningsmateriale, der viser, hvor der skal skrælles markeringer af, hvilke skilte der skal tages ned, og så skal det først godkendes af Østjyllands Politi, siger Morten Skou Nicolaisen.
De er i gang med at planlægge, hvordan ensretningen skal fjernes, og det er indtil videre den eneste bestilling i nærmeste fremtid omkring Vesterbro Torv.
- Det er muligt, at der kommer flere bestillinger, men det skal først besluttes politisk, siger Morten Skou Nicolaisen.