Dyster udmelding: Kassen kan være tom om to år
Randers Kommune risikerer at løbe tør for penge i 2026.
Randers Kommune står i en meget alvorlig økonomisk situation efter Nordic Waste-skandalen.
Det står klart efter et pressemøde om situationen onsdag eftermiddag. Her kalder borgmester Torben Hansen (S) situationen for ekstrem.
- Vi er i en økonomisk vanskelig situation, og vi har brug for hjælp, siger han.
Randers Kommune regner ifølge kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt i alt med at skulle bruge mellem 468,2 og 663,4 millioner kroner på indsatser ved Nordic Waste.
Det betyder, at kommunen forventeligt kommer til at mangle 370 millioner kroner i kommunekasse.
Kommunen kan dermed stå med markant flere udgifter, end der er råd til at betale.
Det fortæller kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt på et pressemøde i Randers onsdag.
Her fremviser han grafer, der viser scenarier for, hvordan udgifterne kan bringe kommunens økonomi i et stort minus.
- Det er alle kommunaldirektørers skræk. Jeg har været kommunaldirektør i tyve år og aldrig ønsket at kunne vise en sådan planche, siger han.
Kan løbe tør for penge om to år
Udsigten til udgifter på svimlende 370 millioner kroner - eller mere - får kommunen til at komme med en prognose for, hvornår pengekassen er tom.
- Prognosen viser, at kommunens kassebeholdning forventes alt andet lige at blive opbrugt et sted mellem medio 2026 og starten af 2028, siger kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt.
Løber kommunen tør for penge, bliver den sat under administration af Indenrigsministeriet. I praksis betyder det, kommunen skal fremlægge planer for, hvordan man genopretter økonomien
Tæt på umulig opgave
Randers Kommune vil den kommende tid forsøge at skaffe penge til den store regning.
- Vi går til de politiske baglande og siger, vi kan simpelthen ikke løfte den her opgave, vi har brug for hjælp, det er det, vi vil bruge de næste måneder på, siger borgmesteren.
- Det kan være vi får penge fra konkursboet, det kan også være vi får penge andre steder fra, siger han yderligere og nævner, at staten allerede har hjulpet, men ikke tilstrækkeligt.
Hvis og såfremt der ikke findes flere penge inden budgetforhandlingerne, er kommunen i en meget svær situation.
- Direktionen har så ansvar for komme med forslag til det. Det er en svær - tæt på umulig - opgave med den økonomi, Randers Kommune har, lyder det fra kommunaldirektøren.
Følg vores livedækning af sagen.