Afventer politisk udmelding: - Vi skal ikke igennem det en gang til
Brdr. Thorsen er klar til nyt samarbejde om nyt biogasanlæg på Djursland, hvis placeringen ligger fast først.
Hvis der skal bygges et nyt, stort biogasanlæg på Djursland, må kommunerne og politikerne gå forrest og bane vejen for det.
Sådan lyder det nu fra Brdr. Thorsen, efter virksomhedens planer om et anlæg i nærheden af Djurs Sommerland er lagt i graven.
- Vi får ikke meget ud af at sidde og hyle over, at det vi var i gang med, ikke er blevet til noget. Det kan vi ikke bruge til ret meget nu. Det er sådan det er, siger Steffen Thorsen Til TV2 Østjylland.
Interesserede i samarbejde
Han fortæller, at de har været i tænkeboks hos Brdr. Thorsen, efter politikerne i Syddjurs Kommune på et byrådsmøde 28. februar stemte for at gå andre veje og afsøge muligheden for et samarbejde med Norddjurs Kommune. Og nu er meldingen fra Brdr. Thorsen klar.
- Vi har sagt til begge kommuner, at vi er interesserede i et samarbejde med dem og i at tage dialogen. Så er det jo de to kommuner, der skal komme til os og sige, at sådan her kan vi gøre det, sådan her kan et samarbejde tværkommunalt se ud. Når de så har strikket det sammen på en måde, som vi kan se os selv i, så må vi arbejde videre på den måde, siger Steffen Thorsen.
Placeringen skal på plads
Borgmestrene fra de to kommuner holdt for nylig et møde om mulighederne for at samarbejde om et nyt biogasanlæg på Djursland. Det helt store stridsspørgsmål hidtil har været placeringen, og som Steffen Thorsen ser det, skal det afklares, før man tager næste skridt.
- Det er klart, at vi skal ikke igennem det, vi har været igennem det seneste halvandet år i Syddjurs Kommune en gang mere, for det giver ingen mening - hverken for os eller andre. Man er nødt til at sørge for, at der er bred politisk opbakning i begge kommuner til et eller andet sted, hvor man ser, at det kan lade sig gøre, siger Steffen Thorsen.