Lærere efterlyser sanktionsmuligheder over for voldelige børn
TV 2 kunne onsdag fortælle, hvordan lærere og børnehaveklasseledere oplever voldelig adfærd mellem elever på ugentlig eller daglig basis.
Der mangler sanktionsmuligheder overfor skoleelever med voldsom eller udadreagerende adfærd på de danske folkeskoler.
Sådan lyder budskabet fra flere lærere, som ifølge en ny undersøgelse oplever, at der ikke er tilstrækkeligt med sanktionsmuligheder overfor elever med voldelig adfærd.
Undersøgelsen er lavet af TV 2 i samarbejde med Danmarks Lærerforening, som har spurgt 9000 lærere og børnehaveklasseledere.
2426 har svaret, og af dem oplever knap 1900 – svarende til næsten 8 ud af 10 – at deres skole mangler muligheder for at sanktionere elever i sager om voldsom udadreagerende adfærd.
Kræver handling
TV 2 kunne onsdag fortælle, hvordan lærere og børnehaveklasseledere i stigende grad oplever voldelig adfærd mellem elever på ugentlig eller daglig basis.
Antallet af lærere, der nu råber på flere sanktionsmuligheder, bør ifølge Skolelederforeningen føre til, at der bliver kigget på de handlemuligheder, skolerne har.
Ifølge næstformand Dorthe Andreas har skolelederne allerede for længe siden bedt om, at der bliver kigget på bekendtgørelsen for god orden i folkeskolen.
- Vi mener ikke, at den er tidssvarende til folkeskolen i dag, fortæller hun.
Næstformanden sætter spørgsmålstegn ved, om skolelederne har de nødvendige redskaber og handlemuligheder, og om de eksisterende muligheder virker efter hensigten.
- Som udgangspunkt skal og bør skolen og forældrene samarbejde om at hjælpe eleven til at kunne begå sig og være en del af fællesskabet i skolen, men indimellem kan det være nødvendigt for skolen at iværksætte en foranstaltning her og nu, fortæller hun til TV 2.
Helt konkret kunne man ifølge Dorthe Andreas kigge på, om skolen skal have mulighed for også at kunne iværksætte foranstaltninger uden forældrenes samtykke i situationer, hvor man ikke kan få kontakt til forældrene, eller hvor forældrene modsætter sig skolens beslutning.
Læs også
Ikke behov for flere sanktioner
Blandt halvdelen af de 2426 lærere og børnehaveklasseledere, som har besvaret undersøgelsen, var der oplevelser med daglige eller ugentlige voldelige episoder mellem eleverne.
Samtidig svarede flere, at de oplever lidt eller markant flere episoder i dag end for fem år siden.
Undersøgelsen
Danmarks Lærerforeningen har i samarbejde med TV 2 lavet en undersøgelse, hvor organisationen har sendt spørgeskemaer ud til 9000 lærere og børnehaveklasseledere. 2426 har svaret.
Indsamlingen af svar er foregået i perioden fra den 4. til 15. marts.
Svarprocenten er 27 procent, og der er derfor en risiko for, at de adspurgte, der har valgt ikke at svare, ville have svaret anderledes.
Skoleforsker Andreas Rasch-Christensen vurderer, at undersøgelsen kan bruges til at give et fingerpeg om udviklingen i voldelig adfærd mellem elever på folkeskoler.
De 2426 respondenter er ifølge Danmarks Lærerforening repræsentative for deres medlemmer i den almene folkeskole på parametre som geografi, køn og alder.
Modtagerne af spørgeskemaet er blandt andet blevet spurgt til omfanget af voldelig adfærd. Voldelig adfærd beskrives som eksempelvis slag, spark, skub, kasten med genstande, bid eller spyt.
Men trods undersøgelsens resultater er skoleforsker Andreas Rasch Christensen fra VIA University College uenig i, at der er behov for en opstramning af sanktionsmulighederne.
Han håber i stedet på en pædagogisk drøftelse frem for en juridisk stramning.
- Måske er det snarere et spørgsmål om at få skabt et billede af, hvorfor, hvordan og hvornår man kan tage sanktionerne i anvendelse, fortæller skoleforskeren.
Derfor mener han, at skolerne som udgangspunkt har de sanktionsmuligheder, der skal til.
Han understreger samtidig, at sanktioner mod eleverne skal bruges i samspil med de generelle pædagogiske tiltag som eksempelvis god klasseledelse og positive relationer mellem eleverne.
- Her indgår muligheden for at tage sanktioner i anvendelse, hvis regler brydes, men ideelt så når man ikke dertil, fordi det står klart for eleverne, hvad der forventes, og hvad rammer og regler er, fortæller skoleforskeren.
Forældre skal bakke lærerne op
Helt konkret foreslår Andreas Rasch Christensen, at man på både lokalt og nationalt plan får drøftet, hvornår og hvordan sanktioner mod elever kan anvendes.
Vigtigst af alt er det dog ifølge skoleforskeren, at debatten om sanktioner også kommer til at indeholde en pædagogisk diskussion om ledelse og pædagogik.
Andreas Rasch Christensen uddyber, at også forældre spiller en afgørende rolle i at bakke op om skolen og lærernes autoritet.
- Jeg tror, at man skal forstå, at sanktioner er noget ultimativt, som man som lærer ikke bare har lyst til at tage i anvendelse hyppigt. Man vil rigtig gerne lykkes med de generelle pædagogiske indsatser, fortæller han.
Forstår du, at lærerne mangler muligheder for at sanktionere elever i sager om voldsom udadreagerende adfærd?
- Jeg forstår, at det er svært, og at der kan være uklarheder over, hvornår man må og skal det ene eller andet. Skoleledelsen skal selvfølgelig tæt med ind over, og sådan vil det også være i de fleste tilfælde. Lærerne må aldrig stå med det alene.
Andreas Rasch Christensen understreger, at sanktionerne stadig skal være tilgængelige for skolerne, men at det ikke vil hjælpe at udvide muligheder eller at stramme de eksisterende yderligere.
- Vi skal snarere få skabt et billede af hvornår og hvordan og så støtte lærere, ledelser og skoler i at håndtere det, fortæller han.