150 km/t Vild flugt gennem Aarhus: - Vanvittigt

Det kunne være endt rigtig galt, da en bilist natten til tirsdag blæste forbi flere røde lys med 150 km/t. Politiet kalder kørslen for vanvittig.

- Det er ikke hver dag, at der bliver kørt så hurtigt, og vi bliver nødt til at eftersætte med tre patruljer. Han er oppe at køre 150 kilometer i timen, da det går hurtigst, siger pressemedarbejder Janni Lundager, Østjyllands Politi. 

Hun priser sig lykkelig for, at bilisten havde valgt natten til sin livsfarlige kørsel. 

- Hændelsen sker heldigvis omkring klokken kvart i to om natten, så der var ikke så meget trafik, men det er helt vanvittigt at køre næsten over 100 km/t mere, end man må. Jeg vil betragte hans kørsel som vanvidskørsel, siger Janni Lundager. 

Politiet blev opmærksom på bilisten klokken kvart i to i krydset ved Gudrunsvej og Åby Ringvej, da han kom kørende imod en patrulje med høj fart. 

Nu gælder det om at holde tungen lige i munden for at følge med i de mange trafikforseelser, den 53-årige bilist når at gøre sig skyldig i i løbet af biljagten gennem Aarhus. 

Undviger patruljebil

Patruljebilen satte efter bilisten, der kørte overfor rødt og fortsatte ad Åhavevej i meget høj fart. 

Hverken politiets horn eller lygter fik chaufføren til at standse, i stedet kørte han videre ad Marselis Boulevard og kørte overfor rødt ved Dalgas Avenue. På Strandvejen og i krydset ved Strandvejen og Oddervej var de røde lys heller ikke nok til at standse bilisten. 

En hundepatrulje forsøgte at sætte en stopper for vanvidskørslen ved at lægge de såkaldte stop sticks, der kan punktere bilens dæk. Men bilisten undveg og fortsatte ad Oddervej, hvor han også undveg en patruljebil, der var parkeret på tværs af vejbanen. 

Blæser overfor rødt 

I stedet fortsatte bilisten ad Ringvejen, hvor han passerede endnu et rødt lys. Først i krydset ved Holme Parkvej lykkedes det politiet at få den mandlige bilist til at sænke farten med stop sticks. Det blev dog ikke til et fuldt stop, da vanvidsbilisten trak op på cykelstien og kørte ad Christian X's Vej i den modsatte kørselsretning. 

Da det endelig lykkedes at stoppe den 53-årige bilist kvitterede politiet med en stribe sigtelser for brud på færdselsloven og vold mod tjenestemand, da han påkørte en patruljebil undervejs i sin flugt. 

- Vi ved endnu ikke, hvorfor han kørte, som han gjorde, for han har endnu ikke villet afgive forklaring, siger Janni Lundager. 

Guldsmede frygter røvere med mundbind

Guldsmede frygter røvere med mundbind

Byggeplads Aarhus Ø

Mere corona-kontrol med udenlandsk arbejdskraft

Hornslet Skole pavillon

Ny skole på vej: Her er de mulige placeringer

Mundbind maske

Krav om mundbind udvides i dag: Butikkerne er forberedt

image00001

Den etbenede jyde cykler for fred

Udestue

Flemming har været coronasmittet og isoleret fra familien i fem uger