33-årig kendt skyldig i bortførelse og overgreb på fireårig
Der er fredag faldet dom i sag om bortførelse og overgreb på børnehavebarn
En 33-årig mand er kendt skyldig i sagen om bortførelse og overgreb på en fireårig pige.
Sagen har fredag været for retten i Aarhus, hvor kendelsen faldt klokken 13.
Den oprindelige tiltale lød på voldtægt, men retten har dog ikke fundet bevist, at manden har haft fuldbyrdet samleje med pigen. Derfor dømmes han for anden form for kønslig omgang end samleje.
OPDATERET: Fredag sidst på eftermiddagen var stafudmålingen klar, og den 33-årige blev dømt til anbringelse på en psykiatrisk afdeling på ubestemt tid. Det kan du læse mere om her.
Læs også
Pigen har angiveligt ikke fysisk lidt overlast, og der er ikke konstateret skader på hende efter overgrebet.
Den 33-årige er af lægerne fundet sindssyg på gerningstidspunktet. Derfor kan han ikke idømmes en almindelig straf og står ifølge anklagemyndigheden til en dom til anbringelse på en psykiatrisk afdeling på ubestemt tid.
Retten skal nu tage stilling til, hvilken form for sanktion man finder passende.
Læs også
Den fireårige pige blev 14. juni bortført fra daginstitutionen Børnehuset Snogebæksvej i Aarhus V. Ifølge Østjyllands Politi skete hændelsen i tidsrummet fra klokken 12.45-13.50.
Den 33-årige mand løftede den lille pige over hegnet til institutionen og fik hende til at følge med til en nærliggende adresse. Her udsatte han hende for seksuelle overgreb, inden han kørte hende tilbage til et fortov nær institutionen.
Den 33-årige mand har tidligere i retten erkendt, at han bortførte pigen, men han nægter at have haft samleje med hende.
Har hævet hegnet
Institutionen på Snogebæksvej vurderede kort tid efter den ulykkelige episode, at et bedre udsyn fra gårdspladsen og ud til den anden side af hegnet var nødvendig.
Det er blevet gjort ved blandt andet at beskære diverse buske. Desuden er hegnet rundt om legepladsen blevet hævet flere steder. Og så skal pædagogerne have et vågent øje på aktiviteter langs det nye hegn.
Læs også
- Her har vi på dele af legepladsen øget hegnshøjden. Men det er gjort ud fra den pædagogiske tilgang, at børn skal kunne bevæge sig frit på legepladsen, så børn har nogle rum at skjule sig i og lege i. Det betyder ikke, at vi ikke holder øje med dem, for det gør vi, sagde Kristine Schroll i februar og fortsætter.
- Vi har gjort det sådan, at personale og forældre kan føle sig trygge, sagde hun til TV2 ØSTJYLLAND i februar.
- Vi skal skabe en yderligere tryghed
Sagen om bortførelsen af den lille pige har sat spørgsmål i gang om sikkerheden i de aarhusianske daginstitutioner.
Ifølge Thomas Medom (SF), der er rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune, er der trygt i de aarhusianske institutioner. Men han mener, at det handler om at skabe en yderligere tryghed. Og det kan gøres på forskellige måder.
- Det, vi helt konkret har opfordret til i den her situation, er, at man kigger på højden af hegnene. Og at man kigger på, hvor tit man runderer på institutionerne, siger Thomas Medom.
Men samtidig understreger han også, at det er en afvejning.
- Det er vigtigt, at man fastholder, at det er børnerum og pædagogiske steder. Vi skal ikke bygge sikrede institutioner. Det er nogle svære afvejninger, og de er rigtig svære at sidde og lave inde på et rådhus. De skal laves lokalt først og fremmest, siger han.
Thomas Medom mener, at spørgsmålet om sikkerheden i daginstitutionerne er en vigtig diskussion at have ude i det lokale. Men han mener også, at det er vigtigt, at vi ikke får amerikanske tilstande med vagter og videoovervågning.
Sikkerheden under lup
Allerede dengang valgte Aarhus Kommune at undersøge sikkerheden i daginstitutionerne nærmere. Flere dagtilbudsledere henvendte sig til kommunen, fordi mange bekymrede forældre ville vide, hvordan institutionerne forholdte sig til situationen.
Læs også
Kommunen reagerede promte på de mange urolige henvendelser. Der blev sendt mail ud til både kommunale og selvejende dagtilbud, hvor kommunen beder dem om at gennemgå procedurerne og sikkerheden på legepladserne.
Det er blot to dage efter bortførelsen, at lederen af Skole, Dag- og Fritidstilbud i Aarhus Kommune sender brevet ud til 45 kommunale dagtilbud med i alt 282 afdelinger og til 25 selvejende dagtilbud med i alt 27 afdelinger.