Ikonisk værtshus får sur smiley: Fandt rottelort, spindelvæv og snavs i skur

Fødevarestyrelsen har givet Cirkuskroen i Aarhus en sur smiley og en bøde på 10.000 kroner efter deres seneste tilsyn på værtshuset.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Når man træder ind på Cirkuskroen bliver man mødt af lugten af øl, cigaretter og massevis af klovne, som hænger i loftet, men på gulvet i kælderen og skuret er det en helt anden sag. Foto: Google Street View

Opdatering:

Torsdag den 12. september oplyser ejeren af Cirkuskroen, Lars Andersen, at Cirkuskroen har haft et uanmeldt besøg af Fødevarestyrelsen, og at værtshuset i forbindelse med kontrolbesøget har fået sin glade smiley tilbage.

Klovne i alle afskygninger pryder den ikoniske bodega, Cirkuskroen, som ligger på Skovvejen i Aarhus.

Men i bodegaens skur og kælder er det et helt andet syn, der møder én. Det fremgår i en kontrolrapport, som Fødevarestyrelsen har udgivet i august.

På styrelsens seneste kontrolbesøg den 9. august har de nemlig fundet ekskrementer fra rotter, som ligger blandt drikkevarer og opbevaringer af snacks.

- Der opbevares drikkevarer i form af øl og vand på flaske samt køle/frysemøbler med opbevaring af flæskesvær og drikkevarer i skur i gården. Her ses der flere steder på flisebelægningen ekskrementer fra rotter, skriver Fødevarestyrelsen i kontrolrapporten.

Cirkuskroen ligger på Trøjborg i Aarhus. Nærmere bestemt på Skovvejen 23. Foto: Google Street View

I værtshusets kælder opbevares der også drikkevarer på flaske, og her er der også fundet tegn på skadedyr.

- Der er flere rum i kælderlokale med åben forbindelse. Her ses der spor fra gnavere i form af gnavemærker i flamingo og plasticposer med julepynt i et lavt rum i den ene ende af kælderen, skriver Fødevarestyrelsen i kontrolrapporten.

Fødevarestyrelsen har heldigvis ikke en finger at sætte på selve værtshusets. Anmærkningerne er udelukkende fra skuret og kælderen.

Snavs, spindelvæv og støv

I Cirkuskroens øl-rum, som står i baggården, er den også gal.

Her har den tilsynsførende fra Fødevarestyrelsen blandt andet noteret sig, at der er betydelige mængder af spindelvæv, støv og skidt på gulvet. Det samme gør sig gældende i kælderen.

Mit kloarksystem er helt nyt, men Cirkuskroen er omringet af huse og naboer, og de gør ikke noget for at forhindre, at rotterne kommer her.
Lars Andersen, ejer, Cirkuskroen

- I skur i baggård med trappenedgang til kælder, hvor der er opbevaring af drikkevarer, køleskab og frostskab, ses der ligeledes støv, snavs og spindelvæv. På køleenheder ses der mørke skimmellignende belægninger udvendigt samt i lister på dør, skriver Fødevarestyrelsen.

I de kælderlokaler, hvor der opbevares drikkevarer, er der også fundet støv, spindelvæv, grus, sten og løst puds på vægge, gulve og loft.

Alt dette koster nu det brune værtshus en sur smiley, en bøde på 10.000 kroner og indskærpelse af hygiejne. Denne indskærpelse medfører gebyrbelagt kontrol

Ejer har allerede fikset problemet

Ejeren af Cirkuskroen, Lars Andersen, har kæmpet med rotter i årvis. I forsøg på at løse problemet fik han for under tre år siden skiftet kloaksystemet på hele matriklen.

- Mit kloaksystem er helt nyt, men Cirkuskroen er omringet af huse og naboer, og de gør ikke noget for at forhindre, at rotterne kommer her, siger Lars Andersen til TV2 ØSTJYLLAND.

Lars Andersen understreger også, at han gør, hvad han kan for at holde værtshuset rent.

- Det kan være svært at holde et værtshus rent, men vi rengøre det flere gange om ugen, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Ejeren har også netop fået sat et helt nyt skur op i baggården.

- Det kan rotterne ikke komme igennem. Og jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg nu har byens flotteste lagerrum, siger Lars Andersen.

Fødevarestyrelsen har også noteret, at der opbevares ål på frost i virksomhedens skur i baggården, på trods af at virksomheden ikke er registreret til salg af frostvarer. Det har også resulteret i en indskærpelse, som medfører gebyrbelagt opfølgende kontrol.

Ejerens forklaring er dog, at det ikke er hans ål, men derimod overboens.

Torsdag eftermiddag oplyser Lars Andersen, at Cirkuskroen har haft et uanmeldt besøg af Fødevarestyrelsen, og at værtshuset i forbindelse med kontrolbesøget har fået sin glade smiley tilbage.

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her