Indbrudstyve anholdt efter flugtforsøg
Østjyllands Politi har anholdt to mænd, der er mistænkt for at stå bag et indbrud på Egebjergvej i Brabrand i Aarhus.
Det oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport.
De to mænd - på henholdsvis 27 og 28 år - blev anholdt onsdag formiddag i forbindelse med indbruddet. Her forsøgte de at stikke af fra politiet - men uden held.
Politiet kunne efterfølgende levere tyvekoster tilbage til ejeren af huset på Egebjergvej.
Kort nyt
Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk
Kedelig topplacering: Område hårdt ramt af indbrud
Juledagene er for manges vedkommende lig med julehygge, god mad og familiebesøg.
For nogle er det desværre også lig med et indbrud i hjemmet, når de vender tilbage efter juleferien.
Ifølge tal fra Danmarks Statistik var Region Midtjylland den region i landet, hvor der kom flest anmeldelser om indbrud - 104 styks - i julen 2023.
Dog viser indbrudstal for juledagene i 2023, at antallet af indbrud i beboelser i juledagene fra 23. december til og med 31. december lå lavt.
Samlet er der fra 2013 til 2023 sket et fald på 80 procent.
Alice drak vodka og kørte bil - men hun er ikke alene
Da det var værst, drak Alice Ulrichsen en flaske vodka om dagen samtidig med, at hun passede sit arbejde og kørte bil.
- Jeg var jo et mordvåben med det samme, når jeg satte mig bag rattet.
Sådan beskriver Alice Ulrichsen den tid, hvor hun dagligt kørte bil, selvom hun var påvirket af alkohol.
Ifølge tal fra politiet er hun langt fra den eneste, der har kørt bil i påvirket tilstand. I 2024 er 61 personer i Østjylland indtil videre blevet dømt for spirituskørsel med en promille på over 2. Det er 13 mere end i 2022.
Brandvæsen på udrykning: Brand i bil
Natten til fredag opstod der brand i en bil ved Tilst nær Aarhus.
Branden er ifølge pressevagten ved Østjyllands Brandvæsen en "standardbrand", og mandskabet var derfor hurtigt til stede, da anmeldelsen tikkede ind klokken 02.25.
Østjyllands Brandvæsen har forladt stedet igen fredag morgen.
Ny lov skal sikre mindre emballage
Danmark er et af de lande i Europa, der laver allermest husholdningslignende affald per borger. Halvdelen af det affald består af emballageaffald som brugte shampooflasker, kødbakker og anden indpakning.
Meget af emballagen bliver genanvendt, men nu skal en ny lov sikre, at det fremover ikke er kommunerne, der alene står med ansvaret for affaldshåndteringen, men ligeledes producenterne af emballagen.
Det betyder, at emballageproducenter som noget nyt skal til at betale for indsamlingen og behandlingen af emballagen, når det smides i skraldespanden.
Tabt gods og levende dyr
Vejdirektoratet melder om levende dyr og tabt gods.
På motorvej E45 fra Randers mod Aarhus mellem Sønder Borup og Hadsten er der levende dyr på vejen.
I et kryds ved Aarhus Vest på rampen fra Aarhus C til motorvej E45 mod Aalborg er der tabt gods. En kegle står på tilkørslen. Vejhjælp er på vej.
Tyggeben mistænkes for hundepsykoser i flere lande
Tyggeben fra Kina kædes sammen med psykose-lignende opførsel blandt hunde ikke alene i Danmark, men også i blandt andet Finland og Tyskland.
Det oplyser det finske public service medie Yle og det tyske medie RedaktionsNetzwerk Deutschland (RND).
I både Finland og Tyskland spores de tidligste tilfælde tilbage til august 2024.
I Danmark tilbagekalder virksomheden Chrisco torsdag fem forskellige tyggeruller til hunde.
Det sker, efter at flere hundeejere formoder, at tyggebenene har været skyld i deres hundes psykoselignende opførsel.
Eksperter på kinesisk skib gået i land i Grenaa
Torsdag eftermiddag forlod myndigheder fra Danmark, Sverige, Finland, Tyskland og Kina det kinesiske skib Yi Peng 3, og de har netop lagt til kaj i Grenaa Havn.
Eksperterne har skullet lede efter beviser for, om det kinesiske skib har været medvirkende til, at to telekabler i Østersøen i sidste måned blev revet over.
En bus fra Udenrigsministeriet holder klar - formentlig til at tage imod eksperterne. Det skriver TV 2.
Dødt dyr driller trafikken på motorvejen
Opdatering klokken 17.55: Dyret er fjernet.
På E45 Østjyske Motorvej mod Aalborg ligger et dødt dyr på vejen.
Det drejer sig om frakørsel 47 Tilst.
Vejdirektoratet opfordrer til at passe på og melder, at vejhjælp er på vej
Nyt projekt skal styrke mænds trivsel gennem naturen
Nationalpark Mols Bjerge lancerer sammen med Syddjurs Kommune og Danmarks Jægerforbund et nyt initiativ, 'Hel i Skoven', støttet af Villum Fonden med en halv million kroner. Projektet tilbyder et gratis 12-ugers naturbaseret forløb for mænd i sårbare situationer, som stress eller ensomhed.
Det skriver Villum Fonden i en pressemeddelelse.
Projektet tilbyder et gratis 12-ugers gruppeforløb i naturen, hvor deltagerne gennem forskellige aktiviteter og øvelser får mulighed for at styrke deres mentale og fysiske trivsel.
Ny beredskabsaftale trækker ud
Forhandlingerne om en beredskabsaftale fortsætter efter nytår, oplyser flere ordførere torsdag til Ritzau.
Dermed når minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen (V) ikke at lande en aftale i år, som det ellers er aftalt i forsvarsforliget, og som ministeren har fremlagt som sin klare ambition.