Alice kørte fuld i bil hver dag: – Jeg var jo et mordvåben
I en lang periode kørte Alice Ulrichsen dagligt spirituskørsel. Og hun er langt fra den eneste, der har kørt bil med en høj promille, viser tal fra politiet.
- Jeg var jo et mordvåben med det samme, når jeg satte mig bag rattet.
Sådan beskriver Alice Ulrichsen den tid, hvor hun dagligt kørte bil, selvom hun var påvirket af alkohol.
- Når jeg stod op om morgenen, rystede mine hænder. Jeg kunne ingenting, før jeg havde fået vodka. Jeg levede dagligt med en funktionspromille, siger Alice Ulrichsen.
Da det var værst, drak Alice Ulrichsen en flaske vodka om dagen samtidig med, at hun passede sit arbejde og kørte bil.
- Det er vildt, hvor meget alkohol kan gå ind og styre ens liv. Og hvor meget fornuft den tilsidesætter. Du har ikke en vilje selv, når du er aktiv alkoholiker, siger hun.
Nu har hun ikke rørt alkohol i næsten 12 år og betegner sig selv som ædru alkoholiker. Når hun ser tilbage, fortryder hun, at hun nogensinde har kørt spirituskørsel. Hun deler sin historie for at hjælpe andre, som måtte stå i samme situation, som hun gjorde.
- Det er dybt uansvarligt, det jeg har gjort, det ved jeg godt i dag. Men det tænkte jeg ikke over dengang, fordi jeg havde styr på det, siger hun og uddyber, at når man er alkoholiker, kan man ikke altid se, at man har et problem.
Og Alice Ulrichsen er ikke alene om at have kørt bil med en alt for høj promille, viser tal fra politiet.
Strammere regler
I 2021 blev lovgivningen om vanvidsbilisme lavet om.
Nu er det også vanvidskørsel, hvis man har kørt bil med en promille på mere end 2, lige meget hvor hurtigt, man har kørt.
På trods af en ændring i lovgivningen, viser tal fra politiet, at der ikke er sket den store ændring i antallet af personer, som sætter sig bag rattet med en alt for høj promille.
I 2024 er 61 personer i Østjylland indtil videre blevet dømt for spirituskørsel med en promille på over 2.
Det er 13 mere end i 2022, og sidste år var antallet på 70.
Hos Rådet for Sikker Trafik har man en klar ide om, hvorfor man ikke har set en nedgang i antallet af personer, der kører bil med en promille på mere end 2.
- Vi har et problem, hvor der er nogen, der kører bil, når de har drukket alt for meget, og det hænger tit sammen med et alkoholmisbrug, siger Jakob Bøving Arendt, som er direktør i Rådet for Sikker Trafik.
Direktøren mener, at det er vigtigt at straffe for spirituskørsel, men at dem, som stoppes med en promille på mere end 2, også skal hjælpes ud af deres misbrug på andre måder.
- Hos Rådet for Sikker Trafik har vi et samarbejde med politiet i nogle kredse om, at dem, som stoppes med en høj promille, bliver henvist til rådgivning, så de kan få noget hjælp, siger han.
Hvad er vanvidsbilisme?
I marts 2021 ændredes lovgivningen om vanvidsbilisme. Man kører vanvidsbilisme, hvis man:
Kører med en hastighedsoverskridelse på mere end 100 procent ved kørsel med over 100 km/t. Det er for eksempel vanvidskørsel at køre med over 100 km/t., hvor hastighedsgrænsen er 50 km/t.
Kører med en hastighed på 200 km/t. eller derover.
Kører spirituskørsel med en promille på over 2,00.
Udviser særlig hensynsløs kørsel – det kan f.eks. være, hvis man i tæt trafik gentagne gange overskrider fuldt optrukne spærrelinjer og dermed skaber farlige situationer, eller hvis man kører imod færdselsretningen på en motorvej.
Forsætligt forvolder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed – det kan f.eks. være, hvis man kører bilen ind på cykelstien for at forskrække cyklisterne, eller hvis man bevidst påkører fodgængere i et fodgængerfelt.
Derudover er det vanvidskørsel, hvis man uagtsomt forvolder betydelig skade på nogen eller begår uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.
Kilde: fdm.dk.
Harry Lahrmann, som er lektor ved Trafikforskningsgruppen på Aalborg Universitet, er enig. Han fremhæver problemer med lovgivningen om vanvidsbilisme fra 2021.
- Problemet med paragraffen er, at langt de fleste, der kører med en promille på over 2, er alkoholikere. De skal ikke have en straf, de skal have en behandling, siger Harry Lahrmann.
'Jeg har styr på det'
Direktøren for Rådet for Sikker Trafik fortæller, at de i lang tid har forsøgt at sætte fokus på spirituskørsel med forskellige kampagner, hvilket de ser en virkning i.
- Der er generelt sket en positiv udvikling i at køre med spiritus i blodet. Forstået på den måde, at det ikke længere er socialt acceptabelt, siger direktør Jakob Bøving Arendt.
Hvis nogen forsøgte at fortælle Alice Ulrichsen, at hun drak for meget, var det ikke noget, hun tog seriøst.
- Hvis nogen havde sagt til mig, at jeg drak for meget, så var jeg blevet sur og sagt, at det havde jeg fuldstændig styr på, siger hun og tilføjer, at hun heldigvis aldrig har påkørt nogen eller noget, mens hun har kørt spirituskørsel.
Kan du forstå, hvis nogen synes, at du er uansvarlig, fordi du har kørt spirituskørsel?
- Ja, og der har virkelig været nogen, som har holdt hånden over mig og alle mulige andre. Men konsekvensen af, hvad jeg gjorde, eksisterede ikke i min verden. For jeg skulle jo på arbejde, ellers tjente jeg ingen penge, og tjente jeg ingen penge, kunne jeg ikke købe alkohol. Det var jo en ond spiral.
Hvad sker der når man er fuld?
Det er næsten 12 år siden, at Alice Ulrichsen sidst kørte spirituskørsel, alligevel kan hun huske følelsen af at sætte sig bag rattet, efter hun havde drukket.
- Der var nogle gange, hvor jeg blev nødt til at vende om, når jeg kørte på arbejde, fordi jeg så det som om, at de hvide vejstriber kørte hen over kørebanen, fortæller hun.
Hos Alkolinjen kender man også til folk, som kører med en alt for høj promille, fordi de mener, at de godt kan styre det.
- Gennem mange år har man oparbejdet en tolerance overfor alkohol, som gør, at kroppen, herunder hjernen, er bedst i balance med en vis mængde alkohol i blodet, siger Bjarne Stenger Elholm, som er leder hos Alkolinjen.
Ifølge ham, kan der opstå en enorm uro i kroppen hos alkoholikere, hvis de ikke får den mængde alkohol, de plejer.
Hvad er straffen for spritkørsel?
Der er forskel på, hvad straffen for spritkørsel er, alt efter hvor høj promillen er.
Ved 0,5-1,2 promille skal man op til en ny teori- og køreprøve, man får en bøde og skal deltage i et kursus om kørsel, alkohol og narkotika.
Ved 1,2-2,0 promille mister man sit kørekort i tre år, får en bøde og skal på samme kursus, som beskrevet ovenover.
Ved en promille på over 2 mister man sit kørekort i mindst tre år, får en bøde, skal i betinget fængsel og bilen kan blive konfiskeret.
Derudover stiger straffen, hvis man gentagne gange kører spritkørsel.
Kilde: Rådet for Sikker Trafik
Bjarne Stenger Elholm fortæller også, at det er de færreste, der kan fungere ordentligt med en promille på mere end 2, medmindre man har et alkoholproblem.
- Man har blackoutsituationer, kan stort set ikke stå på benene, man kan få opkast, eller falde i søvn og blive bevidstløs ved en promille på 2, siger han.
Hos Alkolinjen mener man, at det er vigtigt at se på en opsporing af den bagvedliggende grund til, at man kører med en så høj promille.
Er alkolåse vejen frem?
Hvis man kører spirituskørsel med en promille på mere end 2, er det formentlig hverken første eller sidste gang, man gør det, mener Rådet for Sikker Trafik.
Derfor peger de på en anden løsning udover rådgivning og hjælp.
- Vi er nysgerrige på, om en mulig løsning også kan være at have alkolåse i bilerne, hos de folk, som har kørt spirituskørsel gentagne gange, siger Jakob Bøving Arendt, der er direktør i Rådet for Sikker Trafik.
En alkolås gør, at man ikke kan køre bil, hvis man har en promille på mere end 0,5.
Og den løsning ser lektor ved Trafikforskningsgruppen på Aalborg Universitet Harry Lahrmann også som vejen frem.
- Der er blevet talt om alkohollåse i lang tid, og man er ikke rigtig kommet i gang med det. Men det vil hjælpe, siger han.
Men den slags løsninger er omkostningstunge, mener transportordfører for Moderaterne Peter Have.
- Alkolåse er en dyr løsning. Og hvem skal betale det? Borgerne selv? Derudover er det svært for politiet at håndhæve det, siger Peter Have.
Han mener, at folk der kører med en promille på mere end 2, er uden for pædagogisk rækkevidde og ikke går op i, om reglerne på området ændres.
Men han ser rådgivning til dem, som gentagne gange kører med en høj promille, som en god ide.
Derudover påpeger han, at reglerne om vanvidskørsel for kørsel med en promille på mere end 2, også er til for alle dem, som kun gør det en gang.
- Det er for alles bedste, at der er den regel. Dem som kører spirituskørsel med en høj promille, skal miste deres bil, siger han.
Ifølge Alice Ulrichsen var det eneste, der hjalp hende ud af sit misbrug, en konfrontation fra sin familie på det helt rigtige tidspunkt.
- Du kan ikke pådutte en aktiv alkoholiker at stoppe med at drikke. Der kan selvfølgelig være konsekvenser, hvis man fortsætter, men man skal ramme sin personlige bund. Jeg blev taget på det rigtige tidspunkt af min familie, og det er jeg glad for, siger Alice Ulrichsen.
Kontakt Alkolinjen
Har du, eller nogen du kender, problemer med alkohol, kan du alle hverdage fra klokken 9 til klokken 17, gratis og anonymt kontakte Alkolinjen på 80 20 05 00 eller på alkolinjen.dk