På trods af diagnoser: Her kan Adam være som de andre
10-årige Adam Ravn har atypisk autisme og ADHD. Selvom det kan være udfordrende i dagligdagen, har han fundet et frirum, hvor han passer ind.
Med en amerikansk fodbold i hånden forsvinder bekymringerne.
Sådan føles det for 10-årige Adam Ravn fra Stavstrup i det sydvestlige Aarhus, når han snører fodboldstøvlerne og løber afsted på banen.
Han er en dreng, der ikke er som alle andre og altid har været "lidt sin egen", som Adams mor Louise Ravn udtrykker det.
Skemalagt hverdag
Adam har diagnosen ADHD og atypisk autisme. Det betyder, at han har brug for faste rammer.
- Jeg kan ikke lide, hvis jeg ikke ved, hvad jeg skal, siger Adam.
Hverdagen i huset i Stavstrup er derfor skemalagt, så Adam altid er klar over, hvad der skal ske. For eksempel hvornår han skal slappe af, spise, og hvem der henter ham fra træning, når han skal hjem fra amerikansk fodbold.
Og hvis planerne bliver ændret, kan det godt afføde nogle stærke reaktioner hos Adam.
- Så forlader han som regel huset, fordi han har brug for en pause, siger Louise Ravn.
Ingen særbehandling
Selvom Adam har en hverdag, der kan adskille sig fra andre børns, så har han fundet et frirum, hvor han bare kan sig selv.
Det er til amerikansk fodbold.
Når han ifører sig sin uniform og fodboldstøvler og træder ud på banen, føles det, som om Adams autisme og ADHD fordufter.
Det er et par år siden, han begyndte, og her føler han sig forstået.
- Det er det eneste sted, han kan være med på fuldstændig lige vilkår med de andre, siger Louise Ravn.
Heller ikke Adams træner, Christian Emil Børresen, lægger mærke til Adams diagnoser.
Derfor opfordrer Adams mor, Louise Ravn, andre forældre til ikke nødvendigvis at vælge specialtilbud som det første, hvis man har et barn med en diagnose. For det kan lade sig gøre at finde et sted, hvor man er på lige fod med de andre.
- Selvom man er udfordret, kan man være med til rigtig mange ting, hvor man ikke behøver særbehandling, siger Louise Ravn.