Gravide Marlene advarer: Husk at låse jeres dør
Marlene Burmeister havde en yderst ubehagelig oplevelse i sin lejlighed i Brabrand tirsdag formiddag. Nu advarer hun andre.
Marlene Burmeister lagde sig tirsdag formiddag i sin seng for at tage en lur i sin lejlighed i Brabrand.
Hun er otte måneder henne og havde netop afleveret sin datter på halvandet år i vuggestuen.
- Jeg vågner af, at jeg kan høre en mand sige lavmælt, 'hallo', siger hun til TV2 Østjylland.
Stemmen kom fra gangen, og det var en lettere forvirret Marlene Burmeister, der blev vækket fra en dyb søvn. Hun var i soveværelset og havde kun en t-shirt på.
- Jeg råber tilbage, to sekunder, og får et par bukser og en cardigan på og går ud i gangen, hvor han står, siger Marlene Burmeister.
Mystiske forklaringer
Hun kendte ikke manden, som pludselig stod i hendes gang.
- Han siger, at nogen har forsøgt at stjæle min barnevogn, men at det lykkedes ham at få den igen, siger Marlene Burmeister.
Hun sagde tak til manden, og han blev stille et øjeblik. Så spurgte han, om hun ville donere penge til ukrainske børn, fortæller hun.
- Jeg siger til ham, at jeg allerede støtter, og så går han ud af lejligheden, stiller sig ude foran døren, og siger, man kan aldrig støtte med for meget.
Manden gik, og Marlene Burmeister låste døren med det samme.
Efterfølgende gik det op for hende, at han ikke havde nogen indsamlingsbøsse, og barnevognen stod præcis det sted, hvor hun selv havde stillet den.
Tror det var en tyv
Oplevelsen med den fremmede mand i sit hjem har rystet hende.
- Jo mere, jeg snakkede med ham, jo mærkeligere synes jeg, det var, og jeg blev mere og mere bange - også fordi, jeg er sårbar i forhold til graviditeten, siger Marlene Burmeister.
Da han var væk, ringede hun til politiet, sin familie og kæreste.
- Jeg brød sammen, efter han var gået. Det var meget grænseoverskridende, jeg havde næsten ikke noget tøj på, og han var inde i mit hjem - min tryghedsbase, siger Marlene Burmeister.
Hun tror, at mandens hensigt var at stjæle. Hun har snakket med flere naboer, som ikke har haft besøg af en mand, der samler ind til ukrainske børn.
Advarer andre
Marlene Burmeister fortæller, at hun har anmeldt hændelsen til politiet.
Hun har også delt oplevelsen i Facebook-gruppen "Brabrand Beboerne", hvor hun advarer andre om manden og opfordrer til, at man skal huske at låse døren, selvom man er hjemme.
Det vil hun i hvert fald selv huske at gøre fremover.
- Jeg håber ikke, det vil ske for andre, og at han bliver stoppet.
Efter den ubehagelige oplevelse fik Marlene Burmeister sin søster til at komme forbi, og hendes kæreste har nu købt videoovervågning.
Hun valgte bevidst at gøre alt for at undgå en konfrontation med manden.
Østjyllands Politi bekræfter over for TV2 Østjylland, at man tirsdag formiddag kl. 10.30 modtog en anmeldelse om en husfredskrænkelse på en adresse i Brabrand.
Sagen efterforskes nærmere, og Østjyllands Politi har ikke yderligere kommentarer til sagen på nuværende tidspunkt.