Hannah fik kræft i skinnebenet - skolen blev hendes frirum
Alvorligt syge børn får lidt af deres hverdag tilbage, når de kommer i hospitalsskolen på Aarhus Universitetshospital.
Rundt om bordet sidder flere børn og får undervisning. Det kan ved første øjekast se helt almindeligt ud, men et dropstativ og en kørestol afslører, at det ikke er tilfældet.
For børnene er alle sammen tilknyttet kræftafdelingen eller andre børneafdelinger på Aarhus Universitetshospital. Blandt dem er otteårige Hannah Jensen, der de seneste mange måneder har været i behandling for knoglekræft.
I september fik hun konstateret kræft i skinnebenet, og siden er hun blevet opereret, har fået indsat en protese og er nu i gang med et kemoforløb. Af samme årsag har afdelingen dannet rammen om Hannahs hverdag i længere tid.
- Nogle gange er det træls, nogle gange er det godt. Jeg har ikke så meget at lave på stuen, siger hun.
Derfor betyder det rigtig meget, at hun er tilknyttet en skole på afdelingen, fortæller Hannahs mor, Karina Jensen.
- Skolen herinde er jo det mest fantastiske, for den gør, at hun kommer ud af sengen. I de perioder, hvor hun ikke har kunnet gå og lege så meget med de andre børn, så er en skole, hvor man kan have en hverdag og tænke på noget andet, så vigtig. Især når man ikke er ældre, end Hannah er, siger hun.
Må ikke tale sygdom
Faktisk er det lovpligtigt, at børn, der igennem længere tid ikke kan modtage deres normale undervisning, tilbydes anden undervisning.
På AUH er der i øjeblikket tilknyttet cirka 40 børn, og er de ikke friske nok til at komme hen til de andre, bliver de tilbudt undervisning på stuen.
- Skolen er et frirum, hvor de kommer hen i andre omgivelser, og hvor vi ikke taler sygdom, for det gør vi ikke i skolen, siger Anne Karup, der er lærer og koordinator i Sygehusundervisningen på AUH.
På stolene i den lille skolestue sidder også klassekammerater til de indlagte børn.
Det gør der, fordi hospitalet er en del af ambassadørordningen Projekt Respect, som skal sikre de syge børn en tilknytning til deres gamle klasse, mens de er væk.
Børnene, der er ambassadører, er med til alt på hospitalet – undersøgelserne, med i skolestue og med til at lege.
- At have venner, der kommer, er jo altafgørende. Når de er herinde, kan jeg mærke, at hun er en gladere pige, der er mere liv i, og som vil mere, end når det er bare hende og mig, der er herinde, siger Karina Jensen.
Godt nyt
Til maj har Hannah været på afdelingen i ni måneder. Alle hverdage i tre uger ad gangen, hjem i weekenden, pause og så forfra.
Men nu er det snart slut. Om under en måned er hun færdig med sin behandling og skal kun møde op til kontroller og scanninger.
Det betyder, at hun kan komme hjem til Auning og fortsætte næste skoleår med sin egen klasse.
Se hele indslaget fra hospitalsskolen her: