Populær forlystelsespark sætter ny rekord
2024 har været et rekordår for Tivoli Friheden i Aarhus.
Over 636.000 gæster har besøgt parken indtil nu - det højeste antal besøgende i parkens 120-årige historie siden grundlæggelsen i 1904.
- Vi er utrolig stolte over denne rekord, som er et resultat af dedikeret arbejde, kreativ udvikling og vores konstante fokus på at skabe fantastiske oplevelser for vores gæster, siger Henrik Ragborg Olesen, Tivoli Frihedens direktør, i en pressemeddelse.
Gæster kan stadig opleve Jul i Friheden alle dage til og med den 23. december samt den 27. til 30. december 2024.
Kort nyt
Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk
Ubudne gæster lukker kirke i juledage
Tolstrup Kirke i Gedved nær Horsens kan ikke byde indenfor til gudstjeneste juleaften.
Det skyldes, at der er fundet en rotte, og at dermed er en sundhedsrisiko, siger menighedsrådsformand Niels Anders Lund Svendsen til Horsens Folkeblad.
Rotten blev fundet død torsdag, men det har ikke været muligt at skaffe et firma, som kan gøre kirken ren inden jul, lyder det.
Det betyder, at kirken holder lukket mellem jul og nytår. Kirkegængerne kan i stede gå i kirke i Kattrup Kirke.
Knap halvdelen vasker oftere hænder efter corona
Hvis du vasker hænder og bruger håndsprit, mere end du plejede før corona, så er du ikke alene.
For knap halvdelen af borgerne i Danmark har holdt fast i deres ændrede hygiejnevaner i kølvandet på coronapandemien. Det viser en undersøgelse, som Epinion har foretaget for Sampension i oktober.
Her svarer 47 procent, at de oftere nyser og hoster i albuen i forhold til tiden før corona. Ligeledes svarer 52 procent, at de i højere grad spritter hænder, mens 44 procent oftere vasker hænder.
Ombygning af trafikeret vej sikrer bedre kørselsforhold
Nye lyskryds og en samkørselsplads skal skabe bedre forhold for trafikanter.
Det er i hvertfald håbet med den éne af i alt tre ombygninger ved til- og frakørsel 39 ved Randers N, der nu står færdigt.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Vejdirektoratet.
Samtidig vil trafikanter, der bruger afkørslen i nordgående retning, opleve mindre kø på selve motorvejen og op ad frakørslen, idet der også er etableret et direkte spor til trafikanter, der skal mod Randers C ad Hobrovej.
Kronen svækkes i kølvandet på Novos aktiekollaps
Den danske krone er blevet svækket som følge af Novo Nordisks aktiekollaps fredag.
Det skyldes, at selskabet har stor betydning for det "svulmende overskud" på den danske betalingsbalance. Det skriver Søren Kristensen, der er cheføkonom hos Sydbank, i en kommentar ifølge Ritzau.
- De store overskud bliver nemlig i vid udstrækning vekslet til danske kroner, og derfor skaber det i første omgang en stor efterspørgsel efter danske kroner.
Giftig flaske forsvundet: Kan dræbe ved indånding
Torsdag modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en flaske med giftigt indhold i form af gasarten carbonmonoxid er forsvundet fra et aflåst skur ved Aarhus Universitet.
Ifølge anmeldelsen indeholder flasken en lugtløs gasart, som kan dræbe ved indånding, og politiet advarer derfor mod åbning af flasken.
Hverken politiet eller universitetet har formået at finde flasken, hvorfor de nu advarer personer, der kunne være kommet i besiddelse af flasken.
Forsyningstilsynet politianmelder energiselskab
Forsyningstilsynet har politianmeldt elhandelsvirksomheden Nordisk Energi Aps for mulig overtrædelse af straffelovens paragraf 279 om bedrageri.
Anmeldelsen sker på grundlag af en begrundet mistanke om, at virksomheden har overfakturereret virksomhedens elkunder. Det skriver tilsynet i en pressemeddelelse.
Tilsynet af virksomheden har desuden ført til et påbud.
Danskere forventer dårligere økonomi i fremtiden
De danske forbrugere vurderer, at Danmarks økonomiske situation er dårligere i dag end for et år siden.
Det viser nye tal fra Danmarks Statistiks forbrugertillidsanalyse.
Samtidig forventer forbrugerne, at landets økonomiske situation vil være dårligere om et år sammenlignet med i dag, ligesom at familiernes egen økonomiske situation vil være værre om et år.
Kendt tv-vært takker af efter 47 år
Det er de færreste, der kan prale med 47 års ansættelse i samme hus. Men en, der kan, er tv-værten og naturmennesket Jørgen Skouboe.
Efter 47 år - 15 af dem som vært på tv-programmet "Nak og Æd" - har østjyske Jørgen Skouboe nu valgt at sige farvel til DR. Hans exit sker til sommer 2025, hvor han går på pension.
- Det har været en svær beslutning, men jeg ser frem til at bruge mere tid med min familie, mine børn og børnebørn. Det er en ny fase af livet, som jeg glæder mig meget til, siger 72-årige Jørgen Skouboe til DR.
Jørgen Skouboe er opvokset i Råsted nord for Randers og fortsat bosat i Østjylland.
Der er gjort betydelige fund på skib ud for Djursland
Da en række landes myndigheder, herunder de danske, torsdag var ombord på det kinesiske fragtskib Yi Peng 3, der ligger i vandet godt 25 kilometer ud for Djursland, blev der gjort betydningsfulde iagttagelser.
Det siger den stedfortrædende generaldirektør for Sveriges havarikommission, Jonas Bäckstrand, til TV 2.
Skibet har fået myndighedernes opmærksomhed i flere lande i forbindelse med to kabelbrud i Østersøen.
Nu skal vandrehjem moderniseres for millionbeløb
Rønde Vandrehjem, der er beliggende på toppen af Rønde med udsigt over Nationalpark Mols Bjerge og Kalø Vig, skal fremtidssikres.
Projektet financieres gennem en bevilling fra A.P. Møller Fonden på 3,5 millioner kroner. Det fremgår af en pressemeddelse.
Målet med moderniseringen er at skabe mere hensigtsmæssige rammer for unge med særlige behov, der deltager i ressourceforløb på stedet.
Arbejdet begynder i januar 2025 og afsluttes i april 2025.