Dødelig gasflaske forsvundet: - Ingen grund til at ændre procedure
Efter en gaslaske med livsfarligt indhold har været væk i ni dage, anmelder Aarhus Unversitet nu forsvindingen.
Torsdag formiddag modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en flaske med et yderst giftigt indhold var forsvundet fra et aflåst betonskur ved Aarhus Universitet.
Der er tale om en flaske med gasarten carbonmonoxid, som er lugtfri.
- Gassen går ind og blokerer blodets røde blodlegemer, og så bliver man kvalt, fortæller Lars Ottosen, professor og institutleder ved Institut for Bio- og Kemiteknologi ved Aarhus Universitet om konsekvensen af at indånde den farlige gas.
Og derfor advarer politiet nu.
- Hvis man eksempelvis har fået fingre i flasken med det formål at indånde den som et rusmiddel, er det forbundet med en stor risiko for pludseligt dødsfald, ligesom flasken også kan forårsage store skader, hvis den ikke håndteres korrekt og eksempelvis bliver åbnet i et mindre rum, siger Anders Blak Nybroe, der er politikommissær ved Østjyllands Politi.
Flere er blevet afhørt
Flasken, der er grå med et gult bånd i toppen og måler omkring 50-60 centimeter i højden, har flere påtrykte advarsler i form af blandt andet et dødningehoved og teksten "GIFT".
Ifølge anmeldelsen skulle flasken være brugt til forsøg i forskningsøjemed på universitetet, men den kan altså udgøre en alvorlig fare, hvis flasken kommer i de forkerte hænder.
- Derfor kommer vi nu med denne advarsel for at forebygge, at eventuelle personer kommer til skade, hvis de grundet uvidenhed beslutter sig for at åbne den, siger Anders Blak Nybroe.
Flere personer er blevet afhørt i sagen, men det har altså ikke været muligt at finde frem til flasken, hvorfor søgningen efter den stadig er i gang.
- Der er ikke tegn på indbrud på skuret, men vi udelukker ikke muligheden. Det er halvoffentligt. Men vi afsøger fortsat muligheden for at flasken kan befinde sig et sted på universitetet eller er tabt i transport, siger Anders Blak Nybroe.
Hvis man bliver tilbudt at købe flasken eller har oplysninger om, hvor den befinder sig, bedes man kontakte politiet på telefonnummer 1-1-4.
Først opdaget efter ni dage
Fra institutleder og professor ved Institut for Bio- og Kemiteknologi ved Aarhus Universitet, Lars Ottosen, lyder det, at skuret, som gasflasken stod i, er aflåst. Derfor er det begrænset, hvem der har adgang.
- Det drejer sig om en række medarbejdere og studerende, der alle er udlært i håndtering af de farlige gasser.
Desuden har der ifølge Lars Ottosen ikke været tegn på indbrud i skuret, og derfor tog det altså ni dage, før tyveriet blev anmeldt.
- Vi havde svært ved at forestille os, at den skulle være blevet stjålet, da der ikke var tegn på indbrud, og det ikke er et kendt rusmiddel, siger Lars Ottosen og fortsætter:
- Derfor antog vi, at flasken var i brug i et af vores laboratorier eller røget tilbage til leverandøren. Og af samme grund undersøgte vi selv de muligheder først. Men da det endnu ikke er lykkes os at finde frem til flasken på egen hånd, anmeldte vi det - netop fordi gassen er så farlig.
Til trods for bortkommelsen af den giftige flaske har universitet ikke planer om at ændre procedurer omkring håndtering og opbevaring af så farlige gasser, oplyser professor og institutleder ved Institut for Bio- og Kemiteknologi ved Aarhus Universitet, Lars Ottosen, til TV2 Østjylland.